Lyserøde lemonadekager

Manglende hortologisk intervention - det andre kalder at luge - har vist sig at have en uventet sidegevinst.

Kald mig bare doven, men jeg gider ikke at være havegud, der bekæmper en type vækster for at nogle andre skal trives. Det der dukker op, dukker op.

Så ind gennem et hegn i et ufrugtbart hjørne af min forhave, har en hindbærbusk etableret sig. Til morgen da Pinga og jeg spiste morgenmad i haven observerede jeg mængder af smukke røde bær og så var min dag reddet.

Forleden da Deb fra Smitten Kitchen publicerede sit indlæg om Pink Lemonade Bars svor jeg, at dem ville jeg lave på førstkommende fridag - det er i dag - og hindbærrene var derfor som sendt fra en højere kage/havemagt.

Så nu alle jer, der ikke har bær i haven, af sted efter en bakke og jer andre: Ud og pluk så i gang.

Det er en supernem opskrift og jeg fik endda både citronsaft og hindbærpure til overs, så selvfølgelig skulle bagværket nydes med et glas pink lemonade til.

Eftersom jeg ikke har ændret så meget som et saltkorn i Debs opskrift er det ikke rimeligt, at publicere den her synes jeg. Det er i øvrigt sjældent, at jeg følger en opskrift slavisk, men Debs plejer altså at holde max.

Men jeg tillader mig lige at spare jer en enkelt googling: 1/4 cup citronsaft svarer til 6 cl.

Og min pink lemonade blev til ved at blande cirka 2 spisefulde hindbærpure med 5 cl citronsaft og 2 cl lavendelsirup (den kan du se, hvordan jeg har lavet her). Og så danskvand i til det smager tilpas.

Bitter på midten

Det er nu 16 dage siden, at udvalgte frugter, krydderurter og krydderier blev sat over i kraftig vodka. Siden er glassene - stort set - dagligt blevet rystet.

Derfor var jeg i dag klar til næste fase af min bitterproduktion - som dufter medicinsk og godt.

Tørt blev siet fra vådt. Og så er hver bitters tørstof blevet småkogt let i ti minutter med vand, der lige dækkede da portionen blev sat over.

Den nu henholdsvis meget røde og dybtrøde vodka blev siet nogle gange, til de to udtræk var helt klare.

Nu skal glassene med den indkogte vodka-sirup stå i en uge uden at få direkte sol og med en daglig omrystning. Derefter skal de to væsker blandes til det færdige produkt.

Og tre dage senere er de klar til brug - om Bitternissen vil.

Bitter - til en start

Bitter er andet og mere end Gammel Dansk og en uundværlig ingrediens i mange cocktails - faktisk er det cocktailens krydderi.

Jeg har længe overvejet at forsøge at lave bitter selv og efter at have læst Bitters: A Spirited History of a Classic Cure-All fået mod på projektet.

I dag er jeg så gået i gang med to forskellige.

I begge tilfælde er en god, kraftig vodka grundlaget.

Absolut laver en vodka, der holder 50 procent, som kan købes på Systembolaget i Sverige.

Brad Thomas-Parsons understreger nemlig, at det ikke nytter at købe en billig slavevodka, hvis man vil have et godt resultat og det vil jeg.

Så i hver sit rene syltetøjsglas er nu sat følgende over:

RR-bitter

• Rabarber
• Ribs
• Stjerneanis
• Hel sort peber
• Tørret pommeransskal
• Kaffebønner

Jordbær-Balsam-bitter

• Jordbær, som en marineret i 20 minutter i Sur Lie kirsebærvin fra Frederiksdal
• Friske balsamblade (en kamferduftende krydderurt)
• Frisk lavendelblomst
• Korianderfrø
• Hel kardemomme

Nu skal glassene stå ved stuetemperatur, væk fra direkte sollys i 14 dage og glassene skal rystes dagligt. Derefter følger fase to og tre.

Sushislik

Lad mig bare være ærlig; det er næppe den smarteste ide jeg har fået, at lave sushislik den søndag, hvor det endelig blev sommer. Men der er møde i Pingvinklubben i dag og så var der ikke nogen vej udenom.

Jeg kan afsløre, at jeg købte det nødvendige slik i Candy Megastore og at hvis man lider af fobier mod nassede fingre, er denne opskrift måden at arbejde sig ud af sit traume på:

• 50 gram smør
• 250 marshmallows
• 1 pakke Rice Krispies
• Vingummi fisk
• Lakridsruller (grammofonplader)
• Vingummiorme
• Sure vingummi stråler
• Ruller af strømpebånd eller anden type vingummirulle. Mine var sure, sukkerdækkede - de regnbuefarvede og de grønne var fine, de røde var alt for stive og ubøjelige.

Smelt forsigtigt smørret i bunden af en stor gryde, det skal ikke brune og ikke skumme. Tilsæt marshmallowsene og røg regelmæssigt i massen til de er helt smeltet og man har en jævn, svagt lysebrun masse. Tilsæt derefter Rice Krispies.

Jeg endte med 2/3 af en hel pakke fordi jeg ville være helt sikker på, at min masse ville vedblive med at være klistret også efter hviletiden på 10-15 minutter. Jeg har set opskrifter, hvor man tilsætter hele pakken.

Glat derefter massen ud i et jævn lag på et stykke bagepapir. Jeg forsøgte mig først med adskillige redskaber, men endte med at bruge hænderne. Hvis jeg havde skiftet til klør fem noget tidligere, var laget blevet lidt tyndere og det endelige resultat måske lidt mere elegant.

Efter en kop kaffes tid, kan man gå i gang med bygge sushierne. Med en skarp og madolieindsmurt kniv skæres kanterne til. Det overskydne formes til små, aflange risboller - trick: Smør hænderne med madolie.

På hver risbolle lægges en fisk. Rul nogle grammofonplader op og give dem alle et lakrids mavebånd.

Læg derefter noget fyld på langs af den firkantede plade Rice Krispie-masse og rul sammen om det. Jeg fik tre lange ruller på den ene lede og tre korte fra et sidestykke.

Vikl strømmebånd - eller sure sukrede vingummiruller - om risrullen og skær i skiver med den skarpe, madolieindsmurte kniv.

Det forlyder fra Kamerika, at sushislikket bliver tørt, hvis man gemmer det for længe. 

Jordbær-gazpacho

Denne opskrift erindrede mig om, hvad man også kan bruge nogle af alle de fristende jordbær, som man nogle steder får smidt i nakken i disse dag: Jordbær-gazpacho - sommerens perfekte kolde suppe.

Jeg fulgte den lagt fra slavisk, er ved at hækle en flyvende kat, så havde ikke tid til at fare i butikker, så til en halv liters suppe brugte jeg:

• 8-10 store jordbær
• 2 stilke forårsløg
• 1 fed hvidløg
• To små skoleagurker (eller tre kvart almindelige agurk)
• 10-12 blommetomater
• Mynte
• 1 tør krydderbolle - eller andet tørt brød.
• Salt
• Peber
• Olie
• Kirsebæreddike (eller anden god eddike - lys balsamico bør også være godt, måske endda et blød mørkt også)
• 2-3 dl iskoldt vand, hvis den skal serveres straks ellers bare koldt

Skær brød, frugt og grønt i grove skiver eller stykker og miks alt i en skål, tilsæt mynte, krydderi, olie og eddike og lade skålen stå og lumre tildækket på et bord mindst en time.

Lige før servering - eller når man har tid - skrabes mikset i en blender og 2 dl iskoldt/koldt vand tilsættes. Blend til du er tilfreds med findelingen af det grønne, reguler konsistensen med den sidste dl iskoldt/koldt vand.

Hvis du ikke bryder dig om tomat-, jordbær- og/eller agurkekerne kan du si suppen inden det sidste vand tilsættes. Jeg elsker den med lidt at tygge på og spise den med croutoner af min sidste tørre krydderbolle.

Hvis du tilbereder den i god tid, skal suppen selvfølgelig på køl ind til da og den bliver kun bedre det nærmeste døgn.

Du kan selvfølgelig tilpasse det grønne element helt efter hvad køleskabet gemte, eller du kan lide i gazpacho. Peber og bladselleri er oplagte gæster i suppeskålen.

Nede i Alida Marstrands kælder

Jeg er fra en tid hvor børn spiste Senator eller Pernille og voksne spiste Kehlet pebermyntechokolade eller blomme i Maderia.

Hvis man var rigtig heldig kunne der falde en kattetunge eller en orangegren af fra en godt gemt æske i et skab.

Ritter Sport fik man kun, hvis man tog til Tyskland efter det og Marabou kun, hvis man drog over Øresund til Sverige.

Jeg er med andre ord fra 1960 og måske ikke så mærkeligt, er jeg aldrig blevet den helt store chokoladespiser. Blot har jeg altid haft en svaghed for Alida Marstrands chokoladestykke med violcreme.

Et lille, undseeligt stykke blandt de mange andre håndlavede stykker man i de seneste mere end 80 år har kunnet vælge i butikken i kælderen i Bredgade.

I går kom jeg tilfældigt forbi og så, at butikken var genåbnet efter sidste sommers skybrud, som gav dem 15 centimeter vand på gulvet og så måtte jeg bare dykke ned i den smukke butik.

Interiøret er trods vandskaden uforandret, som det har været hele mit liv: Glasvitrinen til højre, hvor den særlige delikatesse, fondant, har sin plads øverst til venstre og resten af pladsen er optaget af vokspapir med stykke efter stykke af de fyldte chokolader.

For enden finder man en solid købmandsdisk og byttepenge placeres i en blankpoleret messingskål.

Det eneste synlig tegn på vandskaden er et nylagt flisegulv og nymalede vægge, men fristelsen til en makeover er blevet passende undertrykt, så butikken blot fremstår opfrisket.

Endnu en tradition består: Køber man mere end 100 gram chokolade får man dem i en guldæske, som får et fint bånd om til sidst.

Jeg talte længe med indehaveren - butikken gik for en del år siden ud af Alida Marstrands families ejerskab - men opskrifterne og håndværket er som i hendes og senere hendes datters tid. Alida Marstranden åbnede butikken, da hun som enlig mor skulle forsørge fem børn.

Som lille pige kom jeg i butikken et par gange om året, når min far købte chokolade til min mor og min farmor og dengang husker jeg de meget bestemte, men også morsomme ekspeditricer, som kendte deres kunder så godt, at de vidste, om de skulle have fondant eller blandede stykker.

Mere end en glemsom ægtemand er blevet ledt på rette vej af huset Marstrands formidable hukommelse. - Deres kone kan jo godt lide den lyserøde fondant, hr. Nielsen.

Den nye ejer løfter på fornem vis arven

Efter turen tilbage til barndommen dukkede jeg op ad kældertrappen med en dyrebar æske med 200 gram violstykker og lovede mig selv, at handle der noget oftere.

Alida Marstrand er en institution og det vil være ærgerligt, hvis den blev udkonkurreret af byens nyere chokoladeforretninger. Så smut ind forbi, hvis du vil have chokolade med tradition.

Potted shrimp

Muligvis er jeg det eneste menneske i verden, som synes at Guy Ritchies udgave af Sherlock Holmes er fantastisk. Men det gør jeg altså. Jeg synes at Downeys Sherlock er lige præcis så neurotisk og sær, som han skal være. At brormand Mycroft så til overflod spilles af en af mine yndlingsskuespillere, Stephen Fry, gør ikke den seneste film dårligere.

Og Mycroft, han er glad for potted shrimp i sin sære klub, Diogenes Club, hvor medlemmerne ikke må tale.

Så da 125 gram friskpillede hesterejer landede i min turban, var jeg ikke i tvivl om, at de skulle pottes.

Det er såre simpelt og en vidunderlig måde at forlænge de små dyrs holdbarhed:

• 125 gram kogte, pillede hesterejer eller fjordrejer
• 125 gram smør
• Friskrevet muskat
• Cayenne peber eller lidt chili
• Peber
• Salt
• en smule meget finthakket citronskal
• saft af en enkel skive citron

Smelt smørret over lave varme - hvis du går meget op i æstetik - kan du eventuelt klare det også, men jeg kan godt lide at det færdige rejsesmør ikke ser alt for kunstfærdigt ud.

Når smørret er smeltet og ligger lige på boblepunktet, hvor det ikke bruner, men er varmt nok til at optage smagsstoffer tilsættes citronsaft, skal, peber, salt, cayenne/chili og muskatnød. Vent 30 sekunder og tilsæt så rejerne.

Lad dem varme igennem af smørret i 4-5 minutter og hæld dem derefter op i en beholder. Pres rejerne ned, så alle er helt dækket af smørret. Køl af og spis på toast til en aperitif eller som en lille forret.

I det sidste tilfælde skal de pottes i portionsbeholdere.

Cocktailen? Den kan du stifte nærmere bekendtskab med her.