søndag den 30. november 2008

Rødt fløjl med karamel og skumnisser


Mine kolleger snakker meget om kage, men få gør noget ved det. Jeg tænkte i anledning af december, kunne jeg da gøre noget.

Min forkærlighed for amerikansk mad fornægter sig ikke. Jeg endte med at bage en red velvet cake - som er ganske sød, men ret pikant med sin røde farve og sin fine konsistens.

Dertil lavede jeg en glasur ing af karamel: 100 g smør, koges med 150 g. puddersukker og lidt fløde.

Når massen har kogt et minut eller to skal den i en røreskål og så skal der flormelis i og piskes, til den er smørbar. Jeg fik lyst til at slå hul i alt det søde, så jeg kom også nogle skefulde Philadelphia i, den blev den perfekt af.

Da kagen var kølet blev den nydelige lysebrune masse smurt på og så et drys tysk julekrymmel og en lille ring af skumnisser - men det skal være de rigtige - ikke de forkerte ;)

lørdag den 4. oktober 2008

I hævd


Så er den tradition holdt i hævd og nu skal der bare brygges lidt kaffe og hygges i stolen, Pinga kredser, hun tror, at hun kan lide kanelbulla, men det kan hun ikke, at hun bare ved det.

Det er faktisk første gang jeg bruger de genbrugelige silikonemuffinforme, det går fint og CO2-glorien kredser om mit hoved.

Kanelbullans dag


Jeg ved godt, hvad jeg skal bage i dag ! Det er jo vigtigt at komme sin indre svensker ved;)

torsdag den 28. august 2008

Paprika

Nå, inden mine læsere går i trance som Pinga af hypnosehjulet, må jeg hellere skifte emne.

En gang imellem får jeg nogle madmæssige raptusser, som kan vare i mange dage.

I øjeblikket skal der stort set paprika i alt jeg spiser. Jeg har endnu ikke strøet det på mine havregryn, men det kan ikke afvises, at jeg gør det en morgen.

Raptussen har ligget og simret et stykke tid, måske siden brødrene Price fremdrog fars gamle paprikapose - og viste klippet, hvor John Price skræmte de danske tv-seere, ved at pudre sit stroganoffkød voldsomt med det rustrøde krydderi.

Paprika er fremragende til den slags kraftige efterårsagtige kødretter og dem kan jeg faktisk spise året rundt.

Men det er også skønt i røreæg og karfoffelmos.

Den fine lille dåse købte jeg hos Specialkøbmanden på en bytur med Sifka. De havde den også røget, men i solidartiet med Sifkas forbehold over for den smagsvariant, købte jeg edelsüss.

tirsdag den 8. juli 2008

Dessert


Kager og søde sager har aldrig været min største svaghed (det er derimod børneslik) og langt de fleste desserter klarer jeg mig fint uden, men jeg holder meget af at frembringe det søde køkkens klassikere.

Lørdag aften, efter grillgeden, kastede Sifka og jeg os ud i en desserttallerken. Noget blev rigtig godt, noget blev fint, noget slæbte an og noget mislykkedes næsten totalt.

Lavendelisen blev fremragende. Sifka kogte simpelten bare en deciliter mælk med frisk lavendel plukket i min have. Lavendel, som faktisk ikke var voldsomt sprunget ud.

Derefter blev det røde køkkenmirakel sat over med to æggeblommer og en halv deciliter sukker til en smuk bleg æggesnaps åbenbarede sig.

Så blev lavendelmælken hældt i, sammen med lidt friske lavendelblomster og flødeskum af en kvart piske.

Hver time de første to i fryseren blev der vendt i massen og så var der is. Den blev serveret på en mandelkage, som faktisk var tænkt som et kræmmerhus, men simpelthen ikke kunne bukkes fordi den var alt for blød.

Dertil to macarons - den lyse lagt sammen med rabarberkompot og smeltede marshmellows, chokolademacaronen lagt sammen med flødeskum tilsat friske hindbær og så ellers en lille bunke af de røde bær fordelt rundt på tallerkenen.

Det var godt, det var voldsomt sødt og ingen af os spiste op ;)

mandag den 30. juni 2008

Koreansk sesamkød


For gud ved hvilken gang kan man se den kønne svenske kok Tina lave mad på sit tv.

Jeg har aldrig været rigtigt duperet af det hun serverer for seerne. Jeg er dog ikke i tvivl om, at hun faktisk er dygtig. Jeg er overbevist om, at hun er blevet bedt om at lave mad til de ikke så madorienterede svenske tv-seere og det er ikke en nem opgave.

I et af programmerne for nylig lavede hun bulgogi - koreansk sesamkød.

Jeg har min egen opskrift på marinade til kødet og går blot efter et mørt stykke kød uanset om det er entrecote, ribeye eller som i dag mørbrad.

Hendes tilbehør
var til gengæld interessant. Ikke så meget den sauterede kinakål, som appelsin-gulerods-sesam-dressingen.

Så,aftensmaden i dag var tynde skiver (cirka 25 mm tykke) oksemørbrad, som jeg marinerede i:
  • 2 spsk tamari (japansk soya)
  • 1 spsk ketjap manis (sød indonesisk soya)
  • 1 tsk rørsukker
  • 1 stort fed knust hvidløg
  • 1 bløb stærk chilisauce (eller finthakket stærk chili)
  • 1 spsk sesamolie
  • 1 spsk hvid martini
  • 1 meget finthakket forårsløg (kan lige så godt være skalotteløg)
Kødet marinerede i cirka seks timer. Det er nok minimum, men hvis kødet er mørt fra starten er det intet problem. Ved mindre møre udskæring skal det marinere i op til 24 timer.

Cirka samtidig med at kødet blev proppet i marinade, lavede jeg en dressing af 1 fintrevet gulerod, saften af 1 appelsin, salt, peber og 2 spsk ristede sesamfrø.

Da sulten indfandt sig, varmede jeg min grillpande op til ekstremt hed og stegte kødet max. 1 minut på hver side. Derefter hældte jeg olivenolie og en anelse sesamolie i en sauterpande og lynstegte et stor håndfuld fintskåret økologisk, gudeskøn spidskål.

Anrettet på tallerken med kød i ring og kål i midten og så gulerods-appelsinsaft dressingen over kålen.

Meget lækkert. Der lærte alletiders Tina mig alligevel noget ;)

tirsdag den 10. juni 2008

Makaroni og ost


For noget amerikansk mads vedkommende, skal jeg bare læse navnet, så siger det pling i mine smagsløg. Sådan har jeg det med macaroni and cheese, som af mange amerikanere regnes som den ultimative comfort food.

Og pling sagde det i dag, så mac'n'cheese blev min frokost.

I sin simpleste form er det blot små bøjede makaronirør i en hvid ostesovs, som er gratineret i ovnen. I sin værste form er det noget fra en pakke, hvor ostesovsen smager som varm bræk.

I sin bedste form er rette åben for masser af variationer, og selv anerkendte restauranter leger nogle gange med den.

Jeg fik den første gang i 1977, da jeg var udvekslingsstudent hos en familie i en forstad til Seattle i staten Washington over på vestkysten. Det var en meget traditionel familie: Far, mor og fire piger. Far tjente pengene, mor passede hus, hjem og børn.

Problemet var bare, at madlavning ikke sagde hende noget som helst, og at hun benyttede enhver genvej, hun kunne finde. Og der findes mange klamme muligheder med mac'n'cheese.

Alligevel fornemmede jeg, gennem melklister og manglende smag , at retten havde potentiale. Familiens farmor, som var en vidunderlig og meget gavmild kok, viste mig vejen.

Siden har mac'n'cheese ligget sådan i periferien af mit faste repertoire.

Dagens version blev uden makaroni, men med penne i stedet. Det blev fint.

Lidt rødløg, rød peber og nogle syltede chilier hakkes fint. En god smagfuld ost rives. Vand sættes over og pastaen/makaronien koges næsten færdig. Tænd ovnen på 200 grader.

I en sliplet gryde smeltes lidt smør. Grøntsagerne sauteres stilfærdigt. Lidt sennepspulver og sød paprika drysses over. En stor skefuld mel drysses i og røres sammen med smørret til en fast masse . Derefter tilsættes mælk lidt af gangen indtil en god tyk opbagt sovs befinder sig i gryden. 2/3 af osten tilsættes.

Når pasta/makaroni er kogt hældes vandet af og de blandes i ostesovsen.

Hele molevitten hældes i et ildfast fad. Øverst drysses en blanding af rasp og den sidste 1/3 revet ost - et par smørklatter lægges på. Bages i ca. 20 minutter i ovnen til overfladen er brun og sprød og pasta/makaroni er møre.

Serveres med salat eller bare nogle tomatskiver. Jeg havde en rest oksesteg, som jeg blandede i i passende terninger, andre bruger skinke.

søndag den 25. maj 2008

Fra de sydlige himmelstrøg


En artikel på Politikens hjemmeside i morges om hummus satte en kædereaktion i gang i Asserbo.

Jeg har det svært med mad, der skal tilberedes over flere dage, så hjemmelavet hummus bliver det sjældent til. Men Irma har et udmærket produkt, som både smager frisk og er tilpas grov i det til min smag.

Jeg vidste, at der i bunden af mit køleskab og fadebur befandt sig råvarer og snydeprodukter til hjemmebagte pitabrød, hummus, nystegt falafel, chiliyogurt og en finthakket salat af forårsløg, tomat, agurk og rød peber med hakket mynte og koriander foruden lidt salt, peber, olie og citonsaft.

For lidt siden kunne jeg så bide ind i det stadigt lune brød med godt fyld.

Falaflen er et pulverprodukt også fra Irma, for her er jo samme problem som med hummusen, der skal udblødes kikærter i god tid i forvejen.

Bedst af alt. I aften kan det blive til et pitabrød med noget shawarma-agtigt oksekød i stedet for falafel.

Det bliver godt.

Og imens drikker jeg spandevis af koldt vand med citronsaft og frisk mynte og føler mig hensat til langt varmere himmelstrøg end disse.

tirsdag den 29. april 2008

Cæsaroise


Operation i sidste øjeblik er umærkeligt gledet over i operation brug så din fantasi.

Eftersom jeg havde lidt kogte nye ægyptiske kartofler, bagte tomater og et stykke bagt laks tilbage fra i går fandt jeg på at kombinere to klassiske salater.

Den provankalske Salad Nicoise og den meksikansk/amerikanske Cæsar salat har kun ansjoser til fælles, men passer faktisk ret fint sammen.

Klassisk Nicoise laves af salat, kogte kartofler, grønne bønner, tomat, oliven, smilende æg, ansjoser og tun - typiske fra dåse. Dressingen er en sennepskrydret olie-eddike dressing.

Cæsar består af salat, brødcroutoner, høvlet parmesan og ansjoser - dressingen er en mayonaisebaseret citronsyrlig sag.

Så på en bund af blandede salater lagde jeg de kogte kartofler i skriver, de bagte tomater, oliven, croutoner, æg, laks, ansjoser og høvlet parmesan. Det blev dryppet med en dressing, som man kan snyde sig til ved at røre en skefuld græsk yogurt med en skefuld mayonaise og så smage til med citronsaft, salt og peber, til den er syrlig og krakterfuld.

Det blev godt! (Nej, trods overvældende opbakning til varm ananas, og et godt forslag om en grill-dessert, kunne jeg ikke presse den sidste gnalling ind i salaten kold eller varm. Dertil rakte min fantasi ikke. Den må blive del af morgenmaden.)

Og salaten bekom mig godt efter en udflugt til Helsingør, hvor jeg endelig fik kigget inden for i Sank Mariæ kirke og Vor Frue kloster. Kirken udgør den ene side af det meget smukke og interessante klosteranlæg.

søndag den 27. april 2008

I sidste øjeblik


Det er flovt at indrømme det, men nogle gange smider jeg mad ud - råvarer eller en rest, som har opgivet ævret i mit kølekab.

Det er vist flere årsager: Dels har jeg det med at købe ind efter pludselige indskydelser, dels må man som enlig engang imellem købe større portioner, end man kan eller vil bruge.

Men jeg prøver at undgå det, for i en verden, hvor mange sulter, er det noget umoralsk baks.

I dag har jeg derfor gang i et større projekt i sidste øjeblik. En af de kritiske råvarer er en ananas.

Heldigvis er jeg formentlig det eneste menneske i Danmark, som kan - og vil indrømme at jeg kan - lide varm ananas. Den slags har mange kun foragt til overs for.

Til frokost kreerede jeg derfor en sandwich af ananas, parmaskinke og gedeost, som var et smut i ovnen, til ananasen havde mistet sin skarphed, skinken var sprød og gedeosten smeltet.

Den fik selskab af en sandwich, hvor brødet var gnedet med hvidløg og derefter belagt med en aldrende tomat i skiver, en sardinfilet og et lag mellemlagret skiveost.

Begge blev meget tilfredsstillende.

Og jeg har yderligere ananas i ovnen: En gulerodskage - købte et meget billigt, men også hængemulet, bundt nye udenlandske forleden, som bare skulle bruges op i dag.

For at sikre saftighed er en traditionel kage beriget med en mos frembragt af frisk ananas, Lindts chokolade med chili og lidt tørrede abrikoser.

Hele baduljen bare kørt i en food processor med stødt kardemomme, stødt kanel og lidt flydende vanilje.

Og så var det ellers blot at røre en ret traditionel dej af 150 gram blødt smør, 150 gram rørsukker, et par store æg pisket cremet og skummende og derefter tilsat 300 g hvedemel, 1 tsk natron og 2 spsk bagepulver. Den blev tilsat mosen og så altså de revne gulerødder, som food processoren også klarede. Der var vel en 300 g.

Mon ikke den skal have et tag af flødeost rørt med flormelis og pink grapefrugtsaft?

torsdag den 3. april 2008

Bøf bearnaise


Bøf bærnæse med hele dynen er blevet trendy i den københavnske restaurationsverden og ikke mere forbeholdt suspekte provinshoteller. Faktisk har en Michelin-kok smidt stjernen fra sig og kaster sig over den æggegule sovs.

I bund og grund er det ikke vanskeligt at lave bearnaise. Men det er en kunst at lave den perfekt.

Hvis man er begynder, så skal første forsøg ikke være med huset fuld af sultne gæster.

Man skal øve sig lidt.

Og vide et par ting:

Først at æggeblommerne aldrig bliver så varme, at eventuel salmonella dør. Altså skal man bruge pasteuriserede blommer, hvis man vil være på den sikre side.

Jeg køber mine æg på landet, det er ingen garanti mod salmonella, men hidtil er det ikke gået galt.

Det næste det kan være rart at vide noget om, er æggeblommernes funktioner i saucen.

Der er to: De skal binde smør – sådan noget hedder en emulsion – og de skal jævne eller legere saucen.

Der er lige så mange opskrifter på bearnaise, som der er kokken. Her er min, som rækker til to personer, der ikke forventer at bøf og kartofler kan svømme rygsvømning i sovs på tallerkenen.

Kog 1 dl hvidvin og 1 dl hvidvins eller champagneeddike med tre finthakkede skalotteløg, en anelse finthakket hvidløg, salt, peber og et lille vred frisk estragon. Alternativ en tre skefulde tørret estragon.

Kog til der er en halv deciliter tilbage og si essensen.

Samtidig smeltes 75 gram smør.

Lad essensen køle lidt, man skal kunne stikke en finger i uden at få forbrændinger.

Hæld den – essensen - i en gryde, hvor intet hænger i. Kom to æggeblommer i essensen og lidt salt og begynd at pisk.

Efter et stykke tid anbringes gryden på et svagt blus, mens der fortsat piskes. Når æggeblommer og essens begynder at dampe en smule på grund af opvarmningen hældes en lille skefuld af det smeltede smør i. Tag fra toppen, så det er klaret smør der kommer i gryden og ikke det mælkede bundfald.

Nu skal smørret piskes i på samme måde som olie piskes i æggeblomme til mayonaise, altså ganske langsomt, så smørret bindes.

Nu kan saucen tages af blusset og resten af menuen gøres klar.

Når alt er parat, kommes gryden tilbage på blusset med lidt mere varme under end før og der piskes igen, indtil varmen får den til at tykne. (Præcis det samme der sker, når man laver kagecreme)

Saucen må under ingen omstændigheder koge. Bliver den for tyk kan den fortyndes med lidt varmt vand, men sig det aldrig til en kok ;)

Det ser kønt ud, hvis der tilsidst tilsættes lidt hakket estragon og/eller kørvel.

Drik lokalt


I den lokale gulvmåtte læste jeg om et nyt bryghus, Halsnæs Bryghus, (hjemmesiden svarer vist ikke, det er i hvert fald ikke lykkedes mig at se den endnu) som i sidste weekend for første gang hældte skummende øl op for interesserede, og som nu føres på flasker hos lokale købmænd.

Straks drog jeg af mod den lokale Spar, hvor indehaverens søn netop havde stablet det nye bryg op og sat priser på. Som hans sagde, han havde ikke engang selv smagt dem.

Tre styks fik jeg med hjem til en god pris. De hedder Classens Lise - for Johan Frederik Classen var det jo, der industrialiserede denne egn, og som alle store mænd var han sentimental og opkaldte fiskerlejet efter sin kone Lise.

Classens Lise er en kamille ale.

Nu har jeg tidligere beskrevet, hvor svært jeg har det med kamille, men bort set fra en svag duft er det ikke en fremherskende smag. Det er faktisk en rigtig fin øl til den blå time - ved godt, at det varer flere timer før den indtræder rent astronomisk, men hos mig ligger den mellem 17 og 18.

Og om føje tid vil jeg sætte friturefætteren i stikket og smide to kartofler forvandlet til små bjælker i varm olie et par gange. Thi jeg fik fat i en usædvanlig smuk rib eye steak, som fortjener både fritter og hjemmelavet bearnaise.

Måske er årsagen til at kamillelugten fra øllen ikke er så voldsom, at jeg er i gang med at koge hvidvin, eddike, skalotteløg, estragon og et strejf hvidløg til bearnaiseessens ;)

søndag den 30. marts 2008

Krymmellykke


Når nu man ejer 554 gram ægte, kuglerund, knaldkulørt krymmel og ikke Doktor Øtkers suspekte versioner, der er blege i farven og tilsat syntetisk smag, så skal det sørme også have snegle at gå på.

Romsnegle.

torsdag den 27. marts 2008

Nyt legetøj, kaffe og småting


De seneste 24 timer har jeg fornøjet mig med mit nye legetøj: En elektrisk friture-fætter.

Da det gik op for mig, at man kan få sådan en krabat for 149 kroner, måtte jeg eje den. Og den har allerede været i brug to gange.

Som ultimativ test skulle den lave pommes frites i går. Metoden er kendt, men maskinens evne til at regulere temperatur gør hele forskellen. De blev perfekte.

Og jo, det er de gode brødrene Price, der har sendt mig ud på friturens farlige vej. Pommes fritterne var tilbehør til bøf Stroganoff. Jeg laver den altid uden bacon og med græsk yogurt.

Hvis kødet er godt nok, går det meget hurtigt.

I dag skulle frituregryden så bruges til et sødt eksperiment: Berlinere og donuts.

Især berlinerne er rigtigt gode - de har fået et skud af prinse Charles dyre jordbærmarmelade.

Donutsene er blevet sukkerglaseret - det vil sige i glasur mens de er varme, så ser de ud som om de er lakerede.

Jeg brugte en sød gærdej med vanilje og kardemomme.

Apparatet bestod - og nu skal det have et langt hvil, og det skal mine arterier også.

Nu har jeg jo rig adgang til frisk luft og det skal også til, for vel lugter det mens man fritterer.
Jeg tænker, at næste gang gryden skal i brug, skal det foregå udendørs, hvor jeg også tidligere har eksperimenteret med den gammeldags grydemetode.

mandag den 24. marts 2008

Madens store damer


Lige siden jeg så tegningen af Pippis kommode første gang, og min far læste op om det fantastiske fødselsdagsselskab, hvor gæsterne fik gaver, har jeg drømt om sådan et magisk møbel.

For snart mange år siden kom præcis sådan et ved et tilfælde ind i mit liv. På en bekendts loft stod et skuffedarium med hele 20 skuffer – faktisk et lagermøbel fra et snedkerværksted.

Min bekendte kunne ikke se noget i det og skulle ikke engang overtales til at lade mig få det, hvis jeg bare selv fik det transporteret bort.

Siden har det fungeret som magnet for rod. Når noget mangler en plads, ryger det i en skuffe. Omvendt ved jeg jo så, hvor jeg skal lede, når noget mangler.

I dag ledte jeg efter et batteri og genfandt i stedet to små hæfter, som nu har indtaget deres rettelige plads på min bogreol blandt kogebøgerne.

Det føles faktisk lidt som at have fået en gave af skuffedariet.

Der er tale om to små samlinger af opskrifter og causerier skrevet af den britiske kogebogsforfatterinde Elizabeth David. Den ene hedder: I'll be with you in the squeezing of a lemon og den anden: Peperonata and other Italian Dishes.

Hæfterne blev udgivet i forbindelses med forlaget Penguins 60 års jubilæum i 1995 og de er tænkt som en introduktion til Davids madforfatterskab og det er de sørme også.

Elizabeth David tilskrives stort set egenhændigt at have introduceret briterne for fransk kogekunst og middelhavskøkkenet i det hele taget. Hun gjorde alt fra hvidløg til aubergine til hvermandseje.

På den måde deler hun skæbne med sin amerikanske samtidige Julia Child, der gav amerikanerne indsigt i det franske køkken. Det er tale om hverdagsmadens to store damer.

(Her skal det i parentes bemærkes, at jeg almindeligvis får ondt i synapserne af folk, der omtaler mennesker af kvindekønnet som piger, tøser og damer. Et hunkøns menneske er en kvinde fra sådan cirka 21 års alderen)

Når det så er sagt, er der bare nogle kvinder, der er damer. Nogle af dem laver, eller rettere har lavet, mad, thi de er gået til de evige kobbergryder i kokkenes himmel.

David blev som ganske ung sendt til Frankrig på dannelsesrejse, mens Child først blev grebet af mad, da hun som 36-årig lige efter krigen blev udstationeret med sin mand i Paris.

Det de har til fælles er evnen til at skrive om mad ikke kun som tørre tilberedningsanvisninger, men ind i kulturelle og oplevelsesmæssige sammenhænge.

Og begge har de skrevet i metervis af underholdende, oplysende, instruktive og grundige kogebøger.

Jeg ville ønske min reol var fuld af de damers vid og indsigt.

Men heldigvis er der for Julia Childs vedkommende hjælp at hente på nettet. Den amerikanske public service radio-tv-station PBS har et helt site, hvor man kan se og ikke mindst høre hende i et køkken også i samarbejde med andre store kokke.

David og Child er mine favoritter blandt store maddamer, men To fede damer havde lidt af det, selv om det i nogen grad var foranstaltet af formatet på tv udsendelserne.

Camilla Plum
har også et strøg af det, om ikke andet når hun udfordrer sine seere med forskellen på råvarer og ingredienser eller forklarer, hvorfor økologi giver bedre brød.

Forstå mig ret, jeg har intet mod kokke, som prøver at formidle mads sanselighed, men jeg synes bare, det er mere interessant at vide, hvor mad stammer fra og hvorfor æg, olivenolie og hvidløg bikset sammen på en helt bestemt måde bliver så fantastisk.

torsdag den 20. marts 2008

Skidne æg, ale og hindbærsnaps


Dagens frokost har gjort mig en smule mere voksen, tror jeg. Og nej, det er hverken pale alens eller hindbærsnapsens skyld, men derimod de skidne ægs.

Jeg hadede den ret, da jeg var barn. Min mor lavede den et par gange om året. Hun var jo af to-retters-aftensmadsskolen, så vi fik altid forret og hovedret eller hovedret og efterret.

Skidne æg var en forret. Som gav mig kuldgysninger af ubehag, men et æg skulle spises, tænk på de børn, der sulter i Afrika.

I går - midt i Ikeas tæppeafdeling - faldt Sifkas og min tale pludselig på denne ret. Og jeg var ikke i tvivl om, at jeg ville kunne lide den. Sifka heller ikke.

Så da dagens vigtigste opgave alligevel blot var at hente æg i Torup og derefter stå i kø bag alle landliggerne hos købmanden, kunne æggeretten passende blive frokost.

Som tænkt, så udført: Sennepssovsen en almindelig opbagt mælkesovs tilsat Coleman's sennepspulver og et bløp dijon. God bacon fra Hanegal i småstykker ristet med et spinkelt forårsløg og så ellers karse over og en skive ristet hjemmebagt rugbrød.

Om det smagte godt? Fabelhaft!

Og øl og snaps gjorde måltidet perfekt - humlet pale ale fra Brooklyn og en snaps komponeret af iskold Brøndum og et skvæt hindbærsaft af egen tilvirkning.

fredag den 14. marts 2008

Påskeglorie, cementeksperiment og nudelsalat


Min påskeforsendelse er trygt overladt til Påskeharen, som hurtig som en varm vind, vil bringe den til rette destination.

Derfor cirkler en tydelig glorie nu om mit hoved, som en lille satellit i kredsløb om jorden. Meget tilfredsstillende ;)

Og så må jeg sige, at jeg er en smule bekymret for mit rugbrød, lige nu ligner det, lugter det og har det konsistens som cement. I morgen skal der øl og mere skåret rug i og så skal det bages. Jeg tillader mig at være kun forbeholdent optimistisk.

Aftensmåltidet blev en asiatisk nudelsalat. En mellemting mellem dem man kan få på thailandske restauranter, hvor jeg faktisk ikke tror, der er nudler i, og så en Jamie Oliver opskrift.

Alfa og omega er dressingen: Olivenolie, sesamolie, limejuice, rørsukker, chili, fintrevet hvidløg og ingefær foruden et skud hakket frisk koriander.

Den skal være stærk, sød, sur og smage af lidt af det hele.

Deri vendes nykogte nudler, strimlet hvidkål, hakket forårsløg, strimler af rød peber, strimlet julesalat blandede blade af spinat og rødbede og mere frisk koriander.

Fordi jeg er sådan en proteinhund smed jeg også nogle stykker nystegt kalvekød i.

Kylling eller skaldyr ville være lige så godt - og rigtig godt er oksemørbrad stegt næsten sort udvendigt, men stadig råt indvendigt i meget tynde skiver.

En meget nem og velsmagende salat, som får mig til at føle meget sund både under og efter indtagelse og det er jo aldrig af vejen.

Dertil en flaske lagerøl fra Holmegaards Bryghus - venligst indkøbt af Sifka.

tirsdag den 11. marts 2008

Banan, chokolade og viol


To bløde bananer skreg på at blive brugt, før fluerne flytter ind. Det blev til en banankage med chokoladestykker og smøreosteglasur med viol.

Opskriften er en let revideret Arla

Jeg smed tre ret stor æg i min røremaskine sammen med 175 gram ubleget rørsukker, som giver en mørkere smag og kage, sammen med et skvæt vanilje. Efter en 5-7 minutter blev de to bløde bananer kastet i og massen var stor og skummende og meget smuk stråfarvet.

En lille halv plade 80 procent Lindt chokolade blev hakket og lempet i den skummende masse.
Dernæst 100 gram smeltet smør og 140 gram hvedemel iblandet 1 teskefuld bagepulver.

Og så var det ellers bare i formen og i ovnen i 55 minutter ved 180 grader.

To spiseskefulde smørreost blev rørt med flormelis, et dryp violessens og en dråbe gul frugtfarve - jeg er meget stolt over, hvor tilbageholdende jeg var med farven ;) - og da kagen var kølet passende røg glasuren på med et drys kandiserede violer over.

Meget saftig og dejlig kage - den skal faktisk spises med kagegaffel og en god stræk kaffe til.

mandag den 4. februar 2008

Ikke spilde, ikke spilde


Min aftensmad skulle være nem efter en sen frokost og derfor tog jeg hul på en pose svensk Blåbærsuppe indkøbt under min juletur til familien i sommerhuset i Örkeljunga.

Den ville nu have været bedre med et par vred citronsaft, den ligger lige på kanten af hvinende sød.

Men den hensatte mig i nostalgi efter min barndoms frugtsuppe fra Blå Bånd. Det var sådan en min bror og jeg plagede efter på dage, hvor min far var på forretningsrejse.

Faktisk var der en hel særlig menu til de mange efterårsdage, han var borte.

Retter min mor - vist helt korrekt - ikke mente var noget for en voksen mand: Pizza, spagetti, svensk pølseret, risengrød, pandekager, frugtsuppe og "nye"retter hun ikke fandt i Fru Jensens Kogebog, men i sit elskede Søndags B.T.

Når så min far var hjemme, var det klassikere, der blev serveret: Hakkebøf, mørbradbøf, skipperlabskovs, frikassé, frikadeller, forloren hare osv.

Det skal dog siges, at min far med årene stille og roligt kom efter alle de nye retter og selv blev ganske god til at lave mad.

søndag den 3. februar 2008

Fastekringler


Måske er dette et tilfælde af Madames synkronicitet - som jeg enten sjældent oplever eller sjældent opdager: Just som jeg læste om Sifkas strutter, havde jeg sat vand over til fastekringler.

Og således er der både på Amager og i Asserbo bagt gammelt dansk fastelavnsbagværk.

Jeg har altid elsket kringlerne, måske fordi jeg er vild med sejt kogt brød.

Det er jo nemlig helt som med bagels: Først laves en dej, så hæver den første gang, derefter formes den og så hæves den anden gang ved at blive kogt.

Fra gryden er det lige i ovnen efter et strøg pisket æg på ryggen.

Og så morer det mig lidt, at mens brødet før fasten dengang før reformationen skulle være fedt og hvidt, som modvægt til hverdagens grove rugbrød, så gør jeg mig umage for at få mit hvide brød mindre blændende hvidt ved at bruge spelt, durum og groft hvedemel sammen med det gode hvedemel fra Bornholms Valsemølle.

mandag den 28. januar 2008

Egernstuvning


Nej, selvfølgelig har jeg ikke stuvet et egern. Men jeg har lige spist en amerikansk klassiker, som i tidernes morgen blev lavet af egern eller andre smådyr folk kunne skyde/fange, kaniner og harer for eksempel.

Brunswick Stew
som hele to stater - Virginia og Georgia - gør krav på, men som er så simpel, at det er svært at forstille sig, at den ikke har eksisteret lige så længe der har været gløder efter bål, tunge sorte jerngryder og sultne folk til.

Mange amerikanere har det svært med retten, fordi den ofte serveres i skoler og på hospitaler i dårlige og udvandede udgaver. Jeg har været vild med den siden jeg så en meget solid amerikanske sydstatskvinde lave den på Food Network engang jeg var i USA.

Nu jeg ikke havde et egern, lavede jeg den på kylling - ca 500 gram skåret i pæne firkanter.

Derudover skal der bruges lidt god røget bacon i stumper for røgsmagens skyld, 300 gram kartofler i mundrette stykker, gerne nogle der koger lidt ud, to løg i grove stykker, et godt stort bundt grønne bønner i mindre stykker, en rød peber i firkanter, en stor håndfuld champignons i skiver, et fed hakket hvidløg og en halv finthakket moderat stærk chili.

Hele baduljen brunes gradvist i neutral olie med kyllingen og bacon først, dernæst løg, hvidløg og chili og så resten efterhånden som der er plads i gryden. Når alt har fået varme krydres med cayennepeber, spidskommen, chilipulver, peber og salt.

En dåse flåede tomater og en dåse løse majs tilsættes - hæld vand ved til alt er dækket og tilsæt et skvæt flydende kyllinge fond. Smag evt til med lidt tabasco og engelsk sovs. Det skal ikke være en stærk ret, men lidt bid er godt.

Lad retten simre og småkoge i cirka 40 minutter. Vædsken skal svinde lidt ind og jævnes en smule af stivelsen i kartofler og majs.

Serveres med cole slaw og hvidløgsbrød - jeg havde ikke noget kål - men revet æble og gulerod i en dressing af majonæse, græsk yougurt, eddike, sukker, salt og peber fungerede fint.

I morgen til frokost smager det endnu bedre.

Hvis du har adgang til okra er de gode i retten og jævner fortrineligt.

Hvis du har adgang til et dødt egern - sundt humant nyligt nedlagt dyr - er jeg frisk ;)

lørdag den 26. januar 2008

Mirakelsuppe


Aftenens måltid blev en suppe, som kan kurere enhver begyndende infektion og alt fra mismod til vinterdepression.

Den er inspireret af den vietnamesiske pho, men udgiver sig ikke for at være autentisk overhovedet.

Den kan lave med grøntsager køleskabet gemte. Dette er basis:

En brik nudler smides i 4 dl koldt vand i en kasserolle. Fintrevet ingefær, et revet fed hvidløg og hakket chili skal samme vej. Pres saften af en halv lime i kasserollen, tilsæt et bløb bouillon og nogle vred sort peber.

Grønsagerne kunne være tre champignons, en lille halv gulerod og et halvt rødløg i tynde skiver. I kasserollen med hele baduljen sammen med nogle grønne bønner i mindre stykker.

På ilden med gryden. Når suppen koger, så vent et par minutter til nudlerne kan trækkes fra hinanden, tilsæt derefter en lille håndfuld oksekød af god bøfkvalitet i meget tynde skiver og en lille håndfuld hakket koriander.

Låg på og tag gryden af varmen. Efter et øjeblik, når kødet lige akkurat har fået farve, serveres i en stor skål, så der kan slupres nudler og spises suppe til sveden springer og al dårligdom og bekymring er borte.

Kan også spises en lørdag aften, hvor vanterne er for interessante til at afbrydes for længere madlavning. Så forvandler den hede suppe med de stærke elementer stuen til en varm sommerdag.

lørdag den 12. januar 2008

Når man kan søge råd hos sig selv


Trods en noget tex-mex-agtig stemning i det lille røde hus - en af mine julegaver var chililys og sand i en aflang holder (på billedet, man se hvordan), som jeg fik lyst til at prøve af i dag, og så jeg er gået i gang med at finde ud af, hvordan jeg kan bruge den smule fritid, jeg har, når jeg i starten af marts skal til Houston på efteruddannelse, bedste – havde jeg lyst til noget asiatisk mad.

Så er det godt at erfare, at jeg har været omhyggelig med at kortlægge mine mere mindeværdige måltider i 2007. Altså kunne jeg google mig frem til min egen udgave af moo-shoo-pork.

Opskriften måtte tilrettes til kylling, for det var, hvad køleskabet gemte. Ret meget kylling, så jeg smed også lige en gang chicken rice sammen for at have til frokost og lækkersult i morgen.

Meget tilfredsstillende.

Lige som responsen på Sifkas, Zettes og min øl-sammenkomst. Jeg har talt, vi bliver 12!

Det er fantastisk og jeg glæder mig så meget til at møde nye og gamle blogvenner og allermest fantastisk, så kommer Marianne hele vejen fra Jylland blandt andet for at møde os.

fredag den 11. januar 2008

Øl den 19. januar


Når jeg, på grund af arbejde ikke har tid til at opleve noget eller tænke en tanke, der er værd at skrive om, så er der altid øllet at falde tilbage på.

Den 19. januar kort efter 15.30 mødes de første til snak, hygge og gode drikkevarer på Café Langebro i København.

Alle er velkommen - vi bliver der jo nok i nogle timer, så man kan komme dryppende. Og vi er i hvert fald Sifka, Zette og mig sagde Husejeren. Måske kommer der også meningsfyldt besøg fra Jylland!

Og selvfølgelig kan man få andet end øl, de har både kaffe og whiskey og sikkert også vin. Men jeg tror ikke, de har Kusmi te, måske Medova.

Skriv til mig på andreadoria56 snabela gmail.com, hvis du vil have hemmelige informationer om, hvordan du genkender os ;)