torsdag den 26. marts 2020

Drømme-snurrer


Når nu man vildt godt kan lide svenske kardemumma-snurror og faktisk næsten også drømmekage, men mest den øverste del - ikke så meget kagedelen- hvad er så mere oplagt, end at forsøge at kombinere de to?

Den opgave kastede jeg over denne eftermiddag.

Forrige års vinder af den svenske bagedyst, Linn Utbult, har en blog, hvor hun deler opskrifter på gode sager. Hun elsker bullar, som vist er fællesbetegnelsen på svensk for snegle og snurrer. Hendes grundopskrift har jeg brugt mange gange og efterhånden er jeg nået frem til de mål, der passer i mit køkken.

Hun foreslår, at man mikser dejen, sætter den i købeskabet og først bager med den næste dag. Det har jeg kun gjort en gang, da blev det endelig resultat ikke lige så godt, som hvis jeg bager to til to en halv time efter at dejen er æltet. Så det er min foretrukne fremgangsmåde. Og ja, det er en luksusdej med både sukker, smør og æg. Fuldfed og god. 

Dej
  • 2,5 dl sødmælk
  • 25 gram gær
  • 40 gram sukker
  • 1 tsk salt
  • 1,5 tsk stødt kardemomme
  • 75 gram blødt smør (altså ved stuetemperatur)
  • 1/2 sammenpisket æg
  • 460 gram hvedemel
Opløs gæren i mælken (nej, den skal ikke varmes), tilsæt derefter sukker, kardemomme og pænt meget af melet. Start røremaskinen på en hastighed lige under middel, tilsæt nu saltet og det halve sammenpiskede æg og smørret i mindre klumper. Lad maskinen køre et minutstid og tilsæt så resten af melet og skru op på fuld hammer i 10 min. 

Lad derefter dejen hæve et par timer et roligt og lunt sted i hjemmet. Det er bedst hvis den kan komme under fast låg - fx i en stor plastboks eller med låg på røreskålen - ellers kom husholdningsfilm over skålen, så det slutter tæt. Så skaber man et mikroklima til sin dej, så den ikke får en kedelig og tør overflade og den hæver godt

Cirka en halv time før du er klar til at arbejde videre med dejen, skal du lave:

Drømmekagesplat
  • 65 gram smør (lige fra køleskabet er fint)
  • 2,5 cl mælk
  • 100 gram brun farin
  • 50 gram kokosmel
Smelt smørret, tilsæt derefter mælk og farin og lad det koge op. Når det har kogt et minuts tid tager du gryden af varmen og blander kokosmelet i.

Hæld splattet i en bred skål og set det til hurtig afkøling evt i køleskabet - man skal kunne holde ud at røre ved det, for at det er til at arbejde med.

Når splattet ikke mere er kogende varmt, kan man gå i gang med at rulle dejen ud til en aflang firkant af cirka 0,5 centimeters tykkelse. Sørg for at dejen ikke hænger i bordet.




















Smør så drømmekagesplattet på halvdelen af dejen på den smalle led - se foto - og fold dejen henover. Vend den evt 90 grader før du skærer den op i smalle længder. Der kan blive 12 - jeg var dog for nonchalant og skar kun 11. 

Stræk hver længde lidt og vrid den fra hver ende før du folder den sammen i en slags knude med enderne underst. Denne del af arbejdet er fedtet og nasset og helt skøn.

Lad Drømme-snurrerne efterhæve i 30 min overdækket mens din ovn varmer op til 250 grader (ja, det er meget, men det funker!) Pensle dem evt med resten af ægget, men det er faktisk ikke nødvendigt, og bag hver plade enkeltvis i 8-10 min (altså hold øje med dem efter 8 min) - lige når du stiller pladen i ovnen kaster du en kopfuld vand i bunden af ovnen.

Mens de bager laver du en sirup til at pensle snurrerne med lige når de kommer ud af ovnen. Det kan være en almindelig sirup af sukker og vand efter nedenstående må, det kan være kaffesirup af espresso og sukker eller noget der passer godt til kokos, nemlig:

Ananas-sirup
  • 0,5 dl sukker
  • 0,5 dl ananasjuice (sodavand kan nok også bruges, hvis det er det eneste du kan få fat i.)
Kog siruppen op og lad den maks koge 1 minut.

Når du hiver den første plade med drømme-snurrer ud af ovnen og lige venter på at ovnen kommer op i temperatur igen, pensler du dem med ananas-siruppen og drysser evt lidt kokos på dem. 

Bag så den sidste plade, pensl og drys!

Velbekomme 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar