mandag den 26. september 2011

En søgt forklaring


Hvad søren er det med mig og de der cocktails? Altså ud over, at jeg altid bliver lidt monoman, når jeg får en ny interesse og vil vide og prøve alt.

Det nærmeste jeg kan komme det, handler om musik. Om, at det jeg ikke selv evner, drager mig.

Hele mit liv har jeg ønsket at kunne spille eller synge, simpelthen fordi det må være så usigeligt skønt at kunne spille et orgelværk af Johan Sebastian Bach eller give den gas til Brosons Op, al den ting, som Gud har gjort.

Men jeg har adskillige musikpædagoger og klaverlærerinders ord for, at jeg er nodeblind og tonedøv, så jeg får aldrig opklaret, hvor fantastisk det må være at tage et nodeblad frem og spille noget musik, som har været spillet de seneste 300 år og knytte forbindelsen tilbage.

Kære læser, hvis du stadig hænger ved, så er det nu, du skal indstille din abstraktionsevne på høj. For jeg kan godt se, at der skal lidt tankeakrobatik til for at nå frem til følgende:

De eneste sysler, som jeg har evner til, og som kan knytter mig i et fællesskab med en oprindelig ophavsmand er madlavning, strikning og cocktailmiksning.

Afsluttes mit måltid af Peach Melba, så er jeg øjeblikkeligt forbundet til Auguste Escoffier og hans hyldest til en australsk sopran tilbage i 1893.

Hvis jeg strikker en vante med en Selburose, så strikker jeg et mønster, som er blevet strikket i mindst 100 år og måske i flere hundrede.

På samme måde, når jeg går i gang med en Negroni, så har den cocktail også tæt på 100 år på bagen og Sazerac kendes endnu længere tilbage.

Et andet fælles skæringspunkt mellem musik, strikning og cocktailshakning er den forandring, der er sket.

Jeg tror, at Marit Guldsetbrua Emstad ville udbryde: Gus, det er jo min rose, men sikke nogle farver, hvis hun så nutidens Selbunørklerier.

Grev Negroni, vil antagelig bede om, at få sin bartender fra Caffè Casoni tilbage, hvis han kom forbi og jeg miksede hans favorit på Hendriks, Campari og Martini Bianco - for Hendriks fandtes ikke på hans tid og Campari og vermouth har udviklet sig smagsmæssig siden 1919.

Prokofiev vil formentlig kun lige akkurat kunne genkende sit eget værk i Stings nummer Russians, og Heydn vil måske slet ikke kendes ved sin trompetkoncert, som den spilles i dag, for han skrev den før ventiltrompeten blev opfundet.

Kun maden vil være uforandret, for en fersken er en fersken.

mandag den 19. september 2011

Slik og den spanske syge

14.000 danskere mistede livet, da den spanske syge hærgede landet i 1919. På verdensplan kostede influenza-pandemien 30 millioner mennesker livet.

En af de danskere som sygdommen tog, var min mors morbror Johannes Larsen.

Han forlod min oldefars realskole på Møn for at springe soldat kort før 1. verdenskrigs afslutning. Han vendte hjem i en kiste.

Et andet offer hed Niels Carl Jakobsen. Umiddelbart før han døde stiftede han sammen med sin bror firmaet Brødrene Jakobsen.

Efter hans død besluttede familien, at ændre firmaets navn til Niels Carls minde.

Firmaet kender alle slikmunde i dag som Carletti - italiensk for Lille Carl.

I 1953 solgte Carletti den første P-tærte. I dag ryger der 18,5 millioner af dem i sliksultne maver og jeg har også spist et par stykker gennem tiden.

Men jeg har et problem med P'et i tærten. Jeg er nemlig ikke særligt peanutbegejstret.

Da jeg blev sliksulten, mens min aftensmad kogte, løste jeg det problem ved at bytte jordnødderne ud med hasselnødder i mine hjemmelavede H-tærter.
  • 150 gram fransk nougat af en sejeste slags
  • 150 gram hasselnødder (eller en hvilken som helst nød du har og/eller kan lide)
  • 100 gram mørk chokolade - jeg brugte en 65 procents.
Hak nødder og nougat. Smelt chokoladen over vandbad. Bland det hele sammen til alle nødde- og nougatstumper er dækket af chokolade og sæt seks tærter på et ark bagepapir. Vent på at chokoladen størkner og nyd.

fredag den 16. september 2011

A stiff drink part 2

Den er sgu da meget køn, sådan en bette stiv whiskey med blomme og salvie.

Det var intet problem at få den ud af formen - som var låget til en lille legobeholder.

Jeg havde selvfølgelig også smurt den med en dråbe olivenolie før mit flydende jelly shot blev hældt i i går.

Men lad os skrue tiden tilbage til klokken 01.30 i nat:

Jeg var pænt udmattet, aftenen havde været præcis som forventet og nu skulle jeg så omvendes til blæver.

Only problem - der var ikke noget blæver.

Min stive whiskey var så stiv, at konsistensen var som engelsk vingummi glemt i en skål en måned bagest i et skab.

Så jeg hentede en ske og skar heltmodigt et hjørne af og tyggede to gange og gav op.

Den smagte forfærdeligt - ikke af andet end sprit og noget udefinerbart syntetisk.

Nu havde jeg faktisk både mumlet ahhh, da min blanding af blommesaft, salvie og citronsaft blev siet og glædet mig over den fine røgede smag i min Rye Whiskey ved tidligere indtagelse, så noget går galt, når gelatinen støder til.

Så altså - jeg må prøve igen - så let giver jeg mig da ikke - jelly shots er jo populære af en grund.

Aftenen sluttede derfor med et lille glas blød skotsk whisky og ikke nogen stiff drink.

torsdag den 15. september 2011

A stiff drink - part 1


Budding, fromage, gele og grød har aldrig været en del af mit dessert - eller mad - repertoire. Konsistensen, som jeg finder stærkt ubehagelig i munden, har altid stået fuldstændigt i vejen for smagen.

Så når min bror og far tiggede min mor om gule budding med rød sovs, om citronfromage eller gelerand var jeg helt kold. (måske en smule tøsesur endda ;))

Risalamande tager prisen som den værste af alle bløde, blævrende, ubehagelige spiser. Det var en pine blot at tage de to skefulde, der skulle til for at "finde" mandlen. (yeps curlingbørn er ikke en ny opfindelse).

Derfor troede jeg heller aldrig, at blæver skulle holde sit indtog i mit køkken. Men det var blot indtil Kage, Kage, Kage indledte sit tema om budding.

De første indlæg læste jeg alene for nysgerrighedens skyld, men så kom jeg til at klikke på en billedeserie i det tredje indlæg om hvor det blævrende befinder sig i gastronomien - og mixologien - lige nu. Og så var jeg på glat is.

For henne i Kamerika sidder der en (måske t0?) mennesker og smider gelatine i klassisk cocktail efter klassisk cocktail og laver de mest fabelagtigt udseende Jelly Shots.

Jelly Shot test kitchen har allerede stivet en af mine favoritter: French 75 og forvandlet den legendariske Bramble cocktail til kunst.

Nu mager det sig således, at jeg allerede i går morges klokken 5.00 vidste, hvad min næste cocktail skal være. Da kunne jeg nemlig hapse to røde blommer, fra et afpillet ostefad på min arbejdsplads. Blommer der ellers var blevet smidt ud - (ok, eller ædt af en sulten kollega.)

Men blommer var det eneste jeg manglede til denne skønhed. Kombinationen af blomme, salvie og rye whiskey lyder fabelagtig.

Og min næste drink kan faktisk indtages i nat, når jeg kommer hjem efter noget, som jeg helt uden at overdrive allerede nu, kan udnævne til årets hårdeste arbejdsindsats.

Men så var det, at jeg kedede mig til formiddag, jeg havde stemt, jeg havde strikket, jeg havde gelatine....

Så nu står der to - og en rest - Summer Sage Jelly Shots i mit køleskab.

Og bliver til lige hvad jeg trænger til i nat: En meget stiv drink.

lørdag den 10. september 2011

Bitter - på den gode måde


I masser af år har bitteren været helt fraværende i mit liv. For 20 år siden, da jeg var sportsjournalist, måtte jeg mindste en gang om ugen tvinge en Gammel Dansk i mig.

Meget af mit arbejde foregik jo tidligt lørdag eller søndag morgen på forskellige idrætsanlæg og der var altid sort kaffe og en morgenbitter til de frivillige. Det sagde man jo ikke nej til, når man kom anstigende og forstyrrede eller ulejligede folk.

Men begge dele var lige vanskeligt at kapere på tom mave og ofte også på for lidt søvn. Dog erfarede jeg, at når først den beske, hostesaftagtige smag fra Gammel Dansk var blevet vasket væk af den sorte kaffe, så bredte en herlig varme sig i maven. Så jeg kunne godt se pointen.

Siden har jeg ikke skænket en bitter en tanke eller drukket så meget som en. Det vil sige, det har jeg jo - for mange kryddersnapse er jo i virkeligheden bittere.

Men nu gør min stigende interesse for cocktails den klassiske, umiskendelig bitter umulig at komme uden om. Selve definitionen på en cocktail er en blanding af spiritus, bitter, sukker og vand.

Det er selvfølgelig den dogmeagtige fortolkning, for efterhånden er cocktail betegnelsen for en hvilken som helst type blanding af spiritus, hedvin, vin, likør, saft, sodavand og sukker.

Nu har jeg efterhånden indlemmet et pænt sortiment af bittere i mit barskab.

Billedet viser min samling fra Bitter Truth - et tysk firma, som laver prægtige sager med eksempelvis selleri- eller chokoladesmag.

Derudover har jeg klassikeren Angostura - som måske er den ældste kommercielt fremstillede bitter og Fernet Branca, som også er en gammel svend. Faktisk regnes både Campari og Aperol også blandt bitterne og dem har jeg også.

Den klassiske bitter startede i sin tid som patentmedicin - og har blandt andet på grund af sit ret høje alkoholindhold nok kunne få mang en patient til at blomstre lidt op og føle sig lidt mere fresh. Mange af dem virker rent faktisk også både appetitvækkende og kvalmedæmpende.

Mest fascineret er jeg af de type, som blot skal stænkes i en drink - de som skal sætte prikken over i'et eller understrege et smagstema.

Det næste bliver vel, at jeg selv prøver at lave en bitter ;)

torsdag den 1. september 2011

Skål i kranier


I den forgangne weekend fik jeg endelig fordybet mig i Copenhagen Cooking med en lørdagsvisit på Food Camp og en samlesætsfrokost søndag ved Nordic Taste.

Men det er lørdagens barvisitter jeg vil skrive lidt om. Sifka og jeg fik nok af byger og blæst lørdag ved 16-tiden og installerede os i de højryggede i Nimb Bar.

Endnu en grund til at elske det sted: Ingen fortrak en mine over, at vi ankom som let drunknede mus, med mudder fra Refshaleøen på sko og bukser og indkøbsnet fulde af grøntsager købt på markedspladsen.

Kortet rummede nogle dejlige overraskelser. Blandt andet Blood and Sand, som jeg startede med og en Saratoga Brace Up, som Sifka startede med. Dertil fik vi individuelt tilpassede chips og en fin fortælling om hver drinks fra en overmåde beleven mixolog, som lige frem lå på knæ for os, mens han fortalte.

Knap havde vamen fra vores drinks bredt sig før baren langsomt blev fyldt op af et bryllupsselskab, som fik champagne og snart fyldte den ellers rummelige bar med small talk. Det var for fascinerende et skue, så da mixologen zig-zaggede sig frem gennem menneskemylderet til os igen, bestilte vi begge en Hendricks Cucumber Sour (her er en opskrift, som er ganske tæt på.)

Meget passende for det var netop på Nimb, at vi første gang stiftede bekendtskab med Hendricks fabelagtige gin.

Men så gik den hellere ikke længere. Vores mål var en visit på byens eneste rendyrkede Tiki-bar Brass Monkey.

På med jakkerne og ud i småregnen igen og så vandrede vi ud af Vesterbro til bærende på skift den tunge sæk med lækkerierne fra Refshaleøen.

Brass Monkey er en bar, man nemt går forbi - intet på facaden, udover en falmet Smiley-rapport, tilkendegiver, at her er et stykke af Sydhavsøerne på Enghavevej. Og her taler vi ikke Sydhavsøerne mellem Falster og Lolland, men øer langt ude i Stillehavet.

Vel inden døre man man lige først ingenting se - belysningen er mere end dæmpet, skummel er måske den korrekte betegnelse - men så meget desto mere tiltrækker hula-pige-lampen med den røde skærm på bardisken ens blik.

Og belysningen skal vel afspejle tropernes nattemørke.

Kortet er illustrativt og overskueligt. Jeg kan godt lide, at man kan træffe sit valg både på baggrund af de oplistede ingredienser eller det rent visuelle. For "glassene" er den halve fornøjelse.

Sifka lagde ud med en Dark and Stormy og jeg startede med en Mai Tai - samtidig bestilte vi lidt mad fra snackkortet: Coconut Shrimps og en kurv med tynde pomfritter.

Vi fortsatte med en Sailor's Swizzle til Sifka og en Dr. Voodoo's Brew til mig.

Baren var helt tom, da vi ankom, men efterhånden var lidt flere gæster dukket op, og så er det jo meget sjovt at følge med i, hvad andre bestiller. Fx en øl. Interessant valg på en Tiki-bar.

Nu var vi nået til finalen - det var ikke noget vanskeligt valg, af de drinks, der har de mest spektakulære "glas" lyder Skull Island meget mere afbalanceret end Viking Fog Cutter og The Zombie.

Som Sifka sagde, de to lød som den sammenblanding af sjatter, stjålet fra hendes venindes fars barskab, som lagde grunden for hendes unge livs første byture.

Skull Island var passende afbalanceret i smagen, men jeg må konkludere, at så behageligt et bekendtskab som Brass Monkey var - god stil, gode mixologer og gode drinks - så er gin, stadig min favoritspiritus og rom er langt nede på listen, men hyggeligt var det.