Nancy Reagans abebrød

Der har ikke duftet af kanelbagværk i det lille røde hus længe, så det trængte der pludselig til. Og så var det, at en fantastisk konstruktion jeg havde set hos Smitten Kitchen dukkede op på mit indre lækkersultskop.

Det må jeg lade Nancy Reagan, hun havde godt nok god smag i bagværk. Det lader nemlig til at hun ene kvinde gav abebrød en opblomstring i 80erne, da hun serverede den lækre spise for pressekorpset i Det Hvide Hus en jul.

Det var godt gjort. Der er faktisk tale om den bedste dekonstruktion af kanelsnegle jeg har smagt til dato.

Man kan selvfølgelig følge Smittens opskrift slavisk (når det kommer til gærdej, er amerikanske opskrifter altid lidt småneurotiske) eller også bare lave sig en god gærdej, som den man ellers ville lave til kanelsnegle eller bløde fødselsdagsboller.

Når dejen har hævet første gang, skærer man dejen i små bidder, så man kan rulle en 30-40 små kugler af den.

Smelt en 75-100 gram smør og miks en god kanelsukker - jeg brugte mest hvidt økosukker, lidt mørk moscavado og godt med kanel.

Dyp kuglerne i smør og vend dem i sukker og pak dem så sammen i en rand form. Lad abebrødet hæve en 20 minutter mens ovnen varmer op og så bag i cirka 30 minutter ved 180 grader varmluft.

Nu ved jeg godt, at jeg er lidt statisk i min kagedekoration, men det er nu Smitten, der foreslår en flødeosteglasur.

Så jeg rørte en halv bakke Philadelphia med flormelis og lidt vanilie.

Men krymlet, må jeg nok tage ansvar for selv ;)

Og så lærte Smitten mig et lille fif.

Mens jeg lavede dejen havde jeg lige ovnen i gang på en 75 grader. Så slukkede jeg den og brugte den lækre vame til første hævning.

Sådan en vinterdag kan det nemlig ellers kun blive til koldhævning i det lille røde hus og det var jeg da for kaffe og abebrødssulten til ;)

Man tager en kylling....

Jeg forstår det ikke. Hvad blev der af postejerne eller pierne i det danske køkken?

Anna Wecker, som har skrevet den første danske opskriftssamling, havde blandt andet en opskrift på en kronhjortepostej, hvor hakket kronhjortekød blev bagt i en vanddej, som ikke blev spist.

Der er postejer og pier i Madam Mangors kogebog og i Frøken Jensens, men de er ikke en del af det danske køkken min mor lærte mig, som hun havde lært på husholdningsskole under krigen og af sin mor og mormor.

Det er underligt, for det synes sådan en indlysende måde, at bruge rester på.

I dag har jeg lavet en chicken pie, som er en meget britisk spise - udbredt til både USA og Australien, dertil lavede jeg en lille salat med blandt andet saftig pære og blåskimmelost.

Det er sådan et projekt, der strækker sig over hele dagen, men langt fra tager hele dagen. Der er rigelig tid til at læse, strikke, passe sin farm på Facebook og hvad man ellers kan finde på mellem de forskellige dele af hele projektet.

Det starter med, at man hugger en kylling eller en høne i nogle passende stykker for at få kogetiden en smule ned. Alt undtagen de største klumper fedt fra gumpen smider man i en gryder med koldt vand, peberkorn, en 2-3 laurbærblade og nogle stilke persille.

Derudover skal der hvad grønstsagsskuffen gemmer af gode vintergrønsager i: Bladselleri, gulerod, løg og jeg havde en gnalling stadig saftig rødkål, som dog fik den konsekvens, at min suppe blev en noget besynderlig gammelrosa.

Når kødet falder af benene - på fjerkræet i gryden - tager man stykkerne op en for en og flår alt kød af knoglerne med et par gafler. Det er en meget mere effektiv metode end at prøve med fingrene, når alt er kaldvarmt. Knogler, brusk, skind og hvad men ellers piller fra gemmes for sig.

Det frasorterede smider man tilbage i suppen og koger videre på, til man har en god stærk, nærende kyllingefond.

På engelsk kaldes kyllingesuppe for jødisk penicillin, mest fordi det er sådan en mormorting, og mad lavet med kærlig, kan helbrede mange lidelser.

Der findes desuden et par undersøgelser der tyder på, at kyllingsuppe har antiinflamatoriske egenskaber.

På et tidspunkt skal suppen sis - bedst gennem et klæde for at få de fleste urenheder ud.

Dejen er et kapitel for sig. Amerikansk tærtedej er meget anderledes end dansk tærtedej, som ofte er noget i retning af en mørdej.

Kokken Michael Ruhlman har skrevet en meget populær bog, hvori han afslører, at madlavning handler om at forstå forholdene mellem de forskellige ingredienser i en ret.

Hans tærtedej siger: 3 dele mel til 2 dele fedtstof til 1 del iskoldt vand.

Fedtstoffet kan ikke være olie, men skal være fast og koldt. Jeg har en dåse af det amerikanske mirakelprodukt Crisco, som er hærdet vegetabilsk fedt. I gamle dage brugte man svinefedt - og det gøre nogle englændere stadig.

Til min dej brugt jeg 340 gram hvedemel, 227 gram fedtstof - 100 gram Crisco og 127 gram smør - og 113 gram iskoldt vand.

De underlige mål kommer sig af en omregning fra cups og ounces - Ruhlman sælger et fantastisk lille program til iPhone, hvor hans grundopskrifter kan omregnes til lige det mål man ønsker.

Jeg laver dejen i min Magimix - altså med et skrapt skær i en foodprocessor.

Mel, salt og fedtstof køres på ”pulse”, indtil fedtet er som ærter i melet - det tager en 6-7 tryk - og derefter det iskolde vand i mens maskinen kører til det hele med et samler sig efter en 4-5 tryk.

Dejen ud på et melstrøet bord og saml den hurtig til et par kugler, 2/3 til underdelen og 1/3 til låg.

Dejen skal på køl til den er hård før den kan rulles ud. Det tog 20 minutter i min skønne fryser ude på bænken ;)

Bag underdelen i cirka 20 minutter. Det er ikke en dej der hæver, den skrumper faktisk, men jeg dækkede alligevel med stanniol og tyngede den ned med tørrede kikærter.

Mens dejen bager ved 175 grader lavede jeg fyldet.

Jeg hakkede et rødløg, to små gulerødder, 1 stængel bladselleri og skar en 5-6 champignoner i skiver.

I lidt smør sauterede jeg løget, derefter rørte jeg 1,5 spiseskefuld mel i og begyndte at bage op med suppen.

Da jeg havde en tyk sovs tilsatte jeg resten af grøntsagerne og omkring halvdelen af det sønderlemmede kyllingekød og varmede alt igennem til en ret tyk fricassé.

Da underdelen af dejen var bagt blev fyldet hældt i og låget rullet ud og lagt på. Jeg stak nogle huller, så damp fra stuvningen kunne slippe ud og bagte i 30 minutter.

Det blev rigtigt godt og salaten passede perfekt til.

Jeg forstår stadig ikke, hvorfor sådan en ret, ikke er en fast del af det danske køkken.

Af denne portion bliver en ordentlig kage...

med undertitlen Ode til sandkagen

Alle de helt uforgængelige, sære, kemiske udgaver af den traditionelle skærekager, som supermarkedernes hylder bugner af, har givet sandkagen eller pundkagen et frygteligt dårligt ry.

Men en gang imellem bliver jeg ramt af stor lyst til sådan en skive fast, men alligevel saftig, kage, der smager af citron og som muligvis er den eneste spise i verden, der kan få mig til at længes efter te.

Forstå mig ret, jeg er ikke sandkage-fundamentalist, det er ikke den absolut oprindelige udgave, der kun består af smør, sukker, mel og æg i forholdet 1:1:1:1 - eller pund til pund - jeg længes efter.

Det er dens moderne efterkommer, som fx Camilla Plums fantastiske citronkage med birkes, men engang imellem skal repertoiret udvides og birkes er ikke noget, der ligger på den gennemsnitlige supermarkedshylde i denne ende af verden.

Det endte med en amerikaner - tillempet dansk smag for ikke-nikke-nej vil jeg da komme citronaroma eller smøraroma i noget som helst, når frisk citronsaft er lige ved hånden og kagen i øvrigt starter med - i følge det originale forlæg - 330 gram smør!

Så jeg startede i stedet med 250 gram - rigeligt til en god kage.

Det havde ligget og lumret lidt i mit køkken, så min røremaskine kunne få fat med det samme. Derefter smed jeg 300 gram rørsukker i små portioner derned og rørte efterhånden 4 friske landæg i.

Så var jeg nået til det våde. Det blev til saft af en halv citron, et skvæt kold, stærk, earl gray te for bergamottesmagen og et bløb vanilje - ikke essens, men den der version, hvor vaniljen er blevet trukket ud med fx. vodka og så cirka en deciliter 7-Up - jeps sodavanden.

Efter videre piskning kunne der så presses cirka 750 gram mel i dejen og tre teskefuld bagepulver.

Hvis man ikke kender konsistensen, så skal den være til at skrabe rask ned i formen og kunne holde et lille mønster i overfladen, hvis man vil glatte lidt.

Formen var smørsmurt og sukkerdrysset og kagen blev først bagt hårdt ved cirka 210 grader varmlufts ovn i 15 minutter og derefter i 30 minutter ved 170 ved konventionel varme.

Afkølet fik kagen en glasur rørt med rom, cirtron og mere 7 Up foruden nogle dråber gul konditorfarve. Og så nogle skefulde non-paraille for et fuldent amerikansk look.

Og altså helt så sært, som det måske lyder er det ikke med lidt smagfuld vædske i eller noget ovenpå.

Madam Mangor anbefalede rosenvand til sin pundkage og afslører at der går 12-14 æg på et pund.

En fantastisk nabo jeg engang havde i Århus - 81 årige kvinde, som havde tjent hos den samme familie fra hun var 13 til hun fyldte 70 - serverede sandkage smurt med smør eller flødeskum, ganske vist på skæresiden, men jeg tror hun ville godtage ideen om glasur ;)

Cajun meatloaf

I dag har jeg plejet min sære længsel, efter et sted jeg aldrig har været: New Orleans. Jeg har glugget masser af hoteller, udflugter og spisesteder.

Og så fik jeg selvfølgelig lyst til noget amerikansk mad. Valget faldt på et cajun meatloaf - altså forloren hare med cajun køkkenets hellige treenighed: Bladselleri, løg og peberfrugt.

Dertil kartoffelmos af egne kartofler, sauterede blå bønner af egen fremdrift og en sær salsa, som en træt honningmelon gjorde nødvendig.

Det blev godt.

Jeg startede med at hakke en enkelt stængel bladselleri, et lille løg og en halv rød peber ganske fint. Derefter behandlede jeg to små fed hvidløg og en ikke alt for stor eller stærk chili på tilsvarende vis.

Alt røg på panden i smør og blev mildt sauteret, derefter røg der salt, peber, cayennepeber og spidskommen i smørret sammen med grøntsagerne. Jeg strøede to spiseskefulde mel ud over det hele og fik lige givet melet lidt farve i smørret, før der røg lidt mælk, engelsk sovs, ketchup og hot sauce i, til det hele blev en slags tyk grød.

Det blev sat til afkøling mens kødet, som var halv hakket oksekød og halvt hakket svinekød - nok 450 gram i alt, blev rørt med et æg og tre spiseskefuld rasp.

Da grøntsagerne var så afkølede, at jeg kunne stikke en finger i uden varige skader, blev de æltet ind i kødet. Farsen skal være fast - noget fastere end frikadellefars.

Så formede jeg et firkantet brød i et ildfast fad og hældte en lille slat mælk ved - det ville nok få mig hængt i New Orleans, men det er godt til sovs.

10 minutter i ovenen ved 225 grader - så blev farsbrødet penslet med lige dele ketchup og ahornsirup. Og derefter 20 minutter ved 180 grader.

Og inden man afskriver meatloaf som noget amerikansk bras, så er der altså tale om noget europæere har spist siden det femte århundrede i mange forskellige udformninger.

Stegte grønne tomater

Min tomat med de forknytte blade har med møje produceret en fin orange-grøn tomat, som trængte til at blive plukket og spist, da jeg nåede til frokost tid.

Ved et af universets store sammentræf læste jeg præcis samtidig hos en af mine amerikanske favorit mad-blogger, hvad jeg skulle stille op med tomaten: Jeg skulle lave den til stegt grøn tomat.

At Ms. Glaze så havde fået sin inspiration fra en anden af mine favoritter, det får jo hele verden til at se synkron ud.

Og så ikke et ord om, at jeg har været vild med tanken om stegte grønne tomater siden jeg læste bogen og så filmen.

Altså tomaten blev plukket, jeg læste og kiggede video og måtte konstatere, at jeg ikke havde en tilsvarende stor rød tomat til at lave pæne lag med - kun en lille sød en.

Altså endte jeg med at stable ristet brød og stegte tomatskiver. Pocheret æg øverst og en lille kæk pink remoulade af en spsk majo, en spsk stiv græsk yoghurt, et bløb stærk chilisovs, hakket syltet agurk, hakket syltet løg og hakket rest af den orange-grønne tomat.

Fire reelle tomatskiverne blev dyppet først i krydret mel - salt, peber og cayenne, derefter i æg pisket med lidt mælk og så i rasp.

Derefter stegt kortvarigt på panden i blanding af olie og smør, men tomaten var også ret moden. Grønne umodne tomater skal have længere tid ved lavere varme. Brødskiver fik også en tur på panden, men kunne da bare være ristet.

Et i en kop udslået æg røg i en gryde med vand, hvid eddike og salt som lige var gået af kog og plask ned midten af en malstrøm frembragt ved at røre kraftigt i en god cirkel. 90 sekunder senere var det perfekt.

Stable og spise.

Julie & Julia

Jeg har tidligere skrevet om madens store damer, USA's Julia Child og britiske Elizabeth David.

Nu kommer der en film om den ene af dem og om et fantastisk blogprojekt, som en ung amerikanske kvinde, Julie Powell, startede i 2002.

På 365 dage ville hun tilberede og blogge om, hver eneste af de 536 retter der er i Julia Childs fantastiske kogebog Mastering the Art of French Cooking.

Julie Powell klarede opgaven, fik en masse venner i blogland, udgivet sin blog som bog og kan i starten af august se sig selv portrætterede i biografer i USA i Nora Ephrons film Julie & Julia.

Jeg har aldrig været den helt store Maryl Streep fan og bryder mig faktisk ikke om film, hvor skuespillerne gør sig for store anstrengelser for at ligne og/eller tale som det menneske de portrættere.

Jeg synes derfor mest hun var trættende at høre på som Karen Blixen i Out of Africa, men jeg kan godt se, at Julia Child uden den fantastiske stemme og diktion ville være lidt underligt.

New York Times havde en fin artikel forleden om, hvor anstrengende filmen har været for food stylisten og de kokke, der har lavet filmens mad.

Til filmen har kokken måtte udbene 60 ænder.

Artiklen beskriver også en scene, hvor Julie skal tilberede en hummer. Den blev gennemført med koldt vand tilsat tøris, så det så ud som om gryden dampede af spilkogende vand og så en repræsentant for den amerikanske dyreværnsforening uden for kamera for at bevidne at hummeren ikke led overlast.

Man må håbe den scene ikke skulle tages om for mange gange.

Filmen har så vidt jeg kan se premiere i Danmark den 18. september og spørgsmålet er, om vi ikke er nok madglade bloggere til at en fælles udflugt på bio kunne være sjov?

Sodavand laver man da selv

Sådan noget sprudelwasser med en eller anden slags smag kan jeg godt lide. Og så er det jo oplagt at lave det selv en gang imellem.

I dag lavede jeg en fin rabarber-citron-timian sodavand af rabarber, citronsaft, sukker, timian og vand kogt sammen til en stærk sirup. Når så trangen til bobler ramme, er det bare at tilsætte is og apollinaris.

Nu jeg var i gang lavede jeg også min egen ginger-ale - eller noget på det lav - ved at rive et ordentligt øre ingefær og koge det med sukker og frisk mynte.

Og så er der noget om, at man kan lave sin egen tonicvand - det må jeg prøve, når jeg får fundet ud af, hvordan jeg fremskaffer kinabark, hvorfra tonicens mest berømte ingrediens, kininen, stammer fra.