Cæsaroise

Operation i sidste øjeblik er umærkeligt gledet over i operation brug så din fantasi.

Eftersom jeg havde lidt kogte nye ægyptiske kartofler, bagte tomater og et stykke bagt laks tilbage fra i går fandt jeg på at kombinere to klassiske salater.

Den provankalske Salad Nicoise og den meksikansk/amerikanske Cæsar salat har kun ansjoser til fælles, men passer faktisk ret fint sammen.

Klassisk Nicoise laves af salat, kogte kartofler, grønne bønner, tomat, oliven, smilende æg, ansjoser og tun - typiske fra dåse. Dressingen er en sennepskrydret olie-eddike dressing.

Cæsar består af salat, brødcroutoner, høvlet parmesan og ansjoser - dressingen er en mayonaisebaseret citronsyrlig sag.

Så på en bund af blandede salater lagde jeg de kogte kartofler i skriver, de bagte tomater, oliven, croutoner, æg, laks, ansjoser og høvlet parmesan. Det blev dryppet med en dressing, som man kan snyde sig til ved at røre en skefuld græsk yogurt med en skefuld mayonaise og så smage til med citronsaft, salt og peber, til den er syrlig og krakterfuld.

Det blev godt! (Nej, trods overvældende opbakning til varm ananas, og et godt forslag om en grill-dessert, kunne jeg ikke presse den sidste gnalling ind i salaten kold eller varm. Dertil rakte min fantasi ikke. Den må blive del af morgenmaden.)

Og salaten bekom mig godt efter en udflugt til Helsingør, hvor jeg endelig fik kigget inden for i Sank Mariæ kirke og Vor Frue kloster. Kirken udgør den ene side af det meget smukke og interessante klosteranlæg.

I sidste øjeblik

Det er flovt at indrømme det, men nogle gange smider jeg mad ud - råvarer eller en rest, som har opgivet ævret i mit kølekab.

Det er vist flere årsager: Dels har jeg det med at købe ind efter pludselige indskydelser, dels må man som enlig engang imellem købe større portioner, end man kan eller vil bruge.

Men jeg prøver at undgå det, for i en verden, hvor mange sulter, er det noget umoralsk baks.

I dag har jeg derfor gang i et større projekt i sidste øjeblik. En af de kritiske råvarer er en ananas.

Heldigvis er jeg formentlig det eneste menneske i Danmark, som kan - og vil indrømme at jeg kan - lide varm ananas. Den slags har mange kun foragt til overs for.

Til frokost kreerede jeg derfor en sandwich af ananas, parmaskinke og gedeost, som var et smut i ovnen, til ananasen havde mistet sin skarphed, skinken var sprød og gedeosten smeltet.

Den fik selskab af en sandwich, hvor brødet var gnedet med hvidløg og derefter belagt med en aldrende tomat i skiver, en sardinfilet og et lag mellemlagret skiveost.

Begge blev meget tilfredsstillende.

Og jeg har yderligere ananas i ovnen: En gulerodskage - købte et meget billigt, men også hængemulet, bundt nye udenlandske forleden, som bare skulle bruges op i dag.

For at sikre saftighed er en traditionel kage beriget med en mos frembragt af frisk ananas, Lindts chokolade med chili og lidt tørrede abrikoser.

Hele baduljen bare kørt i en food processor med stødt kardemomme, stødt kanel og lidt flydende vanilje.

Og så var det ellers blot at røre en ret traditionel dej af 150 gram blødt smør, 150 gram rørsukker, et par store æg pisket cremet og skummende og derefter tilsat 300 g hvedemel, 1 tsk natron og 2 spsk bagepulver. Den blev tilsat mosen og så altså de revne gulerødder, som food processoren også klarede. Der var vel en 300 g.

Mon ikke den skal have et tag af flødeost rørt med flormelis og pink grapefrugtsaft?

Bøf bearnaise

Bøf bærnæse med hele dynen er blevet trendy i den københavnske restaurationsverden og ikke mere forbeholdt suspekte provinshoteller. Faktisk har en Michelin-kok smidt stjernen fra sig og kaster sig over den æggegule sovs.

I bund og grund er det ikke vanskeligt at lave bearnaise. Men det er en kunst at lave den perfekt.

Hvis man er begynder, så skal første forsøg ikke være med huset fuld af sultne gæster.

Man skal øve sig lidt.

Og vide et par ting:

Først at æggeblommerne aldrig bliver så varme, at eventuel salmonella dør. Altså skal man bruge pasteuriserede blommer, hvis man vil være på den sikre side.

Jeg køber mine æg på landet, det er ingen garanti mod salmonella, men hidtil er det ikke gået galt.

Det næste det kan være rart at vide noget om, er æggeblommernes funktioner i saucen.

Der er to: De skal binde smør – sådan noget hedder en emulsion – og de skal jævne eller legere saucen.

Der er lige så mange opskrifter på bearnaise, som der er kokken. Her er min, som rækker til to personer, der ikke forventer at bøf og kartofler kan svømme rygsvømning i sovs på tallerkenen.

Kog 1 dl hvidvin og 1 dl hvidvins eller champagneeddike med tre finthakkede skalotteløg, en anelse finthakket hvidløg, salt, peber og et lille vred frisk estragon. Alternativ en tre skefulde tørret estragon.

Kog til der er en halv deciliter tilbage og si essensen.

Samtidig smeltes 75 gram smør.

Lad essensen køle lidt, man skal kunne stikke en finger i uden at få forbrændinger.

Hæld den – essensen - i en gryde, hvor intet hænger i. Kom to æggeblommer i essensen og lidt salt og begynd at pisk.

Efter et stykke tid anbringes gryden på et svagt blus, mens der fortsat piskes. Når æggeblommer og essens begynder at dampe en smule på grund af opvarmningen hældes en lille skefuld af det smeltede smør i. Tag fra toppen, så det er klaret smør der kommer i gryden og ikke det mælkede bundfald.

Nu skal smørret piskes i på samme måde som olie piskes i æggeblomme til mayonaise, altså ganske langsomt, så smørret bindes.

Nu kan saucen tages af blusset og resten af menuen gøres klar.

Når alt er parat, kommes gryden tilbage på blusset med lidt mere varme under end før og der piskes igen, indtil varmen får den til at tykne. (Præcis det samme der sker, når man laver kagecreme)

Saucen må under ingen omstændigheder koge. Bliver den for tyk kan den fortyndes med lidt varmt vand, men sig det aldrig til en kok ;)

Det ser kønt ud, hvis der tilsidst tilsættes lidt hakket estragon og/eller kørvel.

Drik lokalt

I den lokale gulvmåtte læste jeg om et nyt bryghus, Halsnæs Bryghus, (hjemmesiden svarer vist ikke, det er i hvert fald ikke lykkedes mig at se den endnu) som i sidste weekend for første gang hældte skummende øl op for interesserede, og som nu føres på flasker hos lokale købmænd.

Straks drog jeg af mod den lokale Spar, hvor indehaverens søn netop havde stablet det nye bryg op og sat priser på. Som hans sagde, han havde ikke engang selv smagt dem.

Tre styks fik jeg med hjem til en god pris. De hedder Classens Lise - for Johan Frederik Classen var det jo, der industrialiserede denne egn, og som alle store mænd var han sentimental og opkaldte fiskerlejet efter sin kone Lise.

Classens Lise er en kamille ale.

Nu har jeg tidligere beskrevet, hvor svært jeg har det med kamille, men bort set fra en svag duft er det ikke en fremherskende smag. Det er faktisk en rigtig fin øl til den blå time - ved godt, at det varer flere timer før den indtræder rent astronomisk, men hos mig ligger den mellem 17 og 18.

Og om føje tid vil jeg sætte friturefætteren i stikket og smide to kartofler forvandlet til små bjælker i varm olie et par gange. Thi jeg fik fat i en usædvanlig smuk rib eye steak, som fortjener både fritter og hjemmelavet bearnaise.

Måske er årsagen til at kamillelugten fra øllen ikke er så voldsom, at jeg er i gang med at koge hvidvin, eddike, skalotteløg, estragon og et strejf hvidløg til bearnaiseessens ;)

Krymmellykke

Når nu man ejer 554 gram ægte, kuglerund, knaldkulørt krymmel og ikke Doktor Øtkers suspekte versioner, der er blege i farven og tilsat syntetisk smag, så skal det sørme også have snegle at gå på.

Romsnegle.

Nyt legetøj, kaffe og småting

De seneste 24 timer har jeg fornøjet mig med mit nye legetøj: En elektrisk friture-fætter.

Da det gik op for mig, at man kan få sådan en krabat for 149 kroner, måtte jeg eje den. Og den har allerede været i brug to gange.

Som ultimativ test skulle den lave pommes frites i går. Metoden er kendt, men maskinens evne til at regulere temperatur gør hele forskellen. De blev perfekte.

Og jo, det er de gode brødrene Price, der har sendt mig ud på friturens farlige vej. Pommes fritterne var tilbehør til bøf Stroganoff. Jeg laver den altid uden bacon og med græsk yogurt.

Hvis kødet er godt nok, går det meget hurtigt.

I dag skulle frituregryden så bruges til et sødt eksperiment: Berlinere og donuts.

Især berlinerne er rigtigt gode - de har fået et skud af prinse Charles dyre jordbærmarmelade.

Donutsene er blevet sukkerglaseret - det vil sige i glasur mens de er varme, så ser de ud som om de er lakerede.

Jeg brugte en sød gærdej med vanilje og kardemomme.

Apparatet bestod - og nu skal det have et langt hvil, og det skal mine arterier også.

Nu har jeg jo rig adgang til frisk luft og det skal også til, for vel lugter det mens man fritterer.
Jeg tænker, at næste gang gryden skal i brug, skal det foregå udendørs, hvor jeg også tidligere har eksperimenteret med den gammeldags grydemetode.

Madens store damer

Lige siden jeg så tegningen af Pippis kommode første gang, og min far læste op om det fantastiske fødselsdagsselskab, hvor gæsterne fik gaver, har jeg drømt om sådan et magisk møbel.

For snart mange år siden kom præcis sådan et ved et tilfælde ind i mit liv. På en bekendts loft stod et skuffedarium med hele 20 skuffer – faktisk et lagermøbel fra et snedkerværksted.

Min bekendte kunne ikke se noget i det og skulle ikke engang overtales til at lade mig få det, hvis jeg bare selv fik det transporteret bort.

Siden har det fungeret som magnet for rod. Når noget mangler en plads, ryger det i en skuffe. Omvendt ved jeg jo så, hvor jeg skal lede, når noget mangler.

I dag ledte jeg efter et batteri og genfandt i stedet to små hæfter, som nu har indtaget deres rettelige plads på min bogreol blandt kogebøgerne.

Det føles faktisk lidt som at have fået en gave af skuffedariet.

Der er tale om to små samlinger af opskrifter og causerier skrevet af den britiske kogebogsforfatterinde Elizabeth David. Den ene hedder: I'll be with you in the squeezing of a lemon og den anden: Peperonata and other Italian Dishes.

Hæfterne blev udgivet i forbindelses med forlaget Penguins 60 års jubilæum i 1995 og de er tænkt som en introduktion til Davids madforfatterskab og det er de sørme også.

Elizabeth David tilskrives stort set egenhændigt at have introduceret briterne for fransk kogekunst og middelhavskøkkenet i det hele taget. Hun gjorde alt fra hvidløg til aubergine til hvermandseje.

På den måde deler hun skæbne med sin amerikanske samtidige Julia Child, der gav amerikanerne indsigt i det franske køkken. Det er tale om hverdagsmadens to store damer.

(Her skal det i parentes bemærkes, at jeg almindeligvis får ondt i synapserne af folk, der omtaler mennesker af kvindekønnet som piger, tøser og damer. Et hunkøns menneske er en kvinde fra sådan cirka 21 års alderen)

Når det så er sagt, er der bare nogle kvinder, der er damer. Nogle af dem laver, eller rettere har lavet, mad, thi de er gået til de evige kobbergryder i kokkenes himmel.

David blev som ganske ung sendt til Frankrig på dannelsesrejse, mens Child først blev grebet af mad, da hun som 36-årig lige efter krigen blev udstationeret med sin mand i Paris.

Det de har til fælles er evnen til at skrive om mad ikke kun som tørre tilberedningsanvisninger, men ind i kulturelle og oplevelsesmæssige sammenhænge.

Og begge har de skrevet i metervis af underholdende, oplysende, instruktive og grundige kogebøger.

Jeg ville ønske min reol var fuld af de damers vid og indsigt.

Men heldigvis er der for Julia Childs vedkommende hjælp at hente på nettet. Den amerikanske public service radio-tv-station PBS har et helt site, hvor man kan se og ikke mindst høre hende i et køkken også i samarbejde med andre store kokke.

David og Child er mine favoritter blandt store maddamer, men To fede damer havde lidt af det, selv om det i nogen grad var foranstaltet af formatet på tv udsendelserne.

Camilla Plum har også et strøg af det, om ikke andet når hun udfordrer sine seere med forskellen på råvarer og ingredienser eller forklarer, hvorfor økologi giver bedre brød.

Forstå mig ret, jeg har intet mod kokke, som prøver at formidle mads sanselighed, men jeg synes bare, det er mere interessant at vide, hvor mad stammer fra og hvorfor æg, olivenolie og hvidløg bikset sammen på en helt bestemt måde bliver så fantastisk.