Mine fem favorit køkkengadgets

Man kan selvfølgelig ikke være en seriøs madblogger uden at skrive om de fem køkkengadgets, der giver en særlig madlavningsglæde.

Her snakker jeg ikke om det basale værktøj, men om de ekstra finurligheder der gør en forskel.

På femtepladsen vil jeg placere min espressomaskine. Den laver ensartet god espresso og damper mælk som en leg. Det er ikke mit monumentale fejlkøb af en Vibiemme, som aldrig har villet som jeg, men min gode, gamle, ufejlbarlige Pavoni.

Min blender løber med fjerdepladsen. Jeg ved godt, at mange er lykkelige(rere) for deres stavblender - som kan flere smarte ting, men jeg erfarede, da min efterhånden halvgamle blender åd sin gummikobling, at jeg savnede den.

Heldigvis kunne K A Parts Limited levere en ny for ingen penge og med udsøgt service.

Nummer tre kunne lige så godt være nummer to - og omvendt - men bronzepladsen går efter en længere vægelsindet debat til min køkkenmaskine - min er rød.

Nej, jeg bruger den ikke dagligt, men jeg smiler dagligt, når jeg kigger på den og når jeg bruger den, er jeg topbegejstret for, hvad den kan.

Andenpladsen tildeles så min Magimix 3100 Compact - når foodprocessoren vinder med et knivsblad foran røremaskinen - så er det fordi jeg bruger den oftere og til et mere varieret repertoire.

Den er super til salsa og råkost, kører fars på et øjeblik af bøffer, koteletter eller hvad man nu har, og den er guddommelig til at lave tærte- og mørdej.

Men helt uden diskussion er min bedste legekammerat i køkkenet - ud over katten, som altid dukker op, når der er kød på bordet - min iPad.

Jeg elsker at jeg kan have opskrifter lige ved hånden (på billedet man se hvordan) og adgang til så appetitvækkende apps som Michael Ruhlmans Ratio og Martha Stewarts småkager.

Og ja, der kommer fedtfingre og dej på skærmen, men det ser jeg som et adelsmærke og det er jo lige til at tørre af.

UPDATE: Når man taler om solen - Ruhlman har lige fået godkendt en iPad brød-app. Jeg glæder mig til at få kigget den igennem.

Og selvfølgelig er I mere end velkommne til at kommentere - hvilke er jeres fem favoritter? Er mine helt i hegnet? Hvor lidt kan man klare sig med?

Det kan I gøre bedre, ølforskere!

Begejstret blev ølglade jeg, da jeg på Politikens hjemmeside så, at ølforskere vil have min hjælp og at den indebærer ølsmagning.

Så jeg hoppede straks til Lifes hjemmeside, kun for at blive både skuffet og irriteret over, at man via sit teknologivalg fortæller mig, at jeg ikke kan komme i betragtning.

For at kunne komme i betragtning skal man nemlig svare på et spørgeskema og det forudsætter, activeX på ens computer.

Så er Mac-brugerne ude - dem er der ganske vist kun 7,6 procent af, hvis man kigger på FDIM's seneste tilgængelige statistik.

Men værre er det, at alle PC-brugerne, der ikke bruger Internet Explorer og det er tæt på hver femte, heller ikke problemfrit kan komme til spørgeskemaet.

Tjah - er det nu noget at hidse sig op over kunne man spørge? Jeg synes det - for som jeg forstår det, er der tale om et forskningsprojekt.

Men hvordan dævlen, vil man rense sine tal for de ovenfor nævnte skævheder?

Jeg selvfølgelig skrevet en mail til dem om samme og ser frem til et svar.

UPDATE: Forbløffende nok fik jeg et svar her søndag aften. De vedkender sig, at der er problemer med spørgeskemaet og fremsendte så en pdf-fil, som jeg måtte forbi en gammel udgave af NeoOffice for at få lov at skrive i, men nu har jeg gjort mit bedste.

Madlastvogn

Min Bocuse/Kofoed-feber er ved at have lagt sig. Yah for noget fantastisk mad og yah for en mand, der kun vil det ypperste.

Men mennesket lever overhovedet ikke af haute couture-mad.

Nogen steder lever de istedet af mad fra food trucks, altså lastbiler, autocampere eller ligefrem pensionerede skolebusser bygget om til rullende køkkener.

Sådan nogle har været en del af bybilledet verden over i mange år - vores pølsevogne er jo en afart - men tilsyneladende har finanskrisen givet dem en opblomstring i USA. Nu er det ikke kun fastfood, der langes ud af bagdøre eller sidedøre.

Og nu skal maden ikke nødvendigvis tilpasses en fortravlet stående spisesituation.

Hvor ville jeg ønske, at der var mere af den slags i København. Ja, der er dukket kaffecykler og pandekageditto op, men tænk om en tre-fire madlastvogne med passende varieret udbud stoppede foran hoveddøren ved min arbejdsplads - den er stor nok til det - ved middagstid og gav den blodfattige og industrielle kantine konkurrence.

Eller tænk om man via sin iPhone kunne finde den nærmeste vogn eller blive adviseret om, at der holdes madlastvognstræf et eller andet centralt sted i byen fredag efter arbejde.

Men jeg gætte på, at mange kræfter vil modarbejde sådan et initiativ. Fødevaremyndigheder, høje registreringsafgifter på køretøjer og modstand fra etablerede faste spisesteder er bare nogle af dem, jeg kan komme i tanke om.

Og det er jo synd, for det lader til, at det er en branche, der får andre til at tænke nyt.

I USA er der også modstand - eller sådan ser denne food truck indehaver i hvert fald på, at hans vogn konstant tjekkes af fødevaremyndighederne i modsætning til en restaurant, han engang arbejdede på.

Så in my dreams...

Vi er de bedste...

Der er en herlig energi i det billede - som jeg har lånt fra denne fotograf hos Flickr.

Så nu hvor verdens dygtigste kok er dansk og verdens bedste restaurant ligeså, ser jeg frem til at alt det crap, Fakta prøver at sælge mig, forsvinder som dug for solen og hylderne pludselig fyldes med det bedste af det bedste.

For vi har jo altid hørt fra sportens verden, at hvis man har eliten, så følger bredden. Vi har madeliten, nu skal vi andre bare med op i gear. Det bliver fedt.

Den godeste suppe

To tidligere kolleger var forbi til frokost og jeg var i syv sind, hvad jeg skulle lave, men så så jeg en ret hos Pioneer Woman, som tiltalte mig: En chowder på sorte bønner.

Der skulle dog kastes noget død gris i retten, det tiltalte mig ikke, så jeg fiflede min egen - for en gang skyld helvegetariske - version på plads.

Til retten skal serveres agurke-koriander relish og jeg bagte så også nogle ostemuffins. Det var perfekt en råkold vinteredag. Den ene af gæsterne påstod, at det var den bedste suppe hun nogen sinde havde smagt.

Til dessert lavede jeg en banoffi pie, som også var ganske populær, selvom det aldrig bliver min favorit, men den var sjov og nem at lave, for jeg afveg nemlig som altid fra den originale opskrift. Sådan er jeg.

Chowder af sorte bønner:

• 1 dåse sorte bønner
• 1 løg
• 1 stilk bladselleri
• 1 ikke så stor gulerod
• 1/2 gul peber
• økologisk grøntsags b0uillon
• 1/2 liter mælk
• 1 teskefuld karry
• 1 teskefuld chilipulver
• 1 teskefuld spidskommen
• 1 teskefuld cayenne peber
• salt
• peber
• 2 spiseskefulde mel
• 75 gram god mellemlagret tør ost revet- jeg brugte cheddar

Grøntsagerne hakkes fint og svitses straks efter i et par skefuld god olie. Derefter tilsættes bønnerne og 7 dl god suppe ved, jeg brugte altså grøntbouillon, men hjemmelavet kyllingesuppe ville også være. Fint tilsæt ved samme lejlighed krydderierne.

Kog nu suppen i 20 minutter. Hvis man ikke bruge dåsebønner, så skal suppe koge til bønnerne er møre.

Tilsæt mælken og småkog yderligere 15 minutter.

Ryst mel og ost sammen i en pose. Skru op for varmen under suppen og når den rigtig koger tilsættes så den underlige mel-oste blanding, som giver suppen den rigtige chowder konsistens. Smag til med salt og peber.

Server suppen straks med en klat agurke-koriander relish i midten. Den har godt af at blive lavet før suppen: En agurk skraldes og kernerne skrabes ud. Agurken skæres i små firkanter, som vendes i et halvt bæger græsk yoghurt, hvori et ordentligt skud hakket koriander er udrørt. Almindelig persille vil være et godt alternativ til de koriander-hadende.

Når Jansson frister

Der er nogle retter, hvor jeg bare skal se navnet, så begynder mine smagsløg at længes.

Sådan en ret er Jansson frestelse - en svenske klassiker med kartofler, løg, benfri sild og fløde.

Altså følte jeg mig noget snigløbet, da et nyhedsbrev i min inbox proklamerede, at jeg kunne komme til svensk julebord til en favorabel pris og nyde blandt andet Hr. Janssons fristelser.

For straks fik jeg fantomsmerter på tungen.

Heldigvis lå jeg inde med de nødvendige råvarer, så var det bare at klø på.

Og så lige en påståelighed - nej, der skal ikke ansjos, men benfri sild i fristelserne.

Her er forklaringen: De skandinaviske farvande er for kolde til ansjos - har i hvert fald været for nu er både ansjos og sardin dukket op - dem skal man til Middelhavet for at fange.

Så når man har med simpel bondekost som fristelserne at gøre, vil det være helt utroligt, at de skulle indeholde en varer, som i bedst fald er dyr og svært tilgængelig, i værste fald utilgængelig.

Men Sverigesfarere ved jo, at der slår ansjos på ganske mange burka på hylderne hos ICA, hvordan kan det så være? Jo, fordi i Sverige kalder man brisling ansjos. Og så det finurlige, i Danmark kalder man brisling benfri sild.

Så er det på plads og det var fristelserne også efter blot 55 minutter i en god varm ovn. Og jeg må sige, det er altså perfekt comfort food en råkold novemberaften - blød kartoffel, sødt løg og så sammenrendet af fløde og sildesaft. Perfekt.

How to:

Skræl et halv kilo kartofler og skær dem i stave lidt tyndere end pomfritter. Skær to små eller et stort løg i tynde skiver. Smør et ildfast fad, læg et lag kartofler i bunden, dæk med løg og fordel en dåse benfri sildefiletter ud over laget. Dæk med resten af kartoffelstavene. Kom godt med peber på og en smule salt, ikke for meget for sild og lage er salt. Hæld derefter en kvart piske og al sildelagen over. Strø et lag rasp på toppen og smid et par klatter smør på.

Bag i ovnen ved 200 grader i 50-55 minutter til kartoflerne er helt møre og fløde-sidelagen er tyk og isabellafarvet.

Spis med en skive knækbrød med mindst mellemlagret ost på, drik snaps til. Så bliver det ikke meget bedre.

Meget arbejde for en lille sandwich

Lige siden jeg i lørdags læste denne artikel på Politikens hjemmeside, har jeg drømt om en ribbenstegssandwich.

Men jeg har også onde drømme om alle de svin, vi piner og plager i dette land, så jeg kunne ikke se mig selv sjoske hen til det lokale supermarked efter deres svinekød.

Altså måtte jeg vente til i dag, hvor jeg kunne få fat i et stykke hæderlig økogris, der har været på friland.

Fra morgenstuden havde jeg sat en god dej over til halvrustikke boller. Jeg har desuden en forkærlighed for chillimayo smurt på bollen og syltede agurker oven i rødkålen.

Så jeg fik altså glæde af både hanesovsen og mine sært udseende, men super smagende agurker, mens jeg stegte steg og kogte kål, som fik både et skud æble, rødvin, tranebærsaft og en smule løg foruden allehånde og citronsaft som smagssætter.

Alt i alt blev det en dejlig sandwich, men ikke et helt rationelt projekt til en person.

Måske jeg skulle overveje, at servere ribbensstegsandwich til en sammenkomst en dag. Og så skal jeg helt sikkert smage Meyers for sammenligningens skyld.