onsdag den 11. februar 2009

Hvad køleskabet gemte


Det er ikke altid, at jeg er fuld af madenergi i de perioder, hvor jeg har morgenvagt. I dag var jeg oppe 2.15 - hvis nu det der snevejr, havde været så slemt som bebudet, så måtte jeg jo tidligere af sted end sædvanligvis.

Heldigvis var det ikke slemt. Jeg var alligevel ekstra træt, da jeg kom hjem, og jeg havde indstillet mig på nogle flade eller spejlæg eller sådan noget.

Så faldt jeg over en fin lille ting hos New York Times om, hvad byens mange, mange immigranter spiser af hverdagsmad og der optrådte en magisk koreansk madpandekage.

Pa jun - laves tilsyneladende traditionel med skaldyr som østers eller kammuslinger, men kvinden i artiklen laver den tit med lidt stegt kylling eller andet kød og grønne grøntsager.

Jeg havde nu hverken rå østers eller asparges og broccoli, men jeg havde lidt kogt kartoffel, lidt røget ørred, forårsløg, gulerod, grøn peber og bladselleri.

I løbet af nul komma fem havde jeg de dejligste, lette madpandekager med lidt sovs til at dyppe i foruden kraftig råkostsalat med ingefær/hvidløgs/citron dressing. Jeg sneg også en skive ristet brød ind.

Fino - pa jun er nu på listen over de hurtige og de gode.

fredag den 16. januar 2009

Besat af pamplemousse


I øjeblikket kan jeg uden problemer spise grapefrugt til alle måltider. Jeg er besat af den på en gang bitre og sødmefyldte smag og bedst er de, hvis de har let rosa frugtkød.

Så stor var min begejstring, da jeg gik i gang med at koger en pænt stor frugt i en lille gryde vand på mit komfur. En proces, der sendte henrivende dufte ud i rummet.

Derefter blev den forvandlet til en kage. En fantastisk, men desværre ret voksen kage - der er meget bitterstof i grapefrugt og det bærer kagen præg af. Jeg har givet den et lag Philadelphia rørt med flormelis og grapefrugt saft, som er en perfekt og meget sød kontrast til den meget saftige kage.

Jeg havde egentlig tænkt, at kagen skulle være del af dessert til et finere selskab jeg skal til i morgen.

En slags nytårsaften II - som mange holder mere end en juleaften.

Jeg tror jeg må finde på noget andet, der er nemlig et par unger i selskabet og de vil næppe kunne lide den.

Menuen er i øvrigt østers, rejebisque, rimet sej, gederyg, dessert og ost.

I passende portioner, så der er plads til det hele og mulighed for et varieret smagsindtryk.

Ud over dele af desserten skal jeg bidrage med bisquen og det er mig der har gedekød, ost og champagne med.

Foruden en stor pose hamstret nytårsspas - bordbomber, hatte, blinkende isterninger, knallerter og serpentinere.

Jeg glæder mig. (Og så er dette vist mit indlæg nr. 500 på bloggen)

mandag den 12. januar 2009

Fantastiske madkasse


Så ankom min længe ventede egoist-julegave endelig.

Og den var værd at vente på, for sikke kram det er. Alt passer perfekt sammen og om det så er den inkluderede kombinerede gaffel og ske, så er den lækker og af god kvaliet. Den har desuden sin egen lille strop i bæreposen, hvor den skal sidde.

Mit eneste problem er, at jeg simpelthen ikke ligger inde med råvarer nok - eller tilberedt mad for den sags skyld - til at gøre den ære i morgen.

Men jeg overvejer om jeg skulle snyde - og bruge den til både morgenmad og frokost. Så kan jeg få ymer med drys til morgenmad på arbejdet og resterne af min mango chicken rice* til frokost med en lille nem salat.

Hvis nogle er interesserede, så fandt jeg den her. Den var for billig til, at de ville sende den alene, så jeg købte også et sæt ting til kagedekoration, forsendelsen var pænt dyr og jeg har betalt omkring 300 kroner i told og toldbehandling, men jeg regner med, at den er uforgængelig og jeg kan have glæde af den i mange år.

-------------------
* Chicken rice med mango:

Skær to kyllingebrystfileter i ret små stykker.
Snit et stort rødløg
Snit en stængel bladselleri fint
Snit et par forårsløg fint
Skær en mango i små stykker
Hak et stort fed hvidløg
Hak en ønsket mængde ingefær og ditto chili

Sæt en god, stor portion ris over.

I en wok i en blanding af en neutralolie og lidt sesamolie svitses kyllingen, drys en ret stor mængde spidskommen og en ikke helt så stor mængde chilipulver ved mens der steges. Salt og peber kan også kommes ved på dette tidspunkt. Forsæt derefter med at svitse løg, forårsløg, bladselleri, hvidløg, ingefær og hakket chili ved.

Kom derefter mangoen ved - hvis den er meget saftig, så få al saften med - ellers suppler med en smule vædske fx suppe.

Når vædske en borte kommes de kogte ris i wokken og de steges til de tager farve - tilsæt evt. en smule mere olie.
Hvis man har lyst kan et æg slås ud i retten og mixes ind i blandingen.

Server, spis, nyd. Kombinationen af spidskommen og mango er spændende.

søndag den 30. november 2008

Rødt fløjl med karamel og skumnisser


Mine kolleger snakker meget om kage, men få gør noget ved det. Jeg tænkte i anledning af december, kunne jeg da gøre noget.

Min forkærlighed for amerikansk mad fornægter sig ikke. Jeg endte med at bage en red velvet cake - som er ganske sød, men ret pikant med sin røde farve og sin fine konsistens.

Dertil lavede jeg en glasur ing af karamel: 100 g smør, koges med 150 g. puddersukker og lidt fløde.

Når massen har kogt et minut eller to skal den i en røreskål og så skal der flormelis i og piskes, til den er smørbar. Jeg fik lyst til at slå hul i alt det søde, så jeg kom også nogle skefulde Philadelphia i, den blev den perfekt af.

Da kagen var kølet blev den nydelige lysebrune masse smurt på og så et drys tysk julekrymmel og en lille ring af skumnisser - men det skal være de rigtige - ikke de forkerte ;)

lørdag den 4. oktober 2008

I hævd


Så er den tradition holdt i hævd og nu skal der bare brygges lidt kaffe og hygges i stolen, Pinga kredser, hun tror, at hun kan lide kanelbulla, men det kan hun ikke, at hun bare ved det.

Det er faktisk første gang jeg bruger de genbrugelige silikonemuffinforme, det går fint og CO2-glorien kredser om mit hoved.

Kanelbullans dag


Jeg ved godt, hvad jeg skal bage i dag ! Det er jo vigtigt at komme sin indre svensker ved;)

torsdag den 28. august 2008

Paprika

Nå, inden mine læsere går i trance som Pinga af hypnosehjulet, må jeg hellere skifte emne.

En gang imellem får jeg nogle madmæssige raptusser, som kan vare i mange dage.

I øjeblikket skal der stort set paprika i alt jeg spiser. Jeg har endnu ikke strøet det på mine havregryn, men det kan ikke afvises, at jeg gør det en morgen.

Raptussen har ligget og simret et stykke tid, måske siden brødrene Price fremdrog fars gamle paprikapose - og viste klippet, hvor John Price skræmte de danske tv-seere, ved at pudre sit stroganoffkød voldsomt med det rustrøde krydderi.

Paprika er fremragende til den slags kraftige efterårsagtige kødretter og dem kan jeg faktisk spise året rundt.

Men det er også skønt i røreæg og karfoffelmos.

Den fine lille dåse købte jeg hos Specialkøbmanden på en bytur med Sifka. De havde den også røget, men i solidartiet med Sifkas forbehold over for den smagsvariant, købte jeg edelsüss.