Jeg er fra en tid hvor børn spiste Senator eller Pernille og voksne spiste Kehlet pebermyntechokolade eller blomme i Maderia.
Hvis man var rigtig heldig kunne der falde en kattetunge eller en orangegren af fra en godt gemt æske i et skab.
Ritter Sport fik man kun, hvis man tog til Tyskland efter det og Marabou kun, hvis man drog over Øresund til Sverige.
Jeg er med andre ord fra 1960 og måske ikke så mærkeligt, er jeg aldrig blevet den helt store chokoladespiser. Blot har jeg altid haft en svaghed for Alida Marstrands chokoladestykke med violcreme.
Et lille, undseeligt stykke blandt de mange andre håndlavede stykker man i de seneste mere end 80 år har kunnet vælge i butikken i kælderen i Bredgade.
I går kom jeg tilfældigt forbi og så, at butikken var genåbnet efter sidste sommers skybrud, som gav dem 15 centimeter vand på gulvet og så måtte jeg bare dykke ned i den smukke butik.
Interiøret er trods vandskaden uforandret, som det har været hele mit liv: Glasvitrinen til højre, hvor den særlige delikatesse, fondant, har sin plads øverst til venstre og resten af pladsen er optaget af vokspapir med stykke efter stykke af de fyldte chokolader.For enden finder man en solid købmandsdisk og byttepenge placeres i en blankpoleret messingskål.
Det eneste synlig tegn på vandskaden er et nylagt flisegulv og nymalede vægge, men fristelsen til en makeover er blevet passende undertrykt, så butikken blot fremstår opfrisket.
Endnu en tradition består: Køber man mere end 100 gram chokolade får man dem i en guldæske, som får et fint bånd om til sidst.
Jeg talte længe med indehaveren - butikken gik for en del år siden ud af Alida Marstrands families ejerskab - men opskrifterne og håndværket er som i hendes og senere hendes datters tid. Alida Marstranden åbnede butikken, da hun som enlig mor skulle forsørge fem børn.
Som lille pige kom jeg i butikken et par gange om året, når min far købte chokolade til min mor og min farmor og dengang husker jeg de meget bestemte, men også morsomme ekspeditricer, som kendte deres kunder så godt, at de vidste, om de skulle have fondant eller blandede stykker.
Mere end en glemsom ægtemand er blevet ledt på rette vej af huset Marstrands formidable hukommelse. - Deres kone kan jo godt lide den lyserøde fondant, hr. Nielsen.
Den nye ejer løfter på fornem vis arven
Efter turen tilbage til barndommen dukkede jeg op ad kældertrappen med en dyrebar æske med 200 gram violstykker og lovede mig selv, at handle der noget oftere.
Alida Marstrand er en institution og det vil være ærgerligt, hvis den blev udkonkurreret af byens nyere chokoladeforretninger. Så smut ind forbi, hvis du vil have chokolade med tradition.
