torsdag den 12. maj 2011

Mad og drikke med rekyl

Nogle fridage orker jeg bare ikke at drage på indkøb, men må nøjes med hvad køleskabet, spisekammeret og barskabet gemte.

Det blev til mad og drikke, der sparker bagud som en vranten krikke.

Ugens cocktail blev en French 75, som er navngivet efter et våben, der var voldsomt effektivt under første verdenskrig.

Det er en meget old school drink, med klar og tydelig smag af hver ingrediens.

Det samme kan siges om maden: Gambas al ailljo. Rejer der svømmer rygsvømning i varm olie smagssat med hvidløg og chili.
Ikke noget at misforstå der.

Og inden nu nogle melder mig ind i en afholdsforening - mit cocktailsystem er som følger:

Første fridag drikker jeg en cocktail, hvis jeg vel at mærke ikke skal på arbejde dagen efter. Så nogle uger er der måske kun tre dage imellem, men så kan der gå syv før den næste mikses, så jeg tror, at jeg klarer Sundhedsstyrelsens regler.

French 75
  • 4 cl gin
  • 2 cl citronsaft
  • 1 teskefuld flormelis
De tre ingredienser smides i en shaker med en enkelt isterning som medhjælper og rystes godt.

Hældes i et højt glas over is og så hældes to dl champagne, spumante, crement, prosecco eller hvad du har af tør, mousserende hvidvin over.

Gambas al ailljo
  • rejer (jeg brugte 150 g kutterrejer, men friske, nypillede er bedre)
  • 1 tsk. chilipulver
  • 2 fed hvidløg
  • 0,5 dl olivenolie
Dyrp rejerne af, hvis de er fra glas, plastikbøtte eller frost. Skær hvidløget i tynde skiver. Varm olie langsomt op til middel varme i en bredmundet, tykbundet gryde.

Put hvidløg og chili i olien - den må gerne boble lidt og syde svagte, men heller ikke mere. Efter 3 minutter skrues op for varmen og rejerne hældes i. Svitses ved medium høj varme i 3-4 minutter (eller til de er lyserøde, hvis du bruger rå rejer).

Spises med gaffel og godt brød - persille ville være dejligt, men ikke dukket op endnu.

3 kommentarer:

  1. Hov, dem har jeg ikke lavet med at svitse rejerne, men kun hældt hed olie over og dækket skålen til og ladet trække. Din metode er nok beder, fordi de får mere varme. Men lækkert det er det.

    SvarSlet
  2. Lyder som en dejlig sommerspise, og skal da helt klart prøves. Tak for tippet :)


    Mads
    http://københavnsrestauranter.dk/

    SvarSlet
  3. Lyder super lækkert, og det skal da prøves. Tak for tippet :)


    Hilsen

    Rud
    http://italienskrestaurantkøbenhavn.dk/

    SvarSlet