Krymmellykke

Når nu man ejer 554 gram ægte, kuglerund, knaldkulørt krymmel og ikke Doktor Øtkers suspekte versioner, der er blege i farven og tilsat syntetisk smag, så skal det sørme også have snegle at gå på.

Romsnegle.

Nyt legetøj, kaffe og småting

De seneste 24 timer har jeg fornøjet mig med mit nye legetøj: En elektrisk friture-fætter.

Da det gik op for mig, at man kan få sådan en krabat for 149 kroner, måtte jeg eje den. Og den har allerede været i brug to gange.

Som ultimativ test skulle den lave pommes frites i går. Metoden er kendt, men maskinens evne til at regulere temperatur gør hele forskellen. De blev perfekte.

Og jo, det er de gode brødrene Price, der har sendt mig ud på friturens farlige vej. Pommes fritterne var tilbehør til bøf Stroganoff. Jeg laver den altid uden bacon og med græsk yogurt.

Hvis kødet er godt nok, går det meget hurtigt.

I dag skulle frituregryden så bruges til et sødt eksperiment: Berlinere og donuts.

Især berlinerne er rigtigt gode - de har fået et skud af prinse Charles dyre jordbærmarmelade.

Donutsene er blevet sukkerglaseret - det vil sige i glasur mens de er varme, så ser de ud som om de er lakerede.

Jeg brugte en sød gærdej med vanilje og kardemomme.

Apparatet bestod - og nu skal det have et langt hvil, og det skal mine arterier også.

Nu har jeg jo rig adgang til frisk luft og det skal også til, for vel lugter det mens man fritterer.
Jeg tænker, at næste gang gryden skal i brug, skal det foregå udendørs, hvor jeg også tidligere har eksperimenteret med den gammeldags grydemetode.

Madens store damer

Lige siden jeg så tegningen af Pippis kommode første gang, og min far læste op om det fantastiske fødselsdagsselskab, hvor gæsterne fik gaver, har jeg drømt om sådan et magisk møbel.

For snart mange år siden kom præcis sådan et ved et tilfælde ind i mit liv. På en bekendts loft stod et skuffedarium med hele 20 skuffer – faktisk et lagermøbel fra et snedkerværksted.

Min bekendte kunne ikke se noget i det og skulle ikke engang overtales til at lade mig få det, hvis jeg bare selv fik det transporteret bort.

Siden har det fungeret som magnet for rod. Når noget mangler en plads, ryger det i en skuffe. Omvendt ved jeg jo så, hvor jeg skal lede, når noget mangler.

I dag ledte jeg efter et batteri og genfandt i stedet to små hæfter, som nu har indtaget deres rettelige plads på min bogreol blandt kogebøgerne.

Det føles faktisk lidt som at have fået en gave af skuffedariet.

Der er tale om to små samlinger af opskrifter og causerier skrevet af den britiske kogebogsforfatterinde Elizabeth David. Den ene hedder: I'll be with you in the squeezing of a lemon og den anden: Peperonata and other Italian Dishes.

Hæfterne blev udgivet i forbindelses med forlaget Penguins 60 års jubilæum i 1995 og de er tænkt som en introduktion til Davids madforfatterskab og det er de sørme også.

Elizabeth David tilskrives stort set egenhændigt at have introduceret briterne for fransk kogekunst og middelhavskøkkenet i det hele taget. Hun gjorde alt fra hvidløg til aubergine til hvermandseje.

På den måde deler hun skæbne med sin amerikanske samtidige Julia Child, der gav amerikanerne indsigt i det franske køkken. Det er tale om hverdagsmadens to store damer.

(Her skal det i parentes bemærkes, at jeg almindeligvis får ondt i synapserne af folk, der omtaler mennesker af kvindekønnet som piger, tøser og damer. Et hunkøns menneske er en kvinde fra sådan cirka 21 års alderen)

Når det så er sagt, er der bare nogle kvinder, der er damer. Nogle af dem laver, eller rettere har lavet, mad, thi de er gået til de evige kobbergryder i kokkenes himmel.

David blev som ganske ung sendt til Frankrig på dannelsesrejse, mens Child først blev grebet af mad, da hun som 36-årig lige efter krigen blev udstationeret med sin mand i Paris.

Det de har til fælles er evnen til at skrive om mad ikke kun som tørre tilberedningsanvisninger, men ind i kulturelle og oplevelsesmæssige sammenhænge.

Og begge har de skrevet i metervis af underholdende, oplysende, instruktive og grundige kogebøger.

Jeg ville ønske min reol var fuld af de damers vid og indsigt.

Men heldigvis er der for Julia Childs vedkommende hjælp at hente på nettet. Den amerikanske public service radio-tv-station PBS har et helt site, hvor man kan se og ikke mindst høre hende i et køkken også i samarbejde med andre store kokke.

David og Child er mine favoritter blandt store maddamer, men To fede damer havde lidt af det, selv om det i nogen grad var foranstaltet af formatet på tv udsendelserne.

Camilla Plum har også et strøg af det, om ikke andet når hun udfordrer sine seere med forskellen på råvarer og ingredienser eller forklarer, hvorfor økologi giver bedre brød.

Forstå mig ret, jeg har intet mod kokke, som prøver at formidle mads sanselighed, men jeg synes bare, det er mere interessant at vide, hvor mad stammer fra og hvorfor æg, olivenolie og hvidløg bikset sammen på en helt bestemt måde bliver så fantastisk.

Skidne æg, ale og hindbærsnaps

Dagens frokost har gjort mig en smule mere voksen, tror jeg. Og nej, det er hverken pale alens eller hindbærsnapsens skyld, men derimod de skidne ægs.

Jeg hadede den ret, da jeg var barn. Min mor lavede den et par gange om året. Hun var jo af to-retters-aftensmadsskolen, så vi fik altid forret og hovedret eller hovedret og efterret.

Skidne æg var en forret. Som gav mig kuldgysninger af ubehag, men et æg skulle spises, tænk på de børn, der sulter i Afrika.

I går - midt i Ikeas tæppeafdeling - faldt Sifkas og min tale pludselig på denne ret. Og jeg var ikke i tvivl om, at jeg ville kunne lide den. Sifka heller ikke.

Så da dagens vigtigste opgave alligevel blot var at hente æg i Torup og derefter stå i kø bag alle landliggerne hos købmanden, kunne æggeretten passende blive frokost.

Som tænkt, så udført: Sennepssovsen en almindelig opbagt mælkesovs tilsat Coleman's sennepspulver og et bløp dijon. God bacon fra Hanegal i småstykker ristet med et spinkelt forårsløg og så ellers karse over og en skive ristet hjemmebagt rugbrød.

Om det smagte godt? Fabelhaft!

Og øl og snaps gjorde måltidet perfekt - humlet pale ale fra Brooklyn og en snaps komponeret af iskold Brøndum og et skvæt hindbærsaft af egen tilvirkning.

Påskeglorie, cementeksperiment og nudelsalat

Min påskeforsendelse er trygt overladt til Påskeharen, som hurtig som en varm vind, vil bringe den til rette destination.

Derfor cirkler en tydelig glorie nu om mit hoved, som en lille satellit i kredsløb om jorden. Meget tilfredsstillende ;)

Og så må jeg sige, at jeg er en smule bekymret for mit rugbrød, lige nu ligner det, lugter det og har det konsistens som cement. I morgen skal der øl og mere skåret rug i og så skal det bages. Jeg tillader mig at være kun forbeholdent optimistisk.

Aftensmåltidet blev en asiatisk nudelsalat. En mellemting mellem dem man kan få på thailandske restauranter, hvor jeg faktisk ikke tror, der er nudler i, og så en Jamie Oliver opskrift.

Alfa og omega er dressingen: Olivenolie, sesamolie, limejuice, rørsukker, chili, fintrevet hvidløg og ingefær foruden et skud hakket frisk koriander.

Den skal være stærk, sød, sur og smage af lidt af det hele.

Deri vendes nykogte nudler, strimlet hvidkål, hakket forårsløg, strimler af rød peber, strimlet julesalat blandede blade af spinat og rødbede og mere frisk koriander.

Fordi jeg er sådan en proteinhund smed jeg også nogle stykker nystegt kalvekød i.

Kylling eller skaldyr ville være lige så godt - og rigtig godt er oksemørbrad stegt næsten sort udvendigt, men stadig råt indvendigt i meget tynde skiver.

En meget nem og velsmagende salat, som får mig til at føle meget sund både under og efter indtagelse og det er jo aldrig af vejen.

Dertil en flaske lagerøl fra Holmegaards Bryghus - venligst indkøbt af Sifka.

Banan, chokolade og viol

To bløde bananer skreg på at blive brugt, før fluerne flytter ind. Det blev til en banankage med chokoladestykker og smøreosteglasur med viol.

Opskriften er en let revideret Arla

Jeg smed tre ret stor æg i min røremaskine sammen med 175 gram ubleget rørsukker, som giver en mørkere smag og kage, sammen med et skvæt vanilje. Efter en 5-7 minutter blev de to bløde bananer kastet i og massen var stor og skummende og meget smuk stråfarvet.

En lille halv plade 80 procent Lindt chokolade blev hakket og lempet i den skummende masse.
Dernæst 100 gram smeltet smør og 140 gram hvedemel iblandet 1 teskefuld bagepulver.

Og så var det ellers bare i formen og i ovnen i 55 minutter ved 180 grader.

To spiseskefulde smørreost blev rørt med flormelis, et dryp violessens og en dråbe gul frugtfarve - jeg er meget stolt over, hvor tilbageholdende jeg var med farven ;) - og da kagen var kølet passende røg glasuren på med et drys kandiserede violer over.

Meget saftig og dejlig kage - den skal faktisk spises med kagegaffel og en god stræk kaffe til.