Ikke spilde, ikke spilde

Min aftensmad skulle være nem efter en sen frokost og derfor tog jeg hul på en pose svensk Blåbærsuppe indkøbt under min juletur til familien i sommerhuset i Örkeljunga.

Den ville nu have været bedre med et par vred citronsaft, den ligger lige på kanten af hvinende sød.

Men den hensatte mig i nostalgi efter min barndoms frugtsuppe fra Blå Bånd. Det var sådan en min bror og jeg plagede efter på dage, hvor min far var på forretningsrejse.

Faktisk var der en hel særlig menu til de mange efterårsdage, han var borte.

Retter min mor - vist helt korrekt - ikke mente var noget for en voksen mand: Pizza, spagetti, svensk pølseret, risengrød, pandekager, frugtsuppe og "nye"retter hun ikke fandt i Fru Jensens Kogebog, men i sit elskede Søndags B.T.

Når så min far var hjemme, var det klassikere, der blev serveret: Hakkebøf, mørbradbøf, skipperlabskovs, frikassé, frikadeller, forloren hare osv.

Det skal dog siges, at min far med årene stille og roligt kom efter alle de nye retter og selv blev ganske god til at lave mad.

Fastekringler

Måske er dette et tilfælde af Madames synkronicitet - som jeg enten sjældent oplever eller sjældent opdager: Just som jeg læste om Sifkas strutter, havde jeg sat vand over til fastekringler.

Og således er der både på Amager og i Asserbo bagt gammelt dansk fastelavnsbagværk.

Jeg har altid elsket kringlerne, måske fordi jeg er vild med sejt kogt brød.

Det er jo nemlig helt som med bagels: Først laves en dej, så hæver den første gang, derefter formes den og så hæves den anden gang ved at blive kogt.

Fra gryden er det lige i ovnen efter et strøg pisket æg på ryggen.

Og så morer det mig lidt, at mens brødet før fasten dengang før reformationen skulle være fedt og hvidt, som modvægt til hverdagens grove rugbrød, så gør jeg mig umage for at få mit hvide brød mindre blændende hvidt ved at bruge spelt, durum og groft hvedemel sammen med det gode hvedemel fra Bornholms Valsemølle.