
Min favoritret i hele verden er tunet kalvekød - vitello tonnato - men jeg glemmer det i lange perioder og ser det ikke ofte på menukort.
I dag blev jeg ramt af trangen tidligt i formiddags og lod der ikke være for langt fra tanke til handling. Et stykke kalvekød blev indkøbt og passende tilbehør udtænkt og da klokken så var 16:30 kunne jeg ikke vente længere, jeg måtte bare smage og spise.
Kalvekødet var et stykke filet, så jeg kogte det blot 30 minutter i en kogelage med gulerod, løg, selleri, salt og hele peberkorn. Havde det været klump, skulle det nok have haft 50-60 minutter.
Tunsaucen lavede jeg af en dåse drænet tun i vand, som røg i foodprocessoren med en stor spisekefuld mayonaise, to skefulde yogurt, et skud kapers, tre ansjosfiletter fra olie og peber. Jeg havde ingen citron, det blev faktisk en fin sauce uden, men ellers skal der lidt citron i også og citron til.
Kødet blev derefter skåret tyndt ud og påsmurt saucen. Kloge kvinder som Elizabeth David siger, at det skal trække et døgn, det havde jeg ikke tålmodighed til, men så bliver det jo endnu bedre i morgen.
Tilbehøret var japansk kartoffelsalat og en lille tallerken med julesalat, appelsinfiletter og tranebær dyppet med fløde rørt med appelsinsaft, salt og peber.
Godt brød ville have været godt, men ellers var det udsøgt.