Lyserøde likørskyer

Så lykkedes det, jeg fik fat i en bakke hindbær. Fandt dem på vej hjem fra arbejde, fint stillet ud ved vejkanten i en lille bakke. God pris, smukke bær.

Det betød så, at jeg måtte et smut omkring sommerhusområdets evigt åbne købmand, som trækker kunder fra et kæmpe område.

Sådan en halvsen lørdag eftermiddag, hvor alle andre forretninger har lukket, er biksen fuld af alt fra polske håndværkere, som nu har en kort weekend, til folk der spontant har besluttet at køre i sommerhuset og skal proviantere over områdets fastboende desperadoer, som lige skal have det sidste inden købmanden tillader sig at lukke en 8-9 timer.

Så jeg fik mig et par venner, da jeg stod i køen med seks dåser kattemad og 3 flasker ussel, billig vodka. Dem der kun havde råd til fem af en sixpack guldbajere, hvis der også skulle være til nattens smøger, smilede bredt og medvidende.

Nu er den ene flaske blevet til en aftenhimmel i en sylteflaske, og som det ses er min solbærrom og Creme de Cassis holdt op med at ligne mosevand og blevet til yndig ung likør.

Slumpen Maal, gi’r slumpen Lykke

Sifka har spurgte efter en opskrift på Spanierindens Karryret, som var en del af min barndoms festmad i 60’erne.

Jeg har bladret min mors håndskrevne kogebog, påbegyndt da hun gik på Holbæk Husholdningsskole vinteren 1944-45, igennem. Gennem årene tilføjede hun en del opskrifter, men ikke denne.

Kogebogen bærer i øvrigt dette indlægs overskrift omhyggeligt printet på titelbladet.

I sandhed en artig ting at lære unge kvinder, på tærsklen til deres eget familieliv.

Mit gæt er at opskriften på Spanierindens Karryret stammer fra Søndags BT eller Alt for Damerne, som var de to ugeblade hun holdt.

Den har nok levet sit liv som udklip, nu borte.

Altså må jeg forlade mig på min erindring.

Det der står stærkest, var de små skåle med ting til at drysse over bunken af dejlige, hvide, løse ris og en skefuld gryderet.

Der blev altid stillet et cabaretfad på bordet med hakkede hårdkogte æg, hakkede æble, rosiner, hakkede syltede rødbeder og hakkede syltede agurker af en art, ved sgu ikke om cornichonen var nået til Taastrup i 60’erne.

Mit bud på gryderetten lyder således:

• Tern af flæskesmåkød
• Hakket løg
• Skiveskårne champignons

Svitset i smør – eller margerine var det nok den gang – derefter tilsat:

• Gul karry – ikke nogen fancy Madras-karry, men den man bruger til boller i karry
• Flåede tomater
• Paprika
• Salt
• Peber

Småsimret i en halv times tid til kødet var meget mørt

Jeg husker slet ikke retten som karrysmagende på nogen måde, jeg var nemlig ikke glad for gul karry som barn.

Denne ret var mild og rund i smagen, måske har den også fået et lille skvæt piskefløde, det var jo festmad.

Hvis jeg skal finde en passende sammenligne, så er det henne i nærheden af datidens lige så berømte mørbrad- eller jægergryde af svinemørbrad. Den med cocktailpølserne ;-)

Steak Diane

Retromad er sjovt at lege med en gang i mellem.

Fra min barndom husker jeg Spanierindens Karryret, som var en mellemting mellem ristaffel og karrygullash.

Min mor havde også en lang periode, hvor gæstemad altid var rejecocktail, culottesteg med Hasselbackkartofler og is surprise. (Det var dengang man kunne vinde seks flasker Blancs de Blancs i flere dameblade, hvis man havde et godt fif til at undgå at komme til at skære kartoflerne over, når du skulle have deres talrige riller i ryggen)

Den først af Karoline kogebøgerne er også altid god for en nostalgitur.

For eksempel til tunmousse og indbagt svinemørbrad for ikke at nævne flødeostekagen.

Lavede man alle tre retter til sine venner, var man en helt på min uddannelsesinstitution, hvor den ellers ofte stod på nøddepaté, porretærte eller pitabrød med forskelligt fyld.

I USA har jeg samlet denne ret op, som jeg faktisk har lavet et par gange til selskaber med stort held.

Dens oprindelse fortaber sig i en fjern fortid, hvor Escoffier lavede ting a la Diane, jagtens gudinde, men den endelige udformning er vist fra 50’erne, fra New Yorks celebre steak houses og altid tilberedt ved bordet, som peberbøf altid blev det på finere restauranter i Danmark i 70’erne.

Hvis man synes, det er sjovt at flambere, er det oplagt. Men den kan sagtens laves uden. Jeg ville servere Caesar Salad til – endnu en ret med en dunkel fortid.

Når jeg laver Steak Diane til mig selv, køber jeg en lille bøf af en art – filet eller noget i den stil. Og så gennemskærer jeg kødet på langs, så jeg får to tynde stykker kød.

Dem banker jeg fladere endnu med hånden eller en kagerulle, til de er en halv centimeter tykke hver. Det er nødvendigt, at det er et stykke godt, mørt kød, det skal kun stege i sammenlagt to et halvt minut.

Derudover skærer jeg fem champignons i tynde skiver og et forårsløg på samme vis. En klat smør på en pande og så skal svampe og løg riste.

Straks efter en klat smør på min gode støbejernspande, som aldrig har set sulfo eller, Gud forbyde, en opvaskemaskine, salt og peber på kødstykkerne og på panden når smørret er bruset af, men før det bliver brunt. Kødet får halvandet minut på den ene side og et minut på den anden.

Læg kødet på en varm tallerken – på panden smider jeg nu finthakket purløg, en teskefuld Coleman's sennepspulver og et bløp Worchestershire Sauce, som jeg hurtigt skraber ned i smørret, derefter hælder jeg 5 cl cognac på panden – og flamberer, hvis vejret er til udendørs madlavning – når flammerne er døet ud 1 dl fløde på og et minut senere er sovsen færdig.

Kødet dækkes med de ristede champignons og forårsløget og sovsen fordeles om og over kødet, som man lyster.

Som sagt passer en Caesar Salad perfekt til og en god jodholdig rødvin som Graves eller Pomerol.

Labskovs og grønne ærter

På vej fra job i dag fik jeg den besynderligste trang til skipperlabskovs.

Det er jo ikke ligefrem sommermad, men det er jo heller ikke ligefrem sommer.

Den blev lidt tillempet. Der var ingen af de billigere, og dermed langtidskogbare, oksekødsudskæringer at købe i det lokale supermarked, som lever af sommerhusejere og derfor mest gør i ting der kan grilles.

Men et par entrecoter leverede kødet, kartoflerne var jeg ude at grave op, og det er måske ikke det mest oplagte at koge en nyopgravet kartoffel i 45 minuttter ;)

Dejligt smagte det nu med hakkede rødbeder til og der havde også sneget sig en enkelt ung gulerod i, foruden løg og lidt bouillon.

Laurbærbladene blev hentet i krukken med friske køkkenurter og så småspiste jeg ellers stærke grønne ærter mens retten sammekogte.

Tunrejeguf

10 timers arbejde levnede ikke tid til meget andet end et stop forbi Stick'n'Sushi efter en runde Hells Kitchen Roll, som bare er den mest fantastiske blanding af fritteret reje, rå tun og stærk chili.

I morgen tager jeg samme tur.

Spagetti med kødboller

Inspireret af Sifkas og hendes polpetter fra forleden blev dagens menu til en klassiker.

Det vil sige, jeg gad ikke lave tomatsovs, så jeg nøjedes med tomattoast og vendte blot spagettien i olivenolie med chili og hvidløg.

Mine kødboller startede med en lækker fedtmamoreret ribeye steak som røg i Magimixen med halvtørt brød, mælk, æg, persille, hvidløg, parmesan, salt og peber og derefter hvilede sig lidt.

Og sådan kan man stjæle med arme og ben og få et fornuftigt måltid ud af det. Om snart vil jeg stjæle denne ikke mindst ærtesalsaen lyder fantastisk.