Hvordan fanden virker en hævert?

Mit hjem lugter som et natværtshus lige før lukketid. På mit køkkenbord står 12 liter smuk ravgylden øl aftappet på flasker.

Og sjældent har jeg moret mig så godt med et stykke basalt lortearbejde.

Først skulle alle flasker jo vaskes, desinficeres, skylles og skoldes.

Så skulle en sukkerblanding koges. Så øllet tappes fra min store gærspand ned i mine flasker og så skulle de alle sammen have et skud sukker fra min engangssprøjte, som jeg endelig fik vristet fra et apotek i går.

På det brygkurset på Fuglebjerggård, hvor jeg deltog meddelte Per Kølster, sådan en passant, at tapningen jo foregår med en hævert.

I min naivitet forestillede jeg mig, at en hævert er sådan et stykke gummi/plastikslange de onde altid bruger i billige film til lige at stjæle benzin fra en intetanende bedsteborgers tank.

Derfor var jeg resolut i Animals ’R Us eller hvad nu de der kæmpe kæledyresbutikker hedder, hvor jeg fandt et fint grønt stykke slange til noget akvarium-værk.

Den virkede bare ikke. Jeg kunne selvfølgelig sagtens suge en mundfuld op, men derefter løb øllet ingen steder.

Nu var gode råd dyre. Jeg tog chancen og tappede øllet gennem den lille hane i bunden af gærspand. Den kunne jeg af gode grunde kun steriliserer ude fra, den skal nemlig afmonteres inde fra for den store rengøring.

Der er altså en risiko for, at alt mit øl går krakkemut pga bakterier fra hanen. Og derudover skal jeg hilse at sige, at det er svært at lege laboratorium i et almindeligt køkken og holde en ubrudt hygiejnekæde.

Respekt for gårdhusmødrene, som lavede drikkeligt øl til folkeholdet uden at slå dem ihjel med grumme bakteriestammer.

Hvordan smager mit øl så? Foreløbigt fantastisk – lige som jeg kan lide det med den kraftige, bitre smag af humle, som er India Pale Ale’ens særpræg.

Om fem-seks uger skal der være fest med stegt kød og koldt hjemmebryg, hvis ikke alt er rådnet for mig. Juhu.

Frikadeller med jordbærsyltetøj

Min aftensmad var en visit i en anden bloggers barndom. Jeg forsøgte mig med Mariannes livret – tror jeg – eller i hvert fald måden, hvorpå hun synes frikadeller skal serveres.

Det var interessant, slet ikke dårligt – ganske i familie med den svenske tradition, hvor deres kötbullar serveres med syltetøj og danske favoritter som forloren hare og forloren mørbrad, hvor der også serveres sødt.

Men frikadeller med jordbærsyltetøj bliver aldrig min favorit. Og det hænger sammen med, at når jeg går i frikadellebarndommen, så kræver det: Rugbrød, kolde frikadeller og remolade.

Jeg har ganske enkelt ikke plads til to favoritmåder at spise frikadeller på.

Det skal dog siges, at min tallerken, som også rummede kogte nye kartofler, pandesovs, cole slaw og syltede agurker, satte en del flyvske tanker i gang.

Det er nok uden konkurrence den mest traditionelt danske aftensmad jeg har tilberedt i +25 år.

Indtil for en måned siden mente jeg mig jo helt ude af stand til at frembringe en spiselig frikadelle – thai krabbefrikadeller, græske oksefarsdeller, fiskefrikadeller you name it, men ikke den gode danske barndomsart.

Den lille forhindring er jeg nu ovre. Betyder det så, at jeg skal have mere traditionel mad? Tror det ikke – måske stegt flæsk og persillesovs, når sommeren går på hæld, bare en enkelt gang, tilberedt udendørs fordi stanken af stegt flæsk hænger i alt.

Men ellers tror jeg, jeg bliver ved mine semi-globaliserede løsninger – noget i karry, noget mexicansk, noget med stegte ris/nudler osv.

Og så det store fantastiske franske køkken, når jeg har lyst til at gøre mig umage.

(Håber ikke af et eller andet indfødsretsudvalg læser dette og fratager mig mit statsborgerskab)

Sandwichhunger

(Måtte skrive den overskrift, da det gik op for mig, at jeg aldrig har skrevet et ord med to h'er efter hinanden før)

Jeg har en veninde i USA, som sendte mig en mail i går og nævnte, at hun havde spist en pulled pork sandwich til frokost.

Det er min yndlingssandwich, men jo ikke sådan en man lige kan købe noget sted i nærheden.

Altså måtte jeg selv i gang. Det var ganske vist gråt vejr, da jeg kørte af sted for at handle og stadig gråt da jeg kom hjem og jeg er så den eneste i landet der ikke var klar over, at der var varslet voldsomt regnvejr.

Jeg fik blus på mine heat beads i grillstarteren og så kom vandet ellers. Og blev bare ved og ved samfulde to timer mit let marinerede stykke revelsben var i kuglegrill.


Marinaden var bare et improviseret miks af mynte, løvstikke, rosmarin og merian i olivenolie med hvidløg og chili. Stort set blot gnedet ind i kanterne, fordi der både er en ribbensside og en tynd svær på sådan et stykke. I USA er marinaden en videnskab i sig selv og pulled pork marinader sikkert omgæret med stor alvor.

Efter en time smed jeg en lille skålfuld vådt træflis på de hede kul. Ved ikke hvor jeg har den fra, men jeg har sådan en pose Jack Daniels Wood Chips.

Posen vil bilde mig ind, at der er tale om træflis fra de tønder Jack Daniels lagres i. Gætter på, at der nok er tale om høvlspåner med whiskyessens på.

Nå men efter to timer så revelsbenet lækkert ud og jeg var klar til at flå i kødet.

Med to gafler rev jeg kødet i stumper - det var så mørt, at det gik nemt og svinekød trevler jo altid, når det er godt stegt.

Derefter var det bare at tilsætte en lille sursød marinade kogt af lidt eddike, tomatpure, honning, cayenne, salt, peber og chilisovs. Og så var kødet klar.

Mens grillen havde været i gang bagte jeg en omgang boller til sandwichen. Sådan en blev smurt med lidt chilimajonæse, belagt med kødet og en smule cole slaw.

Efter små fire timers arbejde var frokosten klar.

Øllet blev min skæbne

I mit walk-in-closet står der en særlig spand.

Med 11,3 liter håndbryg.

Klokken kvart i ti i morges ringede Per Kølster fra Fuglebjerggård og fortalte mig, at der var udeblevet en kursist på hans kursus i ølbrygning, så hvis jeg skyndte mig...

Det gjorde jeg så.

Jeg gik dog glip af den allerførste del af bryggeprocessen. Min makker havde allerede knust malten og sat den store gryde med i alt otte kilo malt over i 21 liter 75 grader varmt vand til mæskning.

Det har været en fantastisk dag. Hr. Kølster er en medrivende fortæller og kan både sin gårds og hele landets landbrugsmæssige og ølmæssige historie.

Vi så hans maltloft, hans humlehave, hans bryggeri i det gamle hønsehus med pragtfulde, gigantiske, brune stentøjskrukker, som han havde købt for en slik fra en svensk essens-fabrik.

Der var total landidyl på gården – kattekillinger i en stor kurv og en ivrig yngstedatter, som forsøgte at afsætte dem til 200 kroner stykket – haven blomstrede og nyttehaven fik tænderne til at løbe i vand.

Vi fik selvfølgelig også mulighed for at småsmage nogle af hans bryg og kunne spise frokost på gårdspladsen, mens vores urt kogte.

Ikke overraskende var der 10 mænd og kun 2 kvinder på kurset: Den anden kvinde var der sammen med sin mand og det var ikke svært at se, hvem af de to, der havde interessen. Det havde han.

Sjovt egentligt, når nu det var landbokonerne der bryggede i gamle dag.

Men dengang var der næppe en nørdfaktor med sindrige beregninger af alkoholprocenter, målinger med Öchslemeter og religionskrige om gærtyper, humlearter og den rigtige maltkomposition.

Det var til gengæld forbløffende hårdt arbejde og jeg var taknemmelig for en tårnhøj og galant makker, som både kunne hælde vores mask i trillebøren og omhælde vores færdige bryg, da det blev delt i to spande for den videre proces, hjemme hos os selv.

Og jeg lover, at en gammel staldbygning med seks kraftige gasblus tændt og 30 liters kogekar i gang på hver hævede temperaturen en smule, så der blev svedt og bællet vand.

Dagen sluttede med en tur ned gennem haverne, ud forbi humlen til en flok stude, som begejstret åd mask og bærme.

Om to uger er mit bryg klar til at komme på flasker og få tilsat en smule sukker. Om seks uger sidder jeg i min have med min allerførste flaske kølig IPA – mit bryghus hedder selvfølgelig Asserbryg og jeg har god tid til at lave de helt rigtige etiketter.

Bagekraft

Tjullahop der er smæk for skillingerne i Fru Plums mel fra Fuglebjerggård.

Ovenstående er udbyttet af mindre end 700 gram mel - og to af kanelbullarne er på mystisk vis forsvundet.

De smagte i øvrigt fantastisk, og om lidt skal der steges frikadeller.

Mine to nye bedste venner

Det der skulle have været et hurtigt ærinde i formiddags, for at købe et par dejfade og måske en parasol, blev noget af en udflugt.

Men nu er fadene i hus og i det ene hæver dej til kanelbullar og i det andet bagelsdej.

Køleskabet gemmer på frikadellefars.

Fadene fandt jeg til sidst i Birkerød Pottemageri, men det involverede blandt andet et længere ophold i bymidten, mens jeg ventede på at pottemageren ringede tilbage, så vi kunne aftale et rendezvous og nu håber jeg ikke jeg fornærmer en af byens sønner eller døtre: Sikke et livløst og mærkeligt sted, Birkerød.

Til sammenligning virker Helsinge næsten munter ;)

Nå men det lykkedes og det store blå fad var friskt fra ovnen i går, mens det lidt mindre grønne var en hyldevarer. Sjovt sted og fine lerting, som mindede mig om min barndoms jordbærskåle og en lille skål til min fars sild.

Parasol blev det derimod ikke til.

Enten er de for store, eller for grimme, eller uden mulighed for knæk eller sygeligt dyre.

Til gengæld var et af mine kikkesteder en planteskole eller et havecenter som det hedder i Nordsjælland, så nu har jeg tallerkensmækkere, en grøn peber, frø til kattegræs og kanelbasilikum og en 10 liters urtepotte til min sidste chili. Dens søskende, som har været i plantesæk de seneste to uger, er vokset den langt over kronbladene. Nu ser vi om den kan indhente dem i potten.

Og så tror jeg, jeg vil forsøge mig med noget rigtigt driveri – fra sådan en bakke chilimix vil jeg så kernerne og besværge chiliguden stå mig bi med helt fra grunden fremdrevne planter.

Mon ikke havebruget har en helgen, som jeg kan ophænge i drivhuset til hjælp?