søndag den 23. oktober 2011

Drinks med kirsebærvin fra Frederiksdal Gods



Nogle opgaver er sjovere end andre. Dagens blæste næsten toppen af sjov-o-meteret: At teste en række drinks, hvor kirsebærvin fra Frederiksdal Gods indgår og komme med forslag til navne til dem.

Så det var frem med voksdugen - cocktailamatøren sviner nemlig en del - og så i gang.

Jeg har fået instrukser til ni forskellige drinks - og kirsebærvin i passende mængde dertil fra Frederiksdalfolkene - men tænkte, at alle ni på en gang ville være for overvældende, så i dag testede jeg fem drinks.

Det var ikke så svært at vælge de fem. Mit barskab - og årstiden - diskvalificerede straks to drinks: Jeg har hverken Pernod, jordbær eller vanilieis.

Derudover fravalgte jeg en varm grog-type, fordi solen skinnede, mens en kirr-agtig drink røg, fordi det alligevel kun var en 11-12 grader ude.

Tilbage var fem drinks, som man med lidt god vilje kan typebestemme som tre sours, en mojito og en Americano.

Jeg havde brug for tre forskellige spiritustyper: Vodka, gin og rom og så lidt sodavand og vermouth.



Lad os starte med de tre, der stort set passer ind i kategorien sour. De har jo netop ikke navne endnu, så jeg vil betegne dem med tal:

(Linkene på drinksnavnene fører til min cocktailblog)
Drink nr. 2
  • 4 cl kirsebærvin
  • 2 cl lys rom
  • cola
Drink nr. 3
  • 4 cl kirsebærvin
  • 2 cl Vodka
  • sprite
Drink nr. 4
  • 4 cl kirsebærvin
  • 1 cl gin
  • sprite
De skal alle tre shakes eller røres med is og serveres i et højt glas. Hvis man shaker - og det er jo sjovest - så skal sodavanden først tilsættes når, drinken er hældt op.

På forhånd var jeg lidt valen over for Sprite i cocktails - cola er en anden sag, hvorfor vender jeg tilbage til om lidt.

Men Sprite er altså gennem unaturlig, hvorfor forurene den fornemme kirsebærvin og den gode sprut med den slags? Desuden er det ret simpelt at skabe den samme effekt selv:

Enten ved at koge en simpel sirup af lige dele sukker og vand tilsat lidt citron- og lidt limesaft evt. med revet skal af begge citrusfrugter kogt med - og så tilsætte dansk vand til sidst.

Eller ved at mikse lidt citron- og limesaft med flormelis (den sukkertype, der hurtigst kan røres ud i en væske) og tilsidst tilsat dansk vand.

Jeg miksede drink nr. 4 både med Sprite og min egen blanding af citrus, flormelis og danskvand.

Den sidste version var en klar vinder, men begge absolut gode blandinger, hvor ginens enebær klædte kirsebærrene.

Drink nr. 3 lavede jeg kun med mine egen Sprite-blanding. Og så fordi jeg kun havde vanilievodka - Absolut Vanilie - brugte jeg Frederiksdal Sur Lie - som har en kraftig, dyb kirsebærsmag.

Det blev et lykkeligt ægteskab og selv om, jeg aldrig bliver den store vodkadrikker, så kunne den sagtens komme på mit cocktailrepertoire.

Drink nr. 2 blev også mikset på Sur Lie og den rom jeg brugte, var Goslings Black Seal - altså ikke en lys, men en meget mørk rom, der smager kraftigt af brændt puddersukker. Her er der efter min mening ikke noget alternativ til cola.

Dels er rom og cola jo en ubrydelig alliance - og ingen har til dato anvist en bare hæderlig opskrift på hjemmelavet cola - dels klæder kirsebærvin og cola hinanden forbløffende godt. Så da de tre mødtes - gik de op i en højere enhed.

Til min egen forbløffelse, så er denne sidste - rom, kirsebærvin og cola, min favorit af de tre. Det er noget af en kamel at sluge, for en der elsker gin.

Og drink nr. 2 fungerer meget bedre end den anden drink, der også indeholdt rom, nemlig drink nr. 6, som er i familie med en mojito.

Drink nr. 6
  • 6 cl kirsebærvin
  • 1 cl lys rom
  • 1,5 tsk rørsukker
  • 6 blade mynte
  • danskvand
Rørsukker og mynte kvases i bunden af et højtglas med en muddler eller håndtaget til en grydeske. Derefter tilsættes isterninger, rom og krisebærvin og drinken røres kold (brug lang tynd ske, eller grillspyd og rør i en 30 sekunder, til der dannes kondens på ydersiden af glasset). Til sidst toppes drinken op med danskvand.

For mig var denne drink lidt en julestue i munden. Sukker, krisebær og rom blev til en for julekvalm blanding til mine smagsløg. Indrømme jeg brugte en efterårssvækket mynte - og den kunne nok have nedtonet julelysene, hvis der havde været mere power på den.

Det er klart en læskende drink til en sommeraften i haven - og lidt limestykker kværnet ud sammen med sukker og mynte, vil kunne gøre den mere frisk. For flot er den og helt sikkert en crowd pleaser.

Den sidste drink jeg miksede i denne omgang er nærmest i familie med en Americano, som er en klassisk italiensk appetitvækker.

Drink nr. 8
  • 9 cl kirsebærvin
  • 2 cl vermouth
Shakes med is og sis i et cocktailglas.

Denne drink overraskede mig måske mest af alle. Jeg brugte en fransk næsten-vermouth - Lillet Blanc - som har lidt syrlighed fra citrus og bitterhed fra lidt kinin - kendt fra tonic vand - og den spillede perfekt bold med kirsebærvinen. Den var fin som en lille cocktail, men den kunne sagtens gøres til en rigtig sommerfavorit med danskvand. Et skønt miks.

Hvis man er nået helt herned, så har man måske også ork til at se en lille video om testmiksningen:

Drinks med Frederiksdal Kirsebærvin from Madmenneske on Vimeo.

10 kommentarer:

  1. SKÅL! Hvad skete der med bumseblandingen efterfølgende?

    SvarSlet
  2. Den røg lige i vasken - der var jo ikke en svensker i nærheden ;)

    SvarSlet
  3. Fantastisk film Andrea :) og skål.

    SvarSlet
  4. Tak Anne - en dag må jeg mikse nogle cocktails til årgangssildene.

    SvarSlet
  5. Hvad med navne? :-)

    SvarSlet
  6. Velkommen anonym - navnene kommer om lidt i et separat indlæg. Ellers følg de links, jeg lige har lagt på, hver af drinksene til min cocktailblog, for jeg har forslag til nogle af dem.

    SvarSlet
  7. Det der med svenskeren lader jeg langsomt passere!

    SvarSlet
  8. Jeg stemmer bestemt for drinks til årgangssildene ;) og for drink nr. 2 (Cherry-coke?) eller bliver Coca Cola så sure...?

    SvarSlet
  9. Jeg tror vi nærmer os en konsensus om at sildene skal i cocktailsprit en dag. Måske kan vi nå det før jul, eller måske vente til Therese ikke ammer mere?

    SvarSlet
  10. Det tror jeg Therese ville sætte pris på :D

    SvarSlet