søndag den 27. april 2014

Popcorn-lagkagen fra mælkebaren


Et af højdepunkterne under barndommens ferie til min mormor i Sønderjylland var turen over grænsen. Ikke ret langt over grænse bare ned til den lille søvnige by Aventoft, der dengang som nu alene består af supermarkeder, der sælger varer til danskere, en enkelt kro, en tankstation og så landevejen sydpå, som ingen nogensinde har været længere ude af end et par kilometer.

Et år havde min bror, jeg, min fætter og min kusine plattet vores fædre - svogrene, som helst ville sidde inde på kroen - til at købe popcorn til os. Ikke noget vi fik ret ofte i 60'erne.

Jeg gætter på, at det har været alle pengene værd at se de fire skuffede barneansigter, da den første håndfuld blev proppet i gabet og det en efter en gik op for os, at det var karamelliserede popcorn. Føj, hvor vi spyttede ud og hold op hvor alle andre grinede.

Denne lille anekdote for at beskrive, hvor helt utroligt usandsynligt det på forhånd kunne synes, at jeg nogensinde ville rode mig ud i noget med sukker og popcorn. Men lige siden jeg forleden så denne artikel om Christina Tosis Popcorn Cake  fra Momofuko Milk Bar har den rumsteret i mine smagsløg.

Der var noget ved tanken om mælk, popcorn og karamel, der gjorde mig lækkersulten.

Nu er artiklen jo ikke en opskrift, men nærmere en analyse af kagen og jeg har hellere ikke kunne finde en opskrift andre steder. Til gengæld ligger der nogle Milk Bar-opskrifter på siden her, hvor jeg i hvert fald fik et indput til hvordan jeg kunne lave popcorn crumble.

Lad mig sige det straks - dette projekt tager tid. Og jeg har ikke tænkt mig at gennemgå alle detaljer, men blot i store træk beskrive, hvordan jeg har lavet min popcorn-lagkage, som befinder sig en hel del fra originalen. Og som derudover er ganske lille 14 cm i diameter og 7 centimeter høj.

Allerede ved allerførste arbejdsgang løb jeg ind i problemer - jeg havde poppet en stor grydefuld popcorn i aftes - økokorn fra Urtekram i neutral olie - popcornene blev selvfølgelig ikke saltet og kølede bare af i gryden natten over.

Nu skulle en stor del af dem laves til en slags popcorn-mel og jeg smed 4/5 i min magimix, men den kunne slet ikke stille noget op. De mange omdrejninger betød, at de ultralette popcorn gik i kredsløb højt oppe i skålen og aldrig kom i nærheden af kniven. Pulse-funktionen bragte ikke popperne tættere på kniven.

Så hældte jeg dem over i min blender i stedet og det gik faktisk en del bedre, men jeg fik aldrig lavet et fint mel. Det er jeg faktisk glad for, det er ok, at der er lidt struktur i både bundene og i buddingen.

Der er ingen vejledning i, hvorledes bundene er bagt i originalkagen, men hvis man kigger på Momufuko Milk Bars opskriftside fx under Birthday Cake, så kunne man godt bruge det forlæg med fx halvdelen af kagemelet erstattet af popcornmel. Jeg synes dog at det lyder meget omstændeligt for en lagkagebund og valgte verdens simpleste metode: 2 æg rørt hvide med 100 sukker og derefter i blandet 50 gram mel og 50 gram popcornmel og et lille knips bagepulver. Det var nok til tre bunde i den størrelse, jeg valgte at bage i, men er ellers lige til at gange op. Bundene fik 7 minutter ved 220 graders konventionel varme.

Dernæst gik jeg i gang med popcorn crumble, hvor jeg halverede opskriften på crumble til Birthday Cake og anvendte halvt mel og halv popcornmel.

Hvad angik det der betegnes som popcorn pudding i teksten og på billederne i den originale opskrift var jeg lidt på herrens mark. Pudding - er det budding eller nærmere kagecreme. Jeg blev enig med mig selv om, at det måtte være budding og tog udgangspunkt i denne opskrift - igen med halvdelen af melet erstattet med popcorn mel og uden majskerner.

Det blev en meget fast budding - lad mig bare være ærlig. Måske vil jeg gå så langt som til at snyde, hvis jeg nogensinde skal lave denne opskrift igen og bruge et buddingpulver og så bare koge hele popcorn med og si dem fra til sidst. Eller eventuelt overveje at lave en slags popcorns mousse.

Til saltkaramelsaucen brugte jeg en opskrift, som jeg allerede ikke kan huske, hvorfra jeg oprindeligt har, men den indgår i denne dessert. Og jeg karamelliserede en håndfuld popcorn til pynt i den sidste rest karamel i gryde, da resten var sat på køl i en skål.

Og endelig havde jeg også smidt cirka 10 små popcorn i en deciliter mælk til at dryppe på bundene, under samlingen af kagen.

Og så var det ellers bare at vente på at alt blev køligt - og lige bikse en hurtig rabarberkompot sammen, for jordbær er jo ikke i sæson.

Konstruktionen er interessant - der var ikke de store problemer i, at får kagen lige selv om jeg ikke har sådan et ark plastik, der kan stive af og holde igen. Årsagen var selvfølgelig, at både budding og karamelsovs var ganske tyktflydende.

Og når nu jeg vidste, at Christina Tosi kan lide krymmel fra hendes opskrift på Birthday Cake, så kunne jeg da ikke lade være lige at trække en tynd rand yderst på toppen af kagen under de karamelliserede popcorn.

Den endelige dom? Jeg er glad for, at jeg gjorde forsøget, men jeg er ikke helt sikker på, at den smag det lykkedes mig at få frem, helt står mål med indsatsen. Jeg synes dog at det er en flot kage - og vil vildt gerne smage nogle af Tosis kager fra mesterens egen hånd.

2 kommentarer:

  1. Sikke et sjovt eksperiment. Ville man ikke kunne bruge majsmel i stedet for blendede popcorn? Det er vel et eller andet sted det samme, men åske ikke i denne sammenhæng? Jeg har i øvrigt god erfaring med at bruge en minihakker til findeling af "hoppende" ingredienser.

    SvarSlet
  2. Man ville helt sikkert kunne bage denne kage med majsmel, men jeg tror resultatet ville blive en del anderledes. Når jeg tænker på corn bread, så har det en mere "rå" majs smag end denne kage. Men den ville blive flot med et mere gulligt skær, tror jeg.

    Og tak for tippet med minihakkeren.

    SvarSlet