søndag den 27. oktober 2013

Maritza, Maritza - Hawaii

Jeg har en svaghed for gelefyldt chokolade. En overgang var jeg helt ekset med Carlettis Hawaii-ringe, men de er udgået og nu må jeg nøjes med Maritza-stænger.

Jeg er faktisk, så ekset med Hawaii-ringe, at jeg har lavet en cocktail med inspiration fra smagssammen- sætningen ananas og chokolade. En af mine mere vellykkede cocktails, hvis jeg selv skal sige det.

Ved en pludselig indflydelse faldt det mig ind i går, at jeg både havde ananassaft - ren, usødet - og frisk, hjemmelavet hindbærsaft af egne bær, foruden en plade hæderlig chokolade og noget gelatinepulver, fra min korte karriere med sprut-gele.

Alt det kunne jo mikses sammen til hjemmelavede Hawaii-ringe og Maritza-stænger.

Og jeg ved godt, at jeg kan købe ananasskiver overtrukket med chokolade i gammeldags chokoladeforretninger, men det har altid været en alt for kraftig smag i min mund. Gele skal det være.

Projektet er ikke spor kompliceret. Jeg dryssede den gelatinepulver ud over frugtsaften, som jeg havde hældt op i en kasserolle - på pulverdåsen var angivet et blandingsforhold, der betød, at jeg skulle bruge 20 gram pulver til 2,5 dl saft.

Jeg lod saften stå i en 5-10 minutter, før jeg jeg tændte for komfuret og begyndte at røre rundt. Jeg startede med lidt forsigtig varmen, men det var egentlig ikke svært at styre og begge blandinger var klar i løbet af en 8-10 minutter. Og nej, jeg lavede dem ikke samtidigt, men fortløbende.

Jeg hældte den gelerede saft op i et par plastikdunder af forskellig størrelse - jeg ville gerne have større tykkelse på hindbærgeleen end på den af ananas.

Efter omkring 1 time i køleskabet var geleen klar til at blive skåret og standset ud og så gik jeg i gang med chokoladen. Jeg er ikke en ørn til at temperere chokolade, som det fremgår af nederste billede, men i teorien forgår det således.

Og resultatet? Blev rigtig udmærket - dog har de ikke lang holdbarhed. Geleen bløder igennem chokoladen allerede nu, dagen derpå. Men et fint lille projekt til en bid chokolade til kaffen.