Og jeg skriver omhyggeligt overnattet, for jeg er ret sikker på, at jeg ikke sov nogle af gangene, men alene hvilede mig i umagelige stillinger på den hårde jord og/eller den hårde madras i autocamperen.
Alligevel har jeg været vanvittigt fascineret af campingudstyr lige siden min far købte et smart rød og sort nistret klapbord, hvor der lå fire klapstole inde i som en seriøs komfortopgradering af vores søndagsbilture, hvor vi altid medbragte frokosten i en kasse som den skotskternede yderst til højre, vores bar bare rød.
Jeg er faktisk så fascineret, at jeg jævnligt tjekker forbi Spejder Sports hjemmeside bare for at se, hvad man nu har fundet på. Sporken har altid imponeret mig med sit kække udseende og sine tre i en egenskaber.
Nu ved jeg, at den også er elendig at spise med, selv når det drejer sig om virkelig simpel mad.
For i et anfald af overmod skrev jeg forleden efter en Kelly Kettle - et mageløst kogeapparat, der omsætter visne blade, småkviste og tørre grenstumper til kogende vand og dermed kaffe i det fri.
Samtidig skulle der være restvarme nok i forbrændingskammeret til stegning af en lille pølse eller opvarmning af en færdigret, så grydesættet røg med i købet.
I går stod begge dele og ventede på mig, da jeg kom hjem fra en længere udflugt, for det der Modtagerflex funker bare, når man har et sikkert sted til sine pakker.
Noget sagde mig, at det ville være en god ide, at teste kogekedlen i haven inden jeg fortabte mig i vildmarkslivet ved Arresø eller deromkring.
Så dagens udfordring var at koge vand til et krus stempelkaffe, at stege to små pølser, to cherry tomater, stege et æg og få gjort et godt stykke brød lidt lækkert.
47 minutter senere var opgaven løst - det vil sige, da kaffen var færdig var der blot gået 10 minutter og her taler vi altså friluftskværnet, men derefter kneb det gevaldigt med resten af måltidet og pølser og tomater blev spist længe inden ægget var så meget som størknet i den lille pande og mens brødet stadig var uforarbejdet.
For trods gode forsyning af tørt græs, småkviste og andet - skulle man syntes - brændbart, så fik jeg på en eller anden måde ikke vedligeholdt ilden efter at den endelig fik fat (da jeg byttede det svenske ildstål ud med en tændstik, for det er muligt, at der springer en flere tusinde grader varm gnist, men den sprang ikke rigtig nogle brandbare steder hen).
Og der skal altså en pæn bunke visne vinkviste til at stege selv små brunchpølser og branke brødet bare en smule.
Tror jeg må øve lidt mere - og huske almindeligt bestik - før jeg drager ud i det blå.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar