torsdag den 4. april 2013

Håndmad


At spise på farten har vist aldrig været et stort behov her i landet. Ikke megen af vores mad egner sig til det. I USA derimod findes der masser af transportabel mad og det fascinerer mig ganske betragteligt - måske fordi jeg faktisk hverken kan spise eller drikke mens jeg går.

Jeg er hende, der standser op for at tage en bid af et æble eller en slurk af min kaffe.

Forleden kastede jeg mig ud i at se en serie på Netflix med den manende titel: Best Food Ever.

Det er John Goodman der speaker og ham kan jeg godt lide at lytte til, derudover er der masser af overvældende mad at se på - skræmmende store omeletter lavet af 14 æg til en person og morgenmadsretter, der indeholder lige så meget sukker, som jeg putter i en gennemsnitlig kage - men Noma og europæiske restauranter var sjovt nok ikke med.

Men pludselig blev jeg draget af et kræmmerhus fyldt med mango cole slaw, kyllingestykker paneret i mandler, cornflakes og sesam og pyntet med røget chilimayo fra en grillbar i Austin, Texas.

Det så godt ud - og hver svært kan det være? Ikke ret svært, når man kan finde flere bud på opskriften på nettet blandt andre denne, som jeg har skelet en hel del til.

Cole slawen består helt traditionelt af revet gulerod, revet æble og så fintsnittet kål - jeg har brugt spidskål fordi det er min favorit og jeg ikke kan finde noget at bruge et kæmpe hvidkål til. Det er dressingen, der gør den fabelagtige forskel - og det er en slaw der kan bruges til meget andet.

Jeg skrællede en mango og skar den i mindre stykker - den var ikke super moden, men heller ikke hård som en mursten. Samtidig hakkede jeg et rødløg og et par hvidløg og snittede en moderat stærk chili. Alt røg i en gryde med lidt sukker, salt, peber og hvid lager eddike. Bare lige nok eddike til at retten kan småsimre i en 10 minutters tid til alt er blevet til splat.

Efter en hurtig afkøling blev hele herligheden blendet til en skøn, orange mos, der smager sødt, surt og stærkt på en gang - selvfølgelig med mango som en tydelig smag.

Et par gode skefulde af denne mos blev blandet med lige dele mayonnaise og ymer og så blev dressingen smagt til med limesaft, salt, peber og finthakket koriander. Til sidst mødtes hakkede gulerødder, æble og snittet kål dressingen og så var cole slawen på plads. Det er dog bedst, hvis den kan trække lidt inden den skal bruges.

Chilimayoen lavede jeg af nogle stykker røget chipotles chilier, som man kan købe på dåse, de blev hakket og blandet med mayo.  Chilierne kan holde sig forever, så det er en ok investering og de er også gode i fx chili con carne, 

Til kyllingens panering hakkede jeg 2 dl cornflakes, en dl mandler, en halv deciliter sesamfrø og en god skefuld tørrede chiliflager.

Så skal jeg et kyllingebryst igennem på langs og derefter i sådan mundrette stykker, så der var 10 i alt. De blev først vendt i mel, så i sammenpisket æg og så i cornflakespaneringen.

En bredmundet gryde var i mellemtiden blev sat over med en 10 centimeters rapsolie i bunden. Da den var hed nok til at kunne friterer et stykke koriander kom de første kyllingestykker i. Jeg stegte dem af 3 omgange, de fik cirka 4 minutter på hver side til paneringen var brun og sprød.

Tilbage stod bare at varme en tortilla - jeg brugte en af de mindre størrelser. På forhånd havde jeg lavet sådan et kræmmerhus af et stykke bagepapir for at kunne holde styr på sagerne og så var det bare at proppe tortillaen i kræmmerhuset, øse et par skefulde cole slaw i bunden, lægge et par kyllingestykker over, pynte med lidt tomat, mild frisk chili og den røgede chilimayo.

Nøj, hvor smagte det godt - og den slags håndmad kan jeg faktisk styre.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar