søndag den 27. oktober 2013

Maritza, Maritza - Hawaii

Jeg har en svaghed for gelefyldt chokolade. En overgang var jeg helt ekset med Carlettis Hawaii-ringe, men de er udgået og nu må jeg nøjes med Maritza-stænger.

Jeg er faktisk, så ekset med Hawaii-ringe, at jeg har lavet en cocktail med inspiration fra smagssammen- sætningen ananas og chokolade. En af mine mere vellykkede cocktails, hvis jeg selv skal sige det.

Ved en pludselig indflydelse faldt det mig ind i går, at jeg både havde ananassaft - ren, usødet - og frisk, hjemmelavet hindbærsaft af egne bær, foruden en plade hæderlig chokolade og noget gelatinepulver, fra min korte karriere med sprut-gele.

Alt det kunne jo mikses sammen til hjemmelavede Hawaii-ringe og Maritza-stænger.

Og jeg ved godt, at jeg kan købe ananasskiver overtrukket med chokolade i gammeldags chokoladeforretninger, men det har altid været en alt for kraftig smag i min mund. Gele skal det være.

Projektet er ikke spor kompliceret. Jeg dryssede den gelatinepulver ud over frugtsaften, som jeg havde hældt op i en kasserolle - på pulverdåsen var angivet et blandingsforhold, der betød, at jeg skulle bruge 20 gram pulver til 2,5 dl saft.

Jeg lod saften stå i en 5-10 minutter, før jeg jeg tændte for komfuret og begyndte at røre rundt. Jeg startede med lidt forsigtig varmen, men det var egentlig ikke svært at styre og begge blandinger var klar i løbet af en 8-10 minutter. Og nej, jeg lavede dem ikke samtidigt, men fortløbende.

Jeg hældte den gelerede saft op i et par plastikdunder af forskellig størrelse - jeg ville gerne have større tykkelse på hindbærgeleen end på den af ananas.

Efter omkring 1 time i køleskabet var geleen klar til at blive skåret og standset ud og så gik jeg i gang med chokoladen. Jeg er ikke en ørn til at temperere chokolade, som det fremgår af nederste billede, men i teorien forgår det således.

Og resultatet? Blev rigtig udmærket - dog har de ikke lang holdbarhed. Geleen bløder igennem chokoladen allerede nu, dagen derpå. Men et fint lille projekt til en bid chokolade til kaffen.


tirsdag den 25. juni 2013

Kirsebærmåne med lakridspibe

Man kunne også kalde denne kage - den halvgamle ungkarls favorit: Måne og pibe.

Den er lavet i anledning af en kampagne, der kører i øjeblikket til fordel for landets hospitalsklovne.

Jeg er grundangst for klovne, men som kloge Sifka siger, det er jo et godt formål og hvis bare en eneste syg unge har glæde af sådan et besøg, så er det værd at støtte.

Kagen er bagt i en ganske lille springform - af det der svarer til den halve portion dej til en almindelig springform.

Først lavede jeg en hurtig kirsebærkompot af omkring 15 udstenede bær, lidt vand, citronsaft og et par spiseskefulde sukker. Kompotten kogte i omkring 7 minutter og blev derefter siet, så saften både kunne bruges til glasur og kage.

Derefter rørte min køkkenmaskine 75 gram blødt smør skummende med 75 gram sukker og 75 gram revet marcipan og de let afkølede kompotterede kirsebær. Så tilsatte jeg to æg pø om pø og til sidst omkring 110 gram mel tilsat en halv teskefuld bagepulver.

Mængden af mel afhænger af, hvor meget saft der hænger ved kirsebærrene og hvor store æggene er.

Kagen blev bagt i 35 minutter - man skal nok regne med tættere på 45, hvis man laver normal portion ved 190 grader.

Efter afkøling rørte jeg en sej glasur af den tiloversblevne kirsebærsaft og flormelis. Man kunne sagtens give den lidt flødeost, hvis det skulle være. To lakridspiber blev derefter presset ned i glasuren.

Måske gider du ikke deltage i Facebook-kampagner, men så kan du i stedet kigge efter kasser med påtryk Gi' piben en anden lyd! De finde blandt andet på cafeer, værtshuse og cocktail barer og her kan du købe en pibe og hjælpe hospitalsklovnene ad den vej.

Ingredienser:
  • 75 gram blødt smør
  • 75 gram sukker
  • 75 gram revet marcipan
  • 2 æg
  • 110 gram mel - måske lidt mere eller mindre
  • 1/2 teskefuld bagepulver
  • 15 kirsebær
  • 2 spsk sukker
  • saft af kvart citron
  • flormelis
  • 2 lakridspiber

fredag den 7. juni 2013

Cronut - Asserboversionen

Der bor en bager i New York, som lige nu rider på en bølge af succes ikke set siden cupcakes red gennem byen - eller ramt af lige så meget madhad.

Foran hans bageri  på Spring Street  i Soho snegler der sig hver morgen en kø rundt gadehjørnet. En kø der allerede starter ved seks-tiden og som bager Dominique Ansel er så flink at beværte med kaffe i de to timer der går, før dørene åbnes og dagsrationen på 200 cronuts, bliver flået ned af hylderne.

Hver kunde må kun købe tre cronuts, som koster 5 dollar hver. Det har fået et entreprenant undergrundsmarked til at blomstre op, hvor folk videresælger de dyrebarer varer for op til 30 dollar - pr. stk.

Ansel er upåvirket - han har dog været fiffig nok til at indregistrere navnet cronut som varemærke - men det lader ikke til, at hver en flække skal have sig et cronut bageri lige om lidt. Faktisk anbefaler bagermesteren selv et andet af sine produkter - en DKA.

Og hvad er den så for en fisk, den cronut? En donut lavet af croissant dej, med fire bløb cremefyld, rullet i sukker og dekoreret med glasur. Altsammen forklaret af mesteren selv lige her.

Men når man nu befinder sig så langt væk fra bageriet, at Google Maps ikke orker at regne en kørevejledning ud, så må man jo selv i gang.

Så dagens projekt var hjemmelavede cronuts og så også lige et par croissanter oven i hatten, når nu det er den samme dej.

Lad mig sige det med det sammen, det er et projekt, der tager lidt tid, men det er ikke vanskeligt og belønningen venter i den anden ende.

Grunden til, at det ikke er vanskeligt, er at Max på sit fornemme site Kvalimad stille og roligt guider nybegynderen gennem croissantdejens mysterier - og har man mod på mere fx hjemmelavet wienerbrød eller tarteletter, så kan han også hjælpe der, fordi han simpelthen har systematiseret sådan noget lagdelt dej med smør i - lamineret dej. Det er fabelagtigt - og jeg skylder ham en cronut.

Hvis man vil gøre det rigtig nemt for sig selv, så ser man lige videoen på Max' hjemmeside først og så er det bare at gå i gang. Det lykkedes mig at klare to foldninger i første omgang, så ventede jeg en halv time og lavede sidste foldning og delte derefter dejen i to. Den ene halvdel blev puttede i fryseren, ellers ville jeg skulle leve af cronuts og croissanter de næste mange dage og det går ikke, begge typer bagværk smager bedst helt friske.

Slagplanen for sidste del af projektet var at udstikke cronutsene - stille dem på køl - forme croissanterne - stille dem til hævning - få fut i olien - dybstege cronutsene - bage croissanterne.

Det fungerede også meget godt, men kun fordi jeg undervejs i den allerførste hævning af dejen, før der kom smør i den, fik kogt en kagecreme.

Og for nu at tilføre cronutsene lidt af Asserbo valgte jeg rabarberlemonade som smag til både creme og glasur. Mest fordi jeg havde lemonade og kompot i forvejen. I New York skifter smagen hver måned lader det til.

Jeg bruger verden simpleste opskrift til lemonade: 1 cup citronsaft, 2 cupper vand, mellem 1/2 og 3/4 cup ahornsirup rystet sammen i en flaske. Jeg smager mig frem, citroners surhed svinger fra årstid til årstid og sort til sort, men lemonaden er perfekt som læskedrik, sammen med bourbon eller med lidt olie som sommersalatdressing.

Kompotten var helt old school: Rabarber, sukker og lidt vand kogt i 5 minutter. 

Creme lavede jeg af 1 æg, en spiseskefuld sukker, 1/2 del lemonade, 1spiseskefuld mel rørt godt sammen og derefter tilsat 11/2 del mælk og varmet op til kogepunktet under konstant omrøring. Da den var kølet af blandede jeg den sammen med en skefuld rabarberkompot.

Jeg ville egentlig have haft mere knald på rabarberne, men undervejs opdagede jeg, at jeg ikke har en sprøjtepose og derfor ikke kunne anvende min bismarcktylle  til at sprøjte cremen ind i cronutsene med. I stedet måtte jeg bruge injektionssprøjten fra dette projekt, som går i baglås ved den mindste uregelmæssighed i cremen og rabarber er nu engang noget smat.

Den første virkelig store hurdle opstod, da jeg gik i gang med at udstikke cronutsene. I modsætning til al anden dej, som bare kan samles og udrulles igen, så går det ikke med lagdelt dej. Lagene kommer i uorden. Til overflod var jeg startet med at udstikke i så lille et stykke, at der kun var plads til to og så måtte jeg trykke den overskydne dej sammen til yderligere to, men de to sidste endte med at være i total uorden og det afsløredes nådesløst i olien.

Det er med andre ord vigtigt at rulle dejen ud, så flest muligt donuts kan stikkes ud i første omgang. Dejen skal være noget tykkere end til croissants.

Friturestegningen foregik i en emaljeret gryde, 1 liter rapsolie opvarmet til 170 grader og så 11/2-2 minutter på hver side.

Dejen svulmer lynhurtigt op og især hullerne fra de sidste to cronuts blev nærmest til skruer pga uorden i lagene. Men de smagte nu ligegodt for det.

Samtidig med at jeg friterede bredte der sig den liflige duft af smør fra ovnen, hvor croissanterne bagte lystigt.

Begge typer bagværk blev færdige samtidig fordi jeg var meget påpasselig med at få olien op på 170 grader i mellem hver runde cronuts og huller.

Og hold da op, hvor smager begge dele godt. Croissanterne er simpelthen noget af det bedste jeg har smagt længe, sprøde uden på, bløde inden i og med en perfekt balance i smagen. Godt jeg har mere dej i fryseren.

Cronutsene blev så gjort færdige med kagecremen og glasuren efter en kort afkøling. I skyndingen glemte jeg at rulle dem i sukker som originalen er det, men jeg savner det nu ikke.

Alt i alt et super underholdende projekt med et meget tilfredsstillende resultat. Det er faktisk også bemærkelsesværdigt, hvor stor forskel i smagen der er på den bagte og den friturestegte dej.

Et eller andet sted i alt, hvad jeg har læst og hørt om Dominique Ansels opfindelse gemmer der sig en lille detalje, som afslørede sig i mit projekt.

Han arbejdede sig gennem 20 forskellige versioner af dejen før han var tilfreds. Mit gæt er, at den dej han bruger indeholder noget mindre smør, end den jeg anvendte. Max kalder den en 30 procents dej - fordi smørret vejer en tredjedel af brøddejen.

Så hvis jeg laver cronuts igen, så vil jeg lave to ændringer. Jeg vil nøjes med to foldninger af dejen og jeg vil nøjes med 20 procent smør i forhold til brøddej.

Kommer jeg en dag forbi New York kan det da godt være, at jeg gider stå i kø i Spring Street for jeg har altid haft en svaghed for friturestegt dej.

torsdag den 30. maj 2013

Friluftskogning og -brasning

Jeg har siger og skriver overnattet under campingnøse forhold tre gange - i telt på henholdsvis Kullen og i Mount Rainiers basecamp og en gang i en autocamper på Orcas Island.

Og jeg skriver omhyggeligt overnattet, for jeg er ret sikker på, at jeg ikke sov nogle af gangene, men alene hvilede mig i umagelige stillinger på den hårde jord og/eller den hårde madras i autocamperen.

Alligevel har jeg været vanvittigt fascineret af campingudstyr lige siden min far købte et smart rød og sort nistret klapbord, hvor der lå fire klapstole inde i som en seriøs komfortopgradering af vores søndagsbilture, hvor vi altid medbragte frokosten i en kasse som den skotskternede yderst til højre, vores bar bare rød.

Jeg er faktisk så fascineret, at jeg jævnligt tjekker forbi Spejder Sports hjemmeside bare for at se, hvad man nu har fundet på. Sporken har altid imponeret mig med sit kække udseende og sine tre i en egenskaber.

Nu ved jeg, at den også er elendig at spise med, selv når det drejer sig om virkelig simpel mad.

For i et anfald af overmod skrev jeg forleden efter en Kelly Kettle - et mageløst kogeapparat, der omsætter visne blade, småkviste og tørre grenstumper til kogende vand og dermed kaffe i det fri.

Samtidig skulle der være restvarme nok i forbrændingskammeret til stegning af en lille pølse eller opvarmning af en færdigret, så grydesættet røg med i købet.

I går stod begge dele og ventede på mig, da jeg kom hjem fra en længere udflugt, for det der Modtagerflex funker bare, når man har et sikkert sted til sine pakker.

Noget sagde mig, at det ville være en god ide, at teste kogekedlen i haven inden jeg fortabte mig i vildmarkslivet ved Arresø eller deromkring.

Så dagens udfordring var at koge vand til et krus stempelkaffe, at stege to små pølser, to cherry tomater, stege et æg og få gjort et godt stykke brød lidt lækkert.

47 minutter senere var opgaven løst - det vil sige, da kaffen var færdig var der blot gået 10 minutter og her taler vi altså friluftskværnet, men derefter kneb det gevaldigt med resten af måltidet og pølser og tomater blev spist længe inden ægget var så meget som størknet i den lille pande og mens brødet stadig var uforarbejdet.

For trods gode forsyning af tørt græs, småkviste og andet - skulle man syntes - brændbart, så fik jeg på en eller anden måde ikke vedligeholdt ilden efter at den endelig fik fat (da jeg byttede det svenske ildstål ud med en tændstik, for det er muligt, at der springer en flere tusinde grader varm gnist, men den sprang ikke rigtig nogle brandbare steder hen).

Og der skal altså en pæn bunke visne vinkviste til at stege selv små brunchpølser og branke brødet bare en smule.

Tror jeg må øve lidt mere - og huske almindeligt bestik - før jeg drager ud i det blå.

torsdag den 23. maj 2013

Rabarbertærte med Bourboncreme


Det startede med et billede på Pinterest af en tærte. Tærte stammer fra den spanske udgave af Elle og via Google Translate fik jeg opklaret, at der er tale om en mandelmørdejsbund med kagecreme og rabarber. Det var da til at have med at gøre.

Desværre har jeg næsten lige været i mit rabarberbed, så der var kun to stilke at gøre godt med, men små tærter har også ret.

Mandelmørdejen lavede jeg efter denne opskrift - så jeg har dej til et par små tærter mere, når der er flere rabarber i beddet.

Fordi der nu ikke kunne blive til et tæt lag rabarber besluttede jeg mig for at cremen, skulle være noget særligt. Den lavede jeg på en hel stang vanilje og et godt bløb Bourbon - altså amerikansk whiskey.

Jeg har kunnet lave kagecreme siden jeg var en lille pige, det var en af de opgaver min mor tidligt uddelegerede til mig. Min opskrift starter med stilfærdigt at blande et par spiseskefuld sukker, vaniliekornene, en spiseskefuld hvedemel og et æg sammen i bunden af en lille kasserolle. Alt mikses til det er jævnt og klumpfrit, derefter tilsætte vædske - her Bourbon, det kunne også være lidt citrus - og så op til 2,5 dl mælk afhængig af, hvor fast creme skal være. Her brugte jeg 2 dl - så sættes gryden over svag varme og man rører konstant indtil cemen koger og bliver tyk. Hvis creme skal afkøles, så læg plastik wrap over, så det ligger på overfladen, så trækker den ikke skind.

Tærtebunden blev først bagt 15 minutter dækket af folie og med tørrede bønner på for at holde faconen, derefter blev creme hældt i og rabarberskiverne lagt på - de havde trukket i lidt sukker fra jeg fik i gang med dejen.

Kagen røg tilbage i ovnen i 25 minutter ved 180 grader - da den kom ud penslede jeg overfladen med sukkervædsken, der var blevet trukket ud af rabarberne. Og så pyntede jeg med lidt karameliserede hakkede mandler.

søndag den 21. april 2013

Fru Mondrians opvask


Jeg er nu, på det kogetekniske område i hvert fald, rykket ind i det nye årtusinde. Fredag drog mit gamle, elendige, glaskeramiske komfur, der aldrig har været min ven til de evige komfurmarker.

Ind flyttede et induktionskomfur. Den unge mand der leverede og installerede gjorde det grundigt og jeg fik selv lov at se, at det er i vatter på alle leder og kanter.

Det er godt for mine morgenrøræg, som ikke mere ligger nede i den ene ende af panden og forhåbentlig for kager, som nu kan hæve jævnt og pænt.

Ovnen er behørigt brændt af ved 275 i halvanden time og det lugtede ikke alt for godt. Det er der rettet op på i dag.

Jeg har længe haft kik på den fantastiske Mondrian kage fra San Franciscos Museum of Modern Art - og jeg tænkte, at den ville være god at indvie ovnen med i al sin modernitet. Og tjek lige, hvordan de gør der.

Jeg kan ikke finde en definitiv opskrift fra kagens ophavskvinde på nettet - den skal man købe hendes bog for at få fat i - så jeg besluttede mig til simpelthen at tage udgangspunkt i en klassisk pund til pund kage. De hæver ikke voldsomt meget og derfor, tænkte jeg, vil der ikke være så megen tilskæring.

Teknikken med farvede kagestykker hæftet sammen af fx marmelade  kendes fra den engelske Battenberg kage, hvis historie fortaber sig i europæisk historie og bagemyter.

Mange andre glade amatører har forsøgt sig og fra dem snuppede jeg tricket med at dele min bageform op med en kombination af bagepapir og staniol frem for at forsøge at fremskaffe en Battenberg kageform.

Det funkede udmærket. Jeg er sikker på, at Mondrians farvevalg er meget velovervejet og nøje kontrolleret. Kunstkender vonder sig derfor, når jeg afslører at jeg brugte noget rød farvepasta fra Wilton og derud over en flaske gul og blå Dr. Øtker frugtfarve. Det hele på slump.

Heldigt for mig, har Mondrian lavet mange billeder med farvede firkanter, så hvor galt, kan det gå?

Så første opgave er at bage kagerne:
  • 175 gram smør - stuetemperatur
  • 175 gram sukker - hvidt giver den lyseste kage.
  • 175 gram hvedmel
  • 3 æg - stuetemperatur
  • 1,5 teskefuld bagepulver
  • Knips salt
  • Godt bløb vaniljeekstrakt
Rør smør og sukker blødt tilsæt derefter æggene et af gangen sammen med vaniljeekstrakten.

Miks mel, bagepulver og salt og tilsæt det af et par omgange. Det gør ikke noget, at dejen bliver lidt fast. Hvis du bruger flydende frugtfarve fortynder de lidt, og så bliver den lidt lettere at smøre jævnt ud i de tre farver.

Der efter tog jeg en dejskraberfuld dej af tre gange i hver sin skål. Jeg gætter på, at det efterlod halvdelen af dejen i røreskålen, men jeg gjorde det på øjemål, man kunne veje sig frem, men så grundig er jeg ikke.

Hver af de tre skål blev farvet henholdsvis blå, gul og rød.

Og så kræver det lidt omhu at få skrabet dejene ned i formen uden at få blandet alt for mange farver sammen, men det lykkedes.

25 minutter ved 180 grader almindelig varme og så var kagerne bagt.

Så langt så godt. Derefter skulle de køles helt af og jeg gjorde klar til ganache.

Jeg hakkede 100 gram god mørk chokolade fint, derefter hældte jeg 100 gram (jeg jeg vejede den og ved ikke om det er 1 dl, men deromkring) piskefløde op i min nye lille kasserolle.

Det nye komfur efterlod mig nemlig med blot fire gryder/pander virksomme til induktion, så et startsæt fra Ikea blev indkøbt i går på vej hjem fra road trip med Sifka til det hinsidan.

Men det ville være alt for tidligt at lave ganachen, først skulle den lille arkitekt på arbejde for at skære til og måle op. Det stod hurtigt klart, at jeg havde for lidt ufarvet kage til at lave en præcis kopi af mønsteret i den originale kage. Så jeg lavede en tilpasset version efter princippet, det går nok, for sådan er jeg.


Nu kunne der komme magnet under fløden. Wrooom sagde det og så var den oppe at dirre på kogepunktet og klar til at blive hældt over den hakkede chokolade sammen med en lille klat smør - næppe mere end 15 gram. Efter et øjeblik kan man røre det hele stilfærdigt sammen til en smuk blank masse.

Og så skulle der samles og støbes. Jeg konstruerede en arbejdsplads med bageristen over den rene kageform jeg havde bagt i - dels for at undgå svineri over hele køkkenet, dels for at kunne stille kagen ned i et lag ganache for ellers kunne jeg ikke helt se, hvordan bunden skulle får et lag.

Faktisk et forbløffende nemt arbejde - jeg plejer ikke at være supergod til at smøre creme og sådan noget frosting ud over kager, men her gik det hurtigt og nemt og så er det bare at væbne sig med tålmodighed til ganachen er stivnet og kagen kan skæres.

Hvordan smager den så? Der er en fin balance mellem kage, som jo er vaniljemild og så ganachen, som er ganske krads - jeg benyttede en 70 procents mørk chokolade. Helt sikkert arbejdet værd - ikke mindst fordi det er sjovt hele vejen igennem.Til næste gang vil jeg overveje, hvordan jeg gør basiskagen mere hvid, end den jeg fik mikset, så det gule felt står mere klart.

Og opvasken - den var også kulørt og der er kagerester til sjove romkugler.

torsdag den 4. april 2013

Håndmad


At spise på farten har vist aldrig været et stort behov her i landet. Ikke megen af vores mad egner sig til det. I USA derimod findes der masser af transportabel mad og det fascinerer mig ganske betragteligt - måske fordi jeg faktisk hverken kan spise eller drikke mens jeg går.

Jeg er hende, der standser op for at tage en bid af et æble eller en slurk af min kaffe.

Forleden kastede jeg mig ud i at se en serie på Netflix med den manende titel: Best Food Ever.

Det er John Goodman der speaker og ham kan jeg godt lide at lytte til, derudover er der masser af overvældende mad at se på - skræmmende store omeletter lavet af 14 æg til en person og morgenmadsretter, der indeholder lige så meget sukker, som jeg putter i en gennemsnitlig kage - men Noma og europæiske restauranter var sjovt nok ikke med.

Men pludselig blev jeg draget af et kræmmerhus fyldt med mango cole slaw, kyllingestykker paneret i mandler, cornflakes og sesam og pyntet med røget chilimayo fra en grillbar i Austin, Texas.

Det så godt ud - og hver svært kan det være? Ikke ret svært, når man kan finde flere bud på opskriften på nettet blandt andre denne, som jeg har skelet en hel del til.

Cole slawen består helt traditionelt af revet gulerod, revet æble og så fintsnittet kål - jeg har brugt spidskål fordi det er min favorit og jeg ikke kan finde noget at bruge et kæmpe hvidkål til. Det er dressingen, der gør den fabelagtige forskel - og det er en slaw der kan bruges til meget andet.

Jeg skrællede en mango og skar den i mindre stykker - den var ikke super moden, men heller ikke hård som en mursten. Samtidig hakkede jeg et rødløg og et par hvidløg og snittede en moderat stærk chili. Alt røg i en gryde med lidt sukker, salt, peber og hvid lager eddike. Bare lige nok eddike til at retten kan småsimre i en 10 minutters tid til alt er blevet til splat.

Efter en hurtig afkøling blev hele herligheden blendet til en skøn, orange mos, der smager sødt, surt og stærkt på en gang - selvfølgelig med mango som en tydelig smag.

Et par gode skefulde af denne mos blev blandet med lige dele mayonnaise og ymer og så blev dressingen smagt til med limesaft, salt, peber og finthakket koriander. Til sidst mødtes hakkede gulerødder, æble og snittet kål dressingen og så var cole slawen på plads. Det er dog bedst, hvis den kan trække lidt inden den skal bruges.

Chilimayoen lavede jeg af nogle stykker røget chipotles chilier, som man kan købe på dåse, de blev hakket og blandet med mayo.  Chilierne kan holde sig forever, så det er en ok investering og de er også gode i fx chili con carne, 

Til kyllingens panering hakkede jeg 2 dl cornflakes, en dl mandler, en halv deciliter sesamfrø og en god skefuld tørrede chiliflager.

Så skal jeg et kyllingebryst igennem på langs og derefter i sådan mundrette stykker, så der var 10 i alt. De blev først vendt i mel, så i sammenpisket æg og så i cornflakespaneringen.

En bredmundet gryde var i mellemtiden blev sat over med en 10 centimeters rapsolie i bunden. Da den var hed nok til at kunne friterer et stykke koriander kom de første kyllingestykker i. Jeg stegte dem af 3 omgange, de fik cirka 4 minutter på hver side til paneringen var brun og sprød.

Tilbage stod bare at varme en tortilla - jeg brugte en af de mindre størrelser. På forhånd havde jeg lavet sådan et kræmmerhus af et stykke bagepapir for at kunne holde styr på sagerne og så var det bare at proppe tortillaen i kræmmerhuset, øse et par skefulde cole slaw i bunden, lægge et par kyllingestykker over, pynte med lidt tomat, mild frisk chili og den røgede chilimayo.

Nøj, hvor smagte det godt - og den slags håndmad kan jeg faktisk styre.