onsdag den 18. juli 2012

Bitter - til en start

Bitter er andet og mere end Gammel Dansk og en uundværlig ingrediens i mange cocktails - faktisk er det cocktailens krydderi.

Jeg har længe overvejet at forsøge at lave bitter selv og efter at have læst Bitters: A Spirited History of a Classic Cure-All fået mod på projektet.

I dag er jeg så gået i gang med to forskellige.

I begge tilfælde er en god, kraftig vodka grundlaget.

Absolut laver en vodka, der holder 50 procent, som kan købes på Systembolaget i Sverige.

Brad Thomas-Parsons understreger nemlig, at det ikke nytter at købe en billig slavevodka, hvis man vil have et godt resultat og det vil jeg.

Så i hver sit rene syltetøjsglas er nu sat følgende over:

RR-bitter
  • Rabarber
  • Ribs
  • Stjerneanis
  • Hel sort peber
  • Tørret pommeransskal
  • Kaffebønner
Jordbær-Balsam-bitter
  • Jordbær, som en marineret i 20 minutter i Sur Lie kirsebærvin fra Frederiksdal
  • Friske balsamblade (en kamferduftende krydderurt)
  • Frisk lavendelblomst
  • Korianderfrø
  • Hel kardemomme
Nu skal glassene stå ved stuetemperatur, væk fra direkte sollys i 14 dage og glassene skal rystes dagligt. Derefter følger fase to og tre.

søndag den 8. juli 2012

Sushislik


Lad mig bare være ærlig; det er næppe den smarteste ide jeg har fået, at lave sushislik den søndag, hvor det endelig blev sommer. Men der er møde i Pingvinklubben i dag og så var der ikke nogen vej udenom.

Jeg kan afsløre, at jeg købte det nødvendige slik i Candy Megastore og at hvis man lider af fobier mod nassede fingre, er denne opskrift måden at arbejde sig ud af sit traume på:
  • 50 gram smør
  • 250 marshmallows
  • 1 pakke Rice Krispies
  • Vingummi fisk
  • Lakridsruller (grammofonplader)
  • Vingummiorme
  • Sure vingummi stråler
  • Ruller af strømpebånd eller anden type vingummirulle. Mine var sure, sukkerdækkede - de regnbuefarvede og de grønne var fine, de røde var alt for stive og ubøjelige.
Smelt forsigtigt smørret i bunden af en stor gryde, det skal ikke brune og ikke skumme. Tilsæt marshmallowsene og røg regelmæssigt i massen til de er helt smeltet og man har en jævn, svagt lysebrun masse. Tilsæt derefter Rice Krispies.

Jeg endte med 2/3 af en hel pakke fordi jeg ville være helt sikker på, at min masse ville vedblive med at være klistret også efter hviletiden på 10-15 minutter. Jeg har set opskrifter, hvor man tilsætter hele pakken.

Glat derefter massen ud i et jævn lag på et stykke bagepapir. Jeg forsøgte mig først med adskillige redskaber, men endte med at bruge hænderne. Hvis jeg havde skiftet til klør fem noget tidligere, var laget blevet lidt tyndere og det endelige resultat måske lidt mere elegant.

Efter en kop kaffes tid, kan man gå i gang med bygge sushierne. Med en skarp og madolieindsmurt kniv skæres kanterne til. Det overskydne formes til små, aflange risboller - trick: Smør hænderne med madolie.

På hver risbolle lægges en fisk. Rul nogle grammofonplader op og give dem alle et lakrids mavebånd.

Læg derefter noget fyld på langs af den firkantede plade Rice Krispie-masse og rul sammen om det. Jeg fik tre lange ruller på den ene lede og tre korte fra et sidestykke.

Vikl strømmebånd - eller sure sukrede vingummiruller - om risrullen og skær i skiver med den skarpe, madolieindsmurte kniv.

Det forlyder fra Kamerika, at sushislikket bliver tørt, hvis man gemmer det for længe. 

tirsdag den 3. juli 2012

Jordbær-gazpacho

Denne opskrift erindrede mig om, hvad man også kan bruge nogle af alle de fristende jordbær, som man nogle steder får smidt i nakken i disse dag: Jordbær-gazpacho - sommerens perfekte kolde suppe.

Jeg fulgte den lagt fra slavisk, er ved at hækle en flyvende kat, så havde ikke tid til at fare i butikker, så til en halv liters suppe brugte jeg:
  • 8-10 store jordbær
  • 2 stilke forårsløg
  • 1 fed hvidløg
  • To små skoleagurker (eller tre kvart almindelige agurk)
  • 10-12 blommetomater
  • Mynte
  • 1 tør krydderbolle - eller andet tørt brød.
  • Salt
  • Peber
  • Olie
  • Kirsebæreddike (eller anden god eddike - lys balsamico bør også være godt, måske endda et blød mørkt også)
  • 2-3 dl iskoldt vand, hvis den skal serveres straks ellers bare koldt
Skær brød, frugt og grønt i grove skiver eller stykker og miks alt i en skål, tilsæt mynte, krydderi, olie og eddike og lade skålen stå og lumre tildækket på et bord mindst en time.

Lige før servering - eller når man har tid - skrabes mikset i en blender og 2 dl iskoldt/koldt vand tilsættes. Blend til du er tilfreds med findelingen af det grønne, reguler konsistensen med den sidste dl iskoldt/koldt vand.

Hvis du ikke bryder dig om tomat-, jordbær- og/eller agurkekerne kan du si suppen inden det sidste vand tilsættes. Jeg elsker den med lidt at tygge på og spise den med croutoner af min sidste tørre krydderbolle.

Hvis du tilbereder den i god tid, skal suppen selvfølgelig på køl ind til da og den bliver kun bedre det nærmeste døgn.

Du kan selvfølgelig tilpasse det grønne element helt efter hvad køleskabet gemte, eller du kan lide i gazpacho. Peber og bladselleri er oplagte gæster i suppeskålen.