På en spirituøs rejse

Det gode ved at være flyttet bort fra København er, at man ikke tager byen for givet.

At man kan værdsætte, hvor fin en oplevelse det er, at gå over Kongens Nytorv en februaraften i dyb frost, i behageligt selskab, med månen lysende over Charlottenborg og dreje ned ad Bredgade.

Ned mod barokken og en sprutrejse.

Moltkes Bar kalder arrangementet for Cocktail Timeline, men det er en sprutrejse. (Nej, nej det har intet at gøre med små både der sejlede over Flensborgfjord eller rædsomheden Æ Spritte (tryk kun på linket, hvis du har meget stærke nerver) at gøre.)

Godt bænket i et af palæets saloner var vi et smut helt tilbage til forhistorisk tid, da den første lerkrukke med lidt korn - eller honning - blev efterladt ude i vejret en dag og efter en omgang fugt, en omgang regn og vildgær pludselig var blevet til en alkoholisk drik.

Og så fløj vi ellers frem i tiden til punch - som der må være blevet serveret ubegribelige mængder af i palæet, efter at drikken var ankommet til Europa fra Indien i den første tredjedel af det 1600-tallet.

Vores guide Henrik Steen Pedersen havde mikset os en punch af arrack, demerararom, engelsk te, lime og sukker. Den fik et strøg muskatnød, da den blev øst op af den store sølvskinnende punchebowle.

Fra punch til Mint Julep, den svalende amerikanske galopdrik, som skal nydes i blanke krus og med en helt særlig skesi (julep strainer) hvis knust is i mundhulen er et problem eller man bare gerne vil have det hele med uden at få våd næse.

Så stormede vi frem til en cognac cocktail lavet med Pierre Ferrands 1840 cognac og samme firmas rekonstruerede orange curacao.

Videre gik det over martiniens stamfar Martinez, lavet på et klenodie af en gin Ransom Old Tom, som smager helt anderledes end mainstream London Dry Gin.

Vi fortsatte til stumfilmstidens Blood and Sand og så sluttede det hele i tiki-tiden - på en bar i Los Angeles pyntet til at ligne en sydhavsø, hvor Mai Tai blev udviklet.

Henrik Steen Petersen er en dygtig og afslappet fortæller med et overskud af gode historier og fine pointer. Derudover har han en fin ironisk distance til stoffet. Som han påpegede, en dag viser det sig måske, at meget af dette er noget vrøvl for cocktailhistorien skrives om igen og igen efterhånden som nye kilder i form af opskrifter og hemmelige dokumenter dukker op.

Og så mærker man også, at han sætter pris på omgivelserne i palæet, som er helt usædvanlige. Salonen vi sad i rummer eksempelvis tre billeder af Nicolaj Abildgaard - et over hver dør - som forestiller de tre religioner: Jødedom, kristendom og islam.