mandag den 26. september 2011

En søgt forklaring


Hvad søren er det med mig og de der cocktails? Altså ud over, at jeg altid bliver lidt monoman, når jeg får en ny interesse og vil vide og prøve alt.

Det nærmeste jeg kan komme det, handler om musik. Om, at det jeg ikke selv evner, drager mig.

Hele mit liv har jeg ønsket at kunne spille eller synge, simpelthen fordi det må være så usigeligt skønt at kunne spille et orgelværk af Johan Sebastian Bach eller give den gas til Brosons Op, al den ting, som Gud har gjort.

Men jeg har adskillige musikpædagoger og klaverlærerinders ord for, at jeg er nodeblind og tonedøv, så jeg får aldrig opklaret, hvor fantastisk det må være at tage et nodeblad frem og spille noget musik, som har været spillet de seneste 300 år og knytte forbindelsen tilbage.

Kære læser, hvis du stadig hænger ved, så er det nu, du skal indstille din abstraktionsevne på høj. For jeg kan godt se, at der skal lidt tankeakrobatik til for at nå frem til følgende:

De eneste sysler, som jeg har evner til, og som kan knytter mig i et fællesskab med en oprindelig ophavsmand er madlavning, strikning og cocktailmiksning.

Afsluttes mit måltid af Peach Melba, så er jeg øjeblikkeligt forbundet til Auguste Escoffier og hans hyldest til en australsk sopran tilbage i 1893.

Hvis jeg strikker en vante med en Selburose, så strikker jeg et mønster, som er blevet strikket i mindst 100 år og måske i flere hundrede.

På samme måde, når jeg går i gang med en Negroni, så har den cocktail også tæt på 100 år på bagen og Sazerac kendes endnu længere tilbage.

Et andet fælles skæringspunkt mellem musik, strikning og cocktailshakning er den forandring, der er sket.

Jeg tror, at Marit Guldsetbrua Emstad ville udbryde: Gus, det er jo min rose, men sikke nogle farver, hvis hun så nutidens Selbunørklerier.

Grev Negroni, vil antagelig bede om, at få sin bartender fra Caffè Casoni tilbage, hvis han kom forbi og jeg miksede hans favorit på Hendriks, Campari og Martini Bianco - for Hendriks fandtes ikke på hans tid og Campari og vermouth har udviklet sig smagsmæssig siden 1919.

Prokofiev vil formentlig kun lige akkurat kunne genkende sit eget værk i Stings nummer Russians, og Heydn vil måske slet ikke kendes ved sin trompetkoncert, som den spilles i dag, for han skrev den før ventiltrompeten blev opfundet.

Kun maden vil være uforandret, for en fersken er en fersken.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar