torsdag den 25. august 2011

What am I? Chopped liver?


Alle der nogensinde har læst en amerikansk jang-roman på originalsproget er stødt på udtrykket: What am I? Chopped liver?

Som regel er sammenhænget en person, der på en eller anden måde føler sig overset eller ikke regnet for ret meget.

Det kommer sig af, at hakket lever ikke ser ud af ret meget, og i nogle egne af verden er det nok et smagsindtryk man lige skal vænne sig til.

På sin vis burde Danmark for længst have adopteret retten - vi bruger jo også leverpostej til at beskrive det ikke bemærkelsesværdige eller ligefrem kedelige, når en persons hårfarve kalder leverpostejfarvet. Og vi har ikke de store problemer med at acceptere lever, som en fødevare.

I dag lavede jeg hakket lever til aftensmad. Efter en dejlig frokost med min bror i Kastrup havn, var jeg ikke ligefrem kampsulten, men jeg havde et optøet halvt kilo kyllingelever fra Sødam og så var det oplagt.

Efter lidt googling nåede jeg frem til følgende opskrift:
  • 500 gram kyllingelever, men kalvelever kan sikkert også bruges og mon ikke også svinelever går an?
  • 2 store løg
  • 5 æg
  • smør
  • salt
  • peber
  • salvie
  • rød vermouth - rødvin kan også bruges
Æggene blev hårdkogt og løgene skåret i skiver. Derefter blev en god klat smør smidt på en mellemvarm pande og løgskiverne nænsomt stegt bløde. Inden de var helt brune blev varmen skruet en lille smule op og så røg kyllingeleverne og et par blade finthakket salvie smidt oven i løgene sammen med salt og peber.

Efter en 12-14 minutter var leverne stegt og løgringene efterhånden karamelliseret.

Derefter blev panden kogt af med et stort skvæt rød vermouth - rødvin kan også bruges, men det blev rigtigt godt med vermouthen.

Så skulle der gang i hakkeriet. I forne tider har man sikkert hakket med kniv og for ikke så mange år siden har man brugt en kødhakker, men jeg brugte min Magimix på pulse.

Æg, løg og lever røg i skålen og så stille og roligt pulset. Der skal stadig være struktur, når man er færdig, så jeg rørte lidt rundt med en dejskraber et par gange mellem maskinens små eksplosioner.

Og så var det bare at riste noget godt brød, jeg anrettede også en lille tomat og en klat rygeost og så var det bare at smøre blød, aromatisk lever på brød og nyde.

Overset? Ikke mere!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar