Pegu og parmesan

Ham Andersen var inde på noget af det rigtige, da han sagde: At rejse er at leve.

Men han fik sig nu ikke skudt helt ind på det centrale i sit budskab - man kan nemlig også få tilfredsstillet sin udlængsel blot via smags- og lugtesansen.

Ugens cocktail er en Pegu. Opkaldt efter en britisk officersklub i Burma, som blev grundlagt i slutningen af 1800-tallet og opgivet under Anden Verdenskrig.

Nu er der det med mig og Burma, at lige siden jeg i min tidlige barndom jingede rundt til Four Jacks Mandalay i Giro413 i radioen, så har det været et eksotisk hotspot på mit indre landkort.

Men landet er lukket og utilgængeligt og ikke til fals for en naiv danskers jagt på barndom og/eller britisk imperialisme, så drømmen kan ikke lige sådan materialiseres.

Det er så der, at smags- og lugtesansen er så handy.

For når man smider 6 cl gin (helst London Dry - fx Tanqueray), 3 cl Grand Marinier, 1,5 cl limesaft og et spiff Angostura i en shaker over en masse is og ryster voldsomt, så er det eventyret man hælder op i sit afkølede cocktailglas og nyder som en stille appetitvækker. Så er man i Rangoon - bilder jeg mig ind.

Noget østasiatisk mad ville være fint til, men en samtale på min arbejdsplads sendte mig i eftermiddag tilbage til en rejse til Rom før årtusindeskiftet og et ganske specielt sted.

Nemlig den restaurant, hvor man påstår, at Fettuccine Alfredo er blevet opfundet.

Hvordan det? Jo, indehaverens kone var gravid og havde konstant kvalme, så tænkte Alfredo: Jeg laver en sovs af smeltet smør og parmesan, den bliver hun glad for!

Det ved jeg ikke, om hun blev, men lige siden har restaurantens gæsterne været begejstrede.

Restaurationens vægge er dækket med billeder af forskellige kendte, som har nydt hofretten.

Og den er faktisk god - og simpel.

Originalopskriften tilsiger, at smør og ost skal smelte omkring den kogte fettuccine alene ved eftervarmens kraft.

Jeg kan godt lide at smelte smørret over svag varme og så piske en håndfuld parmesan, lidt friskkværnet peber og et splut citronsaft i før pastaen tilsættes.

Og sådan har jeg både været i det magiske land Burma og det helt håndgribelige Rom til aften - alene ved gastronomiens kraft.