mandag den 27. juni 2011

Kartoffelæggekage og spidskål med bær


Når sommervarmen pludselig er her, så skal måltider være simple og hurtige synes jeg. Så dagens hovedmåltid - som jeg spiste efter en tidlig morgenvagt - blev en kartoffelæggekage, med en skive hjemmebagt brød og en simpel salat.

Tre kogte, nye kartofler i skiver blev stegt i god olie sammen med lidt god pølse, rød peber, et par champignon i skiver, nye løg, et hvidløg og tre trætte radiser.

Da alt havde fået lidt farve hældte jeg tre sammenpiskede æg tilsat lidt mælk, salt, peber, frisk koriander og en klat blød, fransk gedeost over.

Varmen blev dæmpet og 5-6 minutter senere kunne madam Svendsen vendes på et grydelåg.

Hvis man er fint på den, så kan man jo kalde det en frittata eller en tortilla i stedet for en kartoffelæggekage.

Salaten var strimlet spidskål med små jordbær, skovbær og et par hindbær - alt stænket med lidt olie, hvid balsamico, salt og peber.

Meget simpelt - og så er der kold æggekage til formiddagssnack på arbejdet i morgen.

lørdag den 25. juni 2011

Skrabet is med rabarbersirup


En snak med Sifka, som pønser på masser af kolde fornøjelser og en artikel i det seneste nummer af Gastro - som desværre ikke er tilgængelig online - havde sat mig isgriller i hovedet.

Så vel returneret efter gårsdagens kød- og cocktailtur fyldte jeg en sandkageform med is og stillede den i fryseren.

Senere høstede jeg nogle smukke stilke rabarber og kogte dem med rigeligt sukker, en stjerne stjerneanis, en kvist rosmarin og et drys lavendelblomst til en voldsomt farvet sirup.

Da så Hjem-Is bilen bimlede ned ad min vej - og som sædvanligt skræmte livet af Pinga, som er klog nok til at frygte produkter uden sjæl og ærlige råvarer og med støjende salgsmetoder - gik jeg i aktion ved havebordet, for indtil jeg er prof, kan jeg ikke garantere for hvor min snebyge lander.

Jeg skrabede et lille glas tøsne af min overdimensionerede isterning med en stor kniv og hældte siruppen over til en herlig eftermiddagsforfriskning, som muligvis har rødder tilbage til år 45 før kristus, hvor den romerske kejser Quintus Fabius Maximus fik hentet sne fra Appenninerne, som han spiste med frugtsirup.

Mig sendte den nu blot 45 år tilbage i tiden til højdepunktet på min barndoms Tivoliture, hvor man i en lille bod, for foden af trappen ned fra indgangen over for Hovedbanegården, kunne få et spidst papbæger fyldt med knust is og så overhældt med grøn, rød eller senere colafarvet saft.

Sådan en ville jeg meget hellere have end en vaffelis.

Og blandt mine talrige grunde til at have New Orleans højt på listen over kulinariske udflugtsmål er byens lange tradition for snowballs som bygger på samme princip som Roms grattachecche og Tivolis snemænd.

Men det er godt at vide, at jeg nu kan gøre det til en tradition at byde Hjem Is-bilen ugentlig trods med hjemmeskrabet is, for hvor er det nemt - og hvor smager det sikkert også fantastisk med en god lemonade, en god vandmelonssaft, en god hindbærsirup og hvad ved jeg..

lørdag den 18. juni 2011

Stærke burgersager og saftevand


Forleden faldt jeg for fristelsen til at købe en vandmelon, men der er altså alt for meget vandmelon i sådan en fætter til mig, så i dag besluttede jeg, at lave den til saftevand.

Det er ganske interessant at saftevand stadig fylder en del på danske supermarkeders hylder, mens produktet eksempelvis er noget mere sjældent i USA, hvor det oftest kaldes cordial.

Jeg kan godt lide at koge på lidt frugt - eller som med vandmelonen alene blende løs og så si pulpen fra - og så smagssætte med eksempelvis krydderurter, honning, ahorn sirup og saft fra en eller flere citrusfrugter.

Dagens vandmelonsaftevand fik ekstra smag af en smule hindbærsaft jeg lavede forleden ved at koge en lille bakke bær med lidt rosmarin, lavendel og sukker.

Derudover smagte jeg til med lidt ahornsirup og saft af en lime. Der blev vel en 0,75 cl af 3/4 håndboldstor vandmelon.

Over morgenkaffen havde jeg fundet en opskrift på en koreansk inspireret burger, som jeg stegte mig til frokost, på Food52. Men selvfølgelig skruede jeg lidt på opskriften, ikke mindst fordi, den er til fire person.

Koreansk slaw
  • 2 spsk mayo
  • 1 tsk japansk riseddike
  • 1/2 tsk hanesovs
  • lidt sukker
Blev mikset til en god stærk dressing. Dernæst satte jeg min mest finhullede riveindsats i min Magimix til:
  • 1/3 agurk befriet for det våde centrum
  • 4 radiser
  • 1/2 æble
  • 1 gulerod
  • 2 små stængler forårsløg med meget grønt
Det fintrevne grøntsager blev vendt i dressingen med en lille håndfuld hakket koriander.

Så røg skærebladet i en lille skålindsats jeg har til Magimixen og så lavede jeg en marinade, til en slags indre marinering:

  • 2 spsk soya
  • 1 fed hvidløg
  • 2 cm frisk ingefær
  • 1 tsk sherryeddike
  • 1 tsk sesamolie
  • lidt sukker
To trediedel af marinaden blev skrabet ned i den står skål op Magimixen og den store kniv smidt i. Og så blev marinade hakket sammen med 1 højrebsbøf med en passende fedtkant.

1 time senere blev en bøf formet og stegt (der blev kød til to). Resten af marinaden blev blandet i lidt mayo og smurt på en let ristet gulerodsbolle og så en ordentlig klat slaw over på bøffen.

Supergodt og en noget anderledes burgersmag. Vandmelonsaftevandet var perfekt til.

mandag den 13. juni 2011

Pegu og parmesan

Ham Andersen var inde på noget af det rigtige, da han sagde: At rejse er at leve.

Men han fik sig nu ikke skudt helt ind på det centrale i sit budskab - man kan nemlig også få tilfredsstillet sin udlængsel blot via smags- og lugtesansen.

Ugens cocktail er en Pegu. Opkaldt efter en britisk officersklub i Burma, som blev grundlagt i slutningen af 1800-tallet og opgivet under Anden Verdenskrig.

Nu er der det med mig og Burma, at lige siden jeg i min tidlige barndom jingede rundt til Four Jacks Mandalay i Giro413 i radioen, så har det været et eksotisk hotspot på mit indre landkort.

Men landet er lukket og utilgængeligt og ikke til fals for en naiv danskers jagt på barndom og/eller britisk imperialisme, så drømmen kan ikke lige sådan materialiseres.

Det er så der, at smags- og lugtesansen er så handy.

For når man smider 6 cl gin (helst London Dry - fx Tanqueray), 3 cl Grand Marinier, 1,5 cl limesaft og et spiff Angostura i en shaker over en masse is og ryster voldsomt, så er det eventyret man hælder op i sit afkølede cocktailglas og nyder som en stille appetitvækker. Så er man i Rangoon - bilder jeg mig ind.

Noget østasiatisk mad ville være fint til, men en samtale på min arbejdsplads sendte mig i eftermiddag tilbage til en rejse til Rom før årtusindeskiftet og et ganske specielt sted.

Nemlig den restaurant, hvor man påstår, at Fettuccine Alfredo er blevet opfundet.

Hvordan det? Jo, indehaverens kone var gravid og havde konstant kvalme, så tænkte Alfredo: Jeg laver en sovs af smeltet smør og parmesan, den bliver hun glad for!

Det ved jeg ikke, om hun blev, men lige siden har restaurantens gæsterne været begejstrede.

Restaurationens vægge er dækket med billeder af forskellige kendte, som har nydt hofretten.

Og den er faktisk god - og simpel.

Originalopskriften tilsiger, at smør og ost skal smelte omkring den kogte fettuccine alene ved eftervarmens kraft.

Jeg kan godt lide at smelte smørret over svag varme og så piske en håndfuld parmesan, lidt friskkværnet peber og et splut citronsaft i før pastaen tilsættes.

Og sådan har jeg både været i det magiske land Burma og det helt håndgribelige Rom til aften - alene ved gastronomiens kraft.