Som ung journalistelev på et større dansk ugeblad skulle jeg interviewe Georg Brandes barnebarn, som boede i en lille lejlighed klods op ad en motorvej i Nordsjælland, med et helt værelse indrettet som en mindestue for den berømte forfader.
Han havde skrevet to erindringsbøger om Brandes, men ellers var han skuespiller.
Jeg havde gjort mit forarbejde grundigt, læst begge hans bøger og en del om barnebarnet selv, om hvem der stod i en filmografi, at han havde spillet en slesk mand i baglokalet i en far til fire film.
Den sætning gjorde stort indtryk på mig - og det skal i parentes bemærkes, at nogle journalister af samme grund foretrækker, at vente med det faktuelle arbejde til efter interviewet, for at undgå, at have en sætning som "en slesk mand i baglokalet" stående i vejen for et umiddelbart indtryk af en person.
Hvorom alting er, vi - en fotograf og jeg - ankom til aftalt tid. Steg op til den rette etage gennem sådan en terrasso-rungende opgang, som mange almennyttige boligbyggerier fra 60'erne er født med.
En helt anonym dør gik op og så trådte vi ind i en mellemting mellem et klunkehjem og et mausoleum.
Vi blev budt indenfor og bænket ved et empirebord og blev præsenteret for hjemmebagte kokosmakroner.
Alt var vel, til jeg stillede mit første spørgsmål og fotografen og jeg tog den første bid, af hver vores kokosmakroner.
Svaret på: Hvad betød deres bedstefar for Dem? var: Læs min bog.
Og kokosmakronerne, havde den fæleste, beskeste smag af sæbe. Helt ubegribeligt. Jeg har stadig ikke kunnet regne ud, hvordan det kunne gå så galt, for kokosmakroner er dog den simpleste af alle simple kager.
Så det blev en lang eftermiddag, med en modvillig interviewperson og kager, der smagte rædselsfuldt. Men barnebarnet kunne godt lide unge mænd, så den søde fotograf fik taget nogle smukke billeder af ham bag bedstefars skrivebord og foran vitrineskabe fulde af rariteter. Og så måtte jeg klare mig, med det jeg havde læst.
Den sleske mand sendte mig såmænd en håndskrevet tak for en smuk artikel, da den blev trykt mange uger senere.
Jeg håber, jeg svarede høfligt tilbage. I dag kunne jeg have fundet på, at sende ham opskriften på kokosmakroner.
Rør to æg hvide og skummende med 180 gram sukker, tilsæt evt 30 gram blød marcipan. Når æg og sukker er hvidt og skummende tilsættes tre spiseskefulde mel, 200 gram kokosmel og lidt revet skal af citron.
Bages i 16-18 minutter ved 175 grader og skal køle en del, før de kan tages af papiret. Kan man lide chokolade kan deres bunde dyppes i noget sådant.
God historie! Og en påmindelse om kokosmakronens simple skønhed. Det er alt for længe siden...
SvarSletLise
Tak Lise og ja kokosmakronen har en simpel skønhed over sig.
SvarSletTror jeg er midt i en tør-kage renæssance.
Kan mærke at det rykker i den søde tand efter en linse snart ;)
Jeg kan forklare sæbesmagen. I mit barndomshjem blev der også bagt kokosmakroner af og til. Af den billigste pose kokos, der kunne opdrives. Hvis kokosmakroneposen havde været åben og blev lidt for gammel, så kunne man tage en skefuld kokos fra posen og smage den tydeligste sæbesmag. Så mit bud er, at han havde lavet dem af en pose kokos, der havde været åben for længe. Sure, jeg husker smagen nu - men havde da ellers helt fortrængt den.
SvarSletI øvrigt dejlig blog her, Husejer, men det vidste jeg jo det ville blive.
Zette din kloge kone! Hvor er jeg glad for at få opklaret dette ældgamle mysterium.
SvarSletFor det er sgu da sådan, det er gået til.
Det er vist godt, jeg ikke sendte ham enopskrift.
Og ellers tak for de pæne ord.
Næh, i stedet for en opskrift havde han nok bare brug for en pose NY kokos.
SvarSletOg selv tak for ordene.