søndag den 27. marts 2011

Wellington, koketten og Babettes gæstebud


Da jeg blev alene, aftalte jeg med mig selv, at jeg ikke vil være sådan en, der ikke under mig selv, hverken et godt måltid eller en god oplevelse bare fordi, der ikke en nogen at dele med.

Den aftale måtte jeg lige støve af, da det til formiddag stod klart, at dagens gæst ikke kunne blive til den planlagte middag.

Jeg kunne have smidt det indkøbte i fryseren og bikset lidt kyllingesalat af gårsdagens forårsbebuder sammen.

Men så ville jeg jo altså have brudt min aftale.

Så jeg gav mig Wellington, Anna Deslions og Karen Blixen i vold.

Og nød skam både en velafbalanceret martini som aperitif og et glas saftig Graves til mit måltid.

Men hold op, hvor jeg spiser hurtigt, når der ikke er selskab - måske endda, når der er?

Menuen? Beef Wellington med pommes Anna, ærter og rødvinssauce.

Og hvor kommer Babette og Karen Blixen så ind i billedet?

Jo, pommes Anna er opfundet på Café Anglais i Paris af Adolphe Dugléré til ære for koketten - kurtisanen eller hvordan man nu vil betegne hende - Anna Deslions (eller også var det en anden Anna).

Og på Café Anglais arbejdede Babette før opstanden, som førte til Pariserkommunen i 1871, drev hende på flugt og hun endte hos provstedøtrene Martine og Phillippa i det nordligste Norge.

Beef Wellington er en...ja, hvad er den? En engelsk klassiker?

Man kunne godt tro, at den var opfundet af en af de talrige franske kokke, som kogte for den engelske overklasse i 1800- og første del af 1900-tallet. Blandt dem Auguste Escoffier, og det kan heller ikke udelukkes.

Men navnet er først set på skrift i 1960'erne og så ryger drømmen om, at Napoleons banemand, skulle have nydt retten efter sin sejr ved Waterloo.

Traditionelt er der tale om et stykke oksemørbrad indbagt i butterdej med fois gras og svampe som et smagsgivende lag mellem kød og brød.

Af alt det havde jeg kun butterdej og champignon. Men jeg havde en smuk rib eye fra en god slagter og små terriner fra Fuchon.

Så jeg snittede et lille løg og nogle champignons ultra fint. Svistede blandingen på en pande i smør og tilsatte et skvæt af den gode Graves, præcis da huset duftede, som det kun kan af løg og svampe i smør.

Vinen blev kogt helt af i løbet af en fem minutters tid og blandingen blev sat på køl.

Så hakkede jeg endnu et løg og lidt flere svampe, et lille fed hvidløg og nogle nåle rosmarin som blev smidt i en lille gryde i varmt smør til endnu en svitsning, som blev afbrudt af en deciliter Graves og en halv deciliter god hverdags portvin, da det varme smør havde gjort fyldest.

Vinene kogte af - al alkohol duft/stank skal være væk - før der blev hændt 2 dl god okse bouillion på og denne grundsovs blev reduceret til omkring 1 dl.

Lidt smør blev smeltet mens to kartofler blev skrællet og skåret i ultratynde skiver.

I et ildfast fad foret med bagepapir blev kartoflerne stablet til en lille kage og hvert lag krydret med salt og peber og penslet med smeltet smør.

Så trimmede og krydrede jeg min ribeye - der var et pænt reelt stykke og en aflang fætter, som jeg tænkte kunne stables efter at have været på en tør, hed pande i en 20-30 sekunder på alle leder og kanter.

Den nu afkølede blanding af løg og champignon indkogt med rødvin blev blandet med cirka samme mængde andelever terrine - hvis man ikke har sådan en - eller fois gras - så kunne en kyllingelever mousse eller noget tilsvarende af indmad være godt.

På et stykke husholdningsfilm linede jeg tre stykker parmaskinke op med overlap og smurte den netop tilberedte masse ud i et tyndt lag.

Kødet blev stablet på midten og skinken med den påsmurte masse blev rullet stramt omkring i husholdningsfilmen i en passende fed pølse.

Pølsen røg på køl for at stabilisere sig.

Her drak jeg martini og tændte min ovn på 200 grader.

Kartoflerne røg i ovnen, tildækket for først at fremmest at blive møre. 15 minutter senere røg kødet ind og det stegte i 15 minutter. Så skruede jeg på på 225 grader og tog papiret af kartoflerne. Hvis man laver en stor og dyb portion - min var kun to lag dyb - kan det tage op til en time at få kartoflerne klar.

Sluttelig blev den lille portion sovs siet og al væde presset ud af grøntsagerne. Op i en lille kasserolle og til svar opvarmning samtidig med at ærterne sættes over med lidt smør og salt.

Da sovsen skælvede piskede jeg to små stumper smør i for smukt og blankt resultat.

Og så skulle der bare anrettes.

fredag den 25. marts 2011

Jenka-trekant - når citronmåne ikke er retro nok


Det er selvfølgelig at provokere vejrguderne, at bebude at man vil gå med kaffe og næse ud i forårssolen. Jeg kan godt se det. Så det blev straks overskyet og jeg faldt hen i kagetungsind.

Sådan en har jeg nemlig brug for i morgen, men jeg havde ingen ideer.

Til jeg kom i tanke om, at jeg havde en root beer i mit køleskab. Sådan en lækker amerikansk sodavand, der smager som min barndoms Jenka-tyggegummi. (Og her må jeg så hvæse: Vås, det smager ikke af pebermynte og det blev ikke først for alvor populært i 80'erne, det blev populært allerede da det kom frem.)

Men hvad smager det så af - root beer og Jenka? Det smager af sassafras.

Men eftersom store mængder af safrole, som er en smagsgivende olie, der udvindes fra sassafras træets rødder, i store mængder kan give leverkræft og desuden er en vigtig ingrediens i fremstillingen af ecstacy, så bruges der nu et kunstigt smagsstof i stedet.

Men jeg elsker Jenka-smagen og kunne tænke mig en Jenka-kage og kunne selvfølgelig google sådan en frem på et øjeblik.

Bundtkager bages i den der raffinerede randform med bølger på toppen, som jeg for et par uger siden zonkede til ukendelighed, da den sad på tværs i en skuffe, så jeg måtte tage til takke med en firkantet form.

Opskriften var nem nok at følge - men jeg måtte smide noget mere mel end angivet i - før dejen havde sådan den almindelige pundkage-konsistens.

Og så gik jeg på jagt efter en alternativ frosting, for jeg er ikke meget for chokoladefrosting.

White fluffy frosting var lige mig. Selvom jeg jo altså lavede den pink og kylede lidt krymmel i for den knasende fornemmelses skyld.

Og så var det bare at skære den afkølede kage over - rette den lige til i overfladen - lægge den sammen om frostingen og smørre et lag på toppen.

Værsågod - Jenka-trekant.

Og hvis man ikke aner, hvor man får fat i en root beer - eller hader smagen- så vil cola være lige så godt - og lige så retro.

UPDATE: Må sige, at hverken jeg eller min gæst kunne smage så meget som et anstrøg af Jenka, root beer eller sassafras i kagen. Den smager, som en chokoladekage - ikke en af de tunge mud cake agtige, men en gammeldags mormoragtig en. Frostingen er tilgengæld til ug med kryds og stjerne - nummeret før flødebollefyld. Hmm - tilbage i drømme/tænkeboksen med den idé.

Tyvstart på foråret



Når folk putter tanker i mit hoved og giver mig fantomsmerter i smagsløgene, så er jeg jo forsvarsløs.

Men jeg klamrer mig til min værdighed med det musselmalede og middag klokken 12.30.

Så ja, jeg skulle nok have ventet, til mine egne rabarber var blot piberenser store, men nej, det var nu alligevel godt, med tyttebærsylt og agurkesalat.

For altså i min familie var det en klar forårsbebuder, når min farmors søndagsmiddag - og her taler vi altså den traditionelle klokken 12.30 - var kyllingesteg med rabarberkompot og små nye kartofler.

Jeg var så heldig at få fingre i en lille - nok blot 800 gram, men meget kødfuld - fransk landkylling til 35 kroner fordi den havde sidste salgsdag.

Den fik salt og peber i maven sammen med en anstukket citron - ellers kan saften jo ikke pible ud, når citronen bliver varm - og en håndfuld persille.

Dyret blev lysebrunet i en stegegryde i smør og olie, fik selskab af en gulerod og et løg og en halv liter vand foruden god grøntsagsbouillion.

Så fik den lov at simre i nok en 50-60 minutter og blev vendt et par gange.

Inden jeg kastede mig over dyret, havde jeg kogt lidt lagereddike op med salt, sukker og peber, som røg over tynde skiver agurk og i køleskabet.

Da kyllingen var færdig kom den på hvil, mens den siede suppe blev kogt op med fløde, lidt sukker, et dryp engelsk sovs og mere peber, til den skilte og var fin.

Man kan da jævne og farve, men jeg kan godt lide tynd sovs. (Det må man godt skrive på min gravsten)

Dertil kartofler og så er man klar til en kop kaffe og lidt forårssol på næsen i haven.

lørdag den 19. marts 2011

Klokken er altid 17 et eller andet sted

Forleden kogte jeg en lille hindbærsylt af nogle billige, spanske bær. Jeg havde brug for en ret tør sylt, så der blev en slat hindbærsirup til overs.

Lige siden har jeg haft fantomsmerter i smagsløgene efter en Clover Club Cocktail og i går skulle det være, da weekenden brød ud.

Nu er der bare det ved det, at min weekend bryder tidligt ud fordi jeg møder tidligt, så allerede klokken 16 var jeg drinksklar.

Uheldigvis er jeg opdraget til, at man først nyder alkohol efter klokken 17 - ved mindre man er inviteret til frokost, hvor øl og snaps eller hvidvin er acceptabelt.

På den anden side er der jo et godt engelsk mundhæld der siger, at klokken altid er 17 et eller andet sted i imperiet, så jeg gik i køkkenet.

Clover Club er sjov at lave og smager fantastisk. Jeg traf den første gang på en bar i indre by, hvor en beleven bartender forklarede og demonstrerede.

Med egne, lune, friskplukkede bær i en stol i haven en sommereftermiddag er den en fantastisk sundowner - ikke at solen går ned klokken 17, men i min have forsvinder den ned bag nogle høje træer og så kommer skyggen og det er til at være på terrassen igen.

Der er brug for gin, frisk citronsaft, et bløb hindbærsirup og en æggehvide.

5 cl gin, saften af en halv citron, hindbærsiruppen og æggehviden smides i en shaker med en enkel isterning og så rystes der kraftigt i et minut.

Det får ægget til at skumme og gå i forbindelse med de øvrige ingredienser til en smuk emulsion.

Og så er det bare at servere med en lille håndfuld nødder som tilbehør og nyde, at det nu er weekend og forår ;)

onsdag den 16. marts 2011

En glødende anglofil


Når nu man kigger op fra sin fascinerende engelske serie og opdager, at brændeovnen lyser saftigt orange af de fedeste gløder, så er der ikke langt fra ide til handling.

Nej, jeg har - endnu - ikke en toasting fork, men jeg har sådan en grillfætter til fisk, som mageligt akkommoderer en engelsk muffin eller to og jeg har også mælk, Nesquick og små kulørte marshmallows.

Nu er der dømt hygge og jeg lover, at det bliver mit sidste indlæg om disse magiske engelske muffins.

Engelsk muffin dagen derpå


For tusind og et halvt år siden boede jeg i London i et halvt år. Jeg var arbejdsløs, på understøttelse, boede ulovligt til leje hos en enlig mor, uden adgang til hendes køkken og jeg nød hvert øjeblik.

Uden adgang til køkken betød, at jeg lavede en meget udførlig rotation, så jeg nogle dage spiste varm morgenmad ude, ost og frugt til frokost og så eksempelvis færdigblandet salat fra Marks og Spencer foran mit mikroskopiske fjernsyn på mit værelse om aftenen.

Eller at jeg spiste en tør bolle og lidt frugt til morgenmad, en Marks og Spencer sandwich til frokost og varm mad eksempelvis i Chinatown til aften.

Rig var jeg ikke og de par gange i løbet af det halve år, min far var på forretningsrejse og inviterede mig på både lækker morgenmad i sin klub på Sloan Square og på fantastiske middage i Soho, hvor der dengang lå en række gamle bistroer efter fransk forebillede, var kulinariske fyrtårne.

Men jeg havde jo selv valgt det og som sagt havde jeg det herligt.

Det førte også til, at jeg blev en haj til at finde de billigste morgenmadstilbud. Ofte var der dødt løb mellem McDonalds og forskellige lurvede cafeer omkring Londons store fjern-jernbanestationer som Victoria, Liverpool, Paddington og Kings Cross.

Dengang kunne man få noget varmt i maven plus te og juice for omkring halvandet pund. Men billigst var McDonalds Egg McMuffin-morgenmad. Altså en engelsk muffin med et stegt æg, en skive bacon eller en krydderbøf og ost. Dertil te og juice for et pund.

Sjovt nok er det sausage McMuffin med æg, som jeg oftest længes efter, når jeg bliver London-nostalgisk.

Den berømte full english breakfast med bønner, små pølser, stegte tomater og spejlæg melder sig ikke nær så tit, på mit indre smag-o-skop. Og slet ikke bacon butties, som jeg også spiste engang imellem, fordi de kunne være lige så billige som en McMuffin.

Jeg vidste allerede da jeg bagte mine engelske muffins i går, at jeg skulle have sausage McMuffin med æg til morgenmad. Så i aftes mixede jeg krydderfarsen.

Man kan bruge hakket okse, kalv, svin, kylling eller kalkun som man lyster.

Eftersom det fremtrædende krydderi er salvie, foretrækker jeg hakket svin, som får et ordentligt skud tørret salvie, lidt merian, salt, peber og et forsigtigt drys allehånde.

Krydderierne æltes godt i farsen, som så skal hvile i op til 24 timer, afhængigt af hvor friskhakket kødet er.

Her til morgen formede jeg så små bøffer og stegte dem på panden, samtidig med at et stort, frisk økoæg hentet ude ved Torup i går blev stegt på begge sider og en muffin ristet.

Saml og nyd. Originalen har også en skive cheddar-ost, men mine eksperimenter med en ordentlig ost har ikke behaget mig, så jeg springer osten over.

Hvis krydderbøffen ikke lyder lækker - tror måske det er en acquired taste - så kan et stykke sprødstegt Hanegal-bacon også være en mulighed.

tirsdag den 15. marts 2011

Engelske muffins - eller hvorledes jeg gjorde mig fri af Irma


I dag gjorde jeg mig for alvor fri af mit tidligere favoritsupermarked Irma. Jeg bagte mine egne engelske muffins og så kan jeg sagtens klare mig uden den blåkjolede pige.

Engelske muffins har altid været en absolut favorit til alt fra morgenmad til aftente.

De er uundværlige til flere af mine favorit morgenmåltider - mere om det i morgen, for jeg har langtidsplanlagt.

Opskriften fandt jeg hos en amerikaner. Min guru Michael Ruhlman.

Og jeg må sige, at resultatet blev langt over forventning, de smager simpelthen betydeligt bedre end Irmas.

I modsætning til Ruhlmans opskrift brugte jeg frisk gær - en tysk, økologisk gær - og derfor måtte jeg regne en smule.

Så det endte med, at jeg smeltede 60 gram smør over lav varme og rørte en spiseskefuld sukker ud i smørret, derefter tilsatte jeg fire en halv deciliter mælk - jeg brugte sødmælk, tror kærnemælk ville være rigtigt godt - og tjekkede, at blandingen ikke var mere end 37,5 grader varm, før jeg rørte 17 gram gær ud i den. Slutteligt piskede jeg et stort æg i det våde.

Dernæst smed jeg 450 gram hvedemel i skålen på min røremaskine og et godt drys salt og så hældte jeg det våde i det tørre indtil jeg havde en jævn, blank og meget våd dej.

Jeg var lidt bekymret for om mit lille hus var varmt nok til en relativ hurtig hævning, og jeg var sulten, så mens jeg mixede satte jeg 150 graders varme på min ovn.

Da dejen var som ovenfor beskrevet, slukkede jeg ovnen og satte røreskålen tildækket ind i noget jeg gætter på var ca. 30 grader.

En time senere varmede jeg mine to teflonpander op til middel varme og så rørte jeg to teskefulde bagepulver ud i en spiseskefuld vand - det syder og bobler herligt - og hurtigt i dejen.

Som med en stor ske og en del besvær blev sat i klatter og bagt på panden 7-8 minutter på hver side. Det er ikke nødvendigt med nogen form for fedtstof på panden, men det ville have givet et ekstra pift med et drys groft majsmel, som er den traditionelle måde at undgå, at muffinsene hænger fast under bagningen.

Efter 10 minutters afkøling deler man dem - ikke med en kniv - men med to gafler, for at blotlægge en uregelmæssig overflade.

Og så lige et par minutter i brødristeren, når de er friskbagte, en smule længere dagen derpå. Spises med et dab smør og en klat hindbærmarmelade, eller med en skive god ost.

torsdag den 10. marts 2011

Kødtræt


Jeg ville have forsvoret, at det kunne ske for en carnivor som mig, at jeg kunne bliver ligeglad med kød. Men sådan er det.

Oftere og oftere kigger jeg ned i supermarkedets køledisk og tænker, der er ikke et eneste af de stykker kød, jeg har lyst til at købe, tilberede eller spise.

Ikke for det, tanken om en bøf med fritter på Mash, kan skam stadig gøre mig lækkersulten, men kød af den kvalitet, skal jeg køre et stykke vej for at finde, og så er det lettere at tilnærme sig Michael Pollans kloge kostråd: Eat food. Not too much. Mostly plants.

Så aftenens måltid er en klassiker: Bønner og ris med en lille salat af tomat, feta og granatæblekerner.

En stængel bladselleri, en lille gulerod og en halv rød peber blev skåret i ikke voldsomt store tern. Et par forårsløg, et halvt, træt rødløg og et fed hvidløg blev hakket.

Løg og hvidløg blev stegt blødt og gennemsigtigt i lidt olie, derefter blev resten af grøntsagerne tilsat sammen med en teskefuld spidskommen, en teskefuld madras karry og en teskefuld cayennepeber foruden salt og sort peber.

Det får en velsignet krydderiduft til at brede sig i hjemmet og så var det bare at hælde en dåse sorte bønner i gryde, sammen med en halv dåse koldt vand.

20 minutters blupkog på lav varme senere er bønnerne klar. Dertil løse jasminris, lidt revet cheddar på ryggen af bønnerne og så salat til.

Simpelt og godt. Ja, der kunne være hakket oksekød i bønnerne, men hvorfor egentligt, når det slet intet tilføjer smagsbilledet.

onsdag den 9. marts 2011

Kogebogen over dem alle


I 2006 gik tre mænd i gang med at skrive den ultimative kogebog.

Fem år senere er medarbejderstaben steget til 46 og kogebogens seks bind med en samlet vægt på 18 kilo, så der er plads til 2.438 sider, 1.522 opskrifter, 3.216 billeder, er færdige.

Drivkraften bag og en af de tre hovedforfattere Nathan Myhrvold er indbegrebet af det 21. århundredes renæssancemand.

I 1997 forlod han stillingen som Chief Technology Officer hos Microsoft - det var på det tidspunkt, hvor Microsoft var verdens uden konkurrence største computerfirma, før Google og mens Apple stadig kun var et støvkorn på nogens radar.

Myhrvold lagde Microsoft bag sig for blandt andet at hellige sig sin interesse for madlavning og dinosaurknogler.

Sidenhen har han opbygget en Georg Gearløs-agtig energi- og idevirksomhed, hvor tossede ideer kan omsættes til virkelighed og her i et hjørne af værkstedet er verdens mest avancerede køkken, som ikke bruges til at lave mad til nogle, blevet udviklet som test laboratorium for Modernist Cuisine.

Jeg indrømmer, jeg tæller på knapper, værket koster det samme som en iPad 2.

Det er helt utænkeligt, at det bliver et dagligt værktøj i mit køkken, som mangler ethvert redskab til molekylær madlavning og/eller sous vide tilberedning af kød.

Det er forbløffende, og vist karakteristisk for bogen, at dens ultimative cheeseburger tager 30 timer at tilberede. Men det er samtidigt tankevækkende og horisont-udvidende.

Og min horisont vil jeg altid gerne have udvidet, når det så kan ske smukt, med fantastiske billeder og samtidig med at mit lille hoved må knokle for at følge med, så er det vist lige før....

(Og så gør det ikke noget, at min helt Michael Ruhlman er blevet løbet fuldstændigt over ende af værket - og ikke mindst af at skulle anmelde det for The New York Times.)

Skipper Skræks morgenmad


Når man står op klokken 3.20 til hverdag og spiser havregryn lidt i 4, så er det altså sent først at få morgenmad klokken 9 på en fridag.

Så jeg var voldsomt sulten, da jeg afsøgte mine muligheder i køleskabets gemmer til morgen.

Valget faldt på en complet, som vil gøre Skipper Skræk glad: Flødestuvet spinat og en stegt ostesandwich med æg.

Det er ganske nemt. Lav en sandwich med eksempelvis en smule dijonaise smurt på skiverne og så en god smagfuld ost - jeg brugte emmenthaler - en cheddar eller grubeost kunne også være godt.

Udstik så et passende hul i sandwichen - mit blev nok en smule for stort i forhold til det til rådighed stående æg.

Finhak derefter en smule løg og ingefær og skyl en stor nævefuld babyspinat.

Så skal der blus under en pande og en lille gryde, en klat smør i gryden og smør eller olivenolie på panden - jeg brugte smør.

Løg og ingefær sauteres kortvarigt i gryden, så smides spinaten i og når den er klasket sammen, en smule fløde, salt, peber og nogle strøg muskatnød over et rivejern. Så kan spinaten passe sig selv på et slukket blus.

Undervejs er smørret på panden blevet passende klar til at stege sandwichen - og den udstykkede lille runde sandwich.

Hvis der er god overensstemmelse mellem størrelsen på det udstukkede hul og dit æg, så slå ægget ud i hullet straks sandwichene er kommet på panden, ellers vent lidt, så dit æg ikke bliver alt for stegt.

Når brødet er blevet smukt brunt og osten smelter de to brødstykker sammen, vendes sandwichene og steges hurtigt færdigt, så ægget stadig har flydende blomme.

Anrettes på tallerken med spinaten ovenpå eller ved siden af, som man lyster det. Dertil god stærk kaffe og et lille glas hindbær/æble-juice. Så har man heller ikke brug for frokost lige foreløbig.

Har man god skinke ved hånden, kunne sandwichene sagtens tåle en god skive og så et ekstra lag ost for sammenhængskraftens skyld ;)

lørdag den 5. marts 2011

Den sleske mand i baglokalet - noget om kokosmakroner


Som ung journalistelev på et større dansk ugeblad skulle jeg interviewe Georg Brandes barnebarn, som boede i en lille lejlighed klods op ad en motorvej i Nordsjælland, med et helt værelse indrettet som en mindestue for den berømte forfader.

Han havde skrevet to erindringsbøger om Brandes, men ellers var han skuespiller.

Jeg havde gjort mit forarbejde grundigt, læst begge hans bøger og en del om barnebarnet selv, om hvem der stod i en filmografi, at han havde spillet en slesk mand i baglokalet i en far til fire film.

Den sætning gjorde stort indtryk på mig - og det skal i parentes bemærkes, at nogle journalister af samme grund foretrækker, at vente med det faktuelle arbejde til efter interviewet, for at undgå, at have en sætning som "en slesk mand i baglokalet" stående i vejen for et umiddelbart indtryk af en person.

Hvorom alting er, vi - en fotograf og jeg - ankom til aftalt tid. Steg op til den rette etage gennem sådan en terrasso-rungende opgang, som mange almennyttige boligbyggerier fra 60'erne er født med.

En helt anonym dør gik op og så trådte vi ind i en mellemting mellem et klunkehjem og et mausoleum.

Vi blev budt indenfor og bænket ved et empirebord og blev præsenteret for hjemmebagte kokosmakroner.

Alt var vel, til jeg stillede mit første spørgsmål og fotografen og jeg tog den første bid, af hver vores kokosmakroner.

Svaret på: Hvad betød deres bedstefar for Dem? var: Læs min bog.

Og kokosmakronerne, havde den fæleste, beskeste smag af sæbe. Helt ubegribeligt. Jeg har stadig ikke kunnet regne ud, hvordan det kunne gå så galt, for kokosmakroner er dog den simpleste af alle simple kager.

Så det blev en lang eftermiddag, med en modvillig interviewperson og kager, der smagte rædselsfuldt. Men barnebarnet kunne godt lide unge mænd, så den søde fotograf fik taget nogle smukke billeder af ham bag bedstefars skrivebord og foran vitrineskabe fulde af rariteter. Og så måtte jeg klare mig, med det jeg havde læst.

Den sleske mand sendte mig såmænd en håndskrevet tak for en smuk artikel, da den blev trykt mange uger senere.

Jeg håber, jeg svarede høfligt tilbage. I dag kunne jeg have fundet på, at sende ham opskriften på kokosmakroner.

Rør to æg hvide og skummende med 180 gram sukker, tilsæt evt 30 gram blød marcipan. Når æg og sukker er hvidt og skummende tilsættes tre spiseskefulde mel, 200 gram kokosmel og lidt revet skal af citron.

Bages i 16-18 minutter ved 175 grader og skal køle en del, før de kan tages af papiret. Kan man lide chokolade kan deres bunde dyppes i noget sådant.

tirsdag den 1. marts 2011

Hvorfor skal alting være så firkantet?


Henne i Århus bor en bager, ikke at jeg har været der - jo, jo i Århus, men ikke hos bager Jeremy - der har forvandlet den klassiske, og noget oversete, hindbærsnitte til et kunstværk.

Det er jo en afsindigt enkel ide og det kom jeg til at sige til en kollega lørdag eftermiddag, som straks udfordrede mig til at forsøge.

Men som med så mange ting, så var et teori, noget andet praksis. På vej hjem havde jeg - udover at slå et smut omkring købmanden efter en pakke smør og en pose frosne hindbær - udtænkt følgende slagplan:

Jeg ville lave hele arbejdet færdig og så udstikke en elg. Altså bage to lag mørdej, lægge dem sammen med mit nykogte hindbærsylt og smørre glasur øverst og så tage min elgudstikker og gå amok og knalde elgsnitter ud.

Alt var godt mens min Magimix kørte sød mørdejen af 350 g mel, 150 gram sukker, lidt vanilje, 200 gram smør, et æg og en smule koldt vand.

Først bruger man maskinens pulse-funktion til at få mixet mel og sukker, så pulser man en 5-7 gange for at få hakket smørret ud til en grynet masse og så en ultrakort omgang mix uden pulse med ægget og så kan dejen samles på et meldækket bord på et halvt minut, går det ikke, så tilsæt vand en teskefuld ad gangen.

Sådan en dej skal køle, så den røg i fryseren mens jeg gik i gang med hindbærsylt.

En pose frosne - sikkert onde polske, men de skulle jo heldigvis koges - hindbær røg i gryden. Sammen med dem en stjerneanis, to kapsler kardemomme, et drys allehånde, 100 gram sukker, et spif juice fra en halv, træt lime og to spiseskefuld vand og så over at koge og låget af gryden, så sylten bliver passende tyk og smørbar.

Glasuren blev også gjort klar og så skulle elgudstikkeren findes frem.

Krise.

Dyrets gevir er voldsomt og sindrigt, et mareridt at stikke ud gennem et hindbærsnittetykt lag. Desuden ville den - udstikkeren - give så meget spild, at der max ville blive to hindbærsnitteelge ud af min plade.

I stedet valgte jeg en egern- og en pindsvineudstikker, som jeg, straks da de to lag var samlet om hindbærsyltet og glaseret, hamrede igennem hele herligheden.

Og så var jeg også så udmattet, at jeg ikke kunne sigte, da krymlen skulle på, så egernet fik lidt på halen.

Men altså nemt var det ikke - og jeg er ret sikker på ved nærmere studie af Jeremys elg, at han stikker ud og bager separat og så samler til sidst.

Men godt smagte snitterne og populær bliver man på en søndagsvagt, når man pludselig disker op med hjemmebag. Og min kollega, hende som havde udfordret mig? Hun var syg og så aldrig så meget som halen af en egern-hindbærsnitte, men det er jo tanken der tæller.