tirsdag den 1. februar 2011

Mine fem favorit køkkengadgets


Man kan selvfølgelig ikke være en seriøs madblogger uden at skrive om de fem køkkengadgets, der giver en særlig madlavningsglæde.

Her snakker jeg ikke om det basale værktøj, men om de ekstra finurligheder der gør en forskel.

På femtepladsen vil jeg placere min espressomaskine. Den laver ensartet god espresso og damper mælk som en leg. Det er ikke mit monumentale fejlkøb af en Vibiemme, som aldrig har villet som jeg, men min gode, gamle, ufejlbarlige Pavoni.

Min blender løber med fjerdepladsen. Jeg ved godt, at mange er lykkelige(rere) for deres stavblender - som kan flere smarte ting, men jeg erfarede, da min efterhånden halvgamle blender åd sin gummikobling, at jeg savnede den.

Heldigvis kunne K A Parts Limited levere en ny for ingen penge og med udsøgt service.

Nummer tre kunne lige så godt være nummer to - og omvendt - men bronzepladsen går efter en længere vægelsindet debat til min køkkenmaskine - min er rød.

Nej, jeg bruger den ikke dagligt, men jeg smiler dagligt, når jeg kigger på den og når jeg bruger den, er jeg topbegejstret for, hvad den kan.

Andenpladsen tildeles så min Magimix 3100 Compact - når foodprocessoren vinder med et knivsblad foran røremaskinen - så er det fordi jeg bruger den oftere og til et mere varieret repertoire.

Den er super til salsa og råkost, kører fars på et øjeblik af bøffer, koteletter eller hvad man nu har, og den er guddommelig til at lave tærte- og mørdej.

Men helt uden diskussion er min bedste legekammerat i køkkenet - ud over katten, som altid dukker op, når der er kød på bordet - min iPad.

Jeg elsker at jeg kan have opskrifter lige ved hånden (på billedet man se hvordan) og adgang til så appetitvækkende apps som Michael Ruhlmans Ratio og Martha Stewarts småkager.

Og ja, der kommer fedtfingre og dej på skærmen, men det ser jeg som et adelsmærke og det er jo lige til at tørre af.

UPDATE: Når man taler om solen - Ruhlman har lige fået godkendt en iPad brød-app. Jeg glæder mig til at få kigget den igennem.

Og selvfølgelig er I mere end velkommne til at kommentere - hvilke er jeres fem favoritter? Er mine helt i hegnet? Hvor lidt kan man klare sig med?

5 kommentarer:

  1. Det er sgi svært..

    Jeg tror mine 5 køkkengadgets jeg er mest glad for er:

    PC: den bruger jeg hele tiden, både til opskrifter, og til at chatte/twitte imens jeg laver mad. Jeg har tit tænkt på en ipad, men jeg kan ikke multitaske som jeg ønsker, og det er umuligt at skrive hurtigt på den (for mig)

    Stavblender: vi har en trådløs stavblender, den bliver tit brugt. Givet den har ikke kraft som en Bamix, men den klarer jobbet ganske okay. Den har minihakker osv med, men den er vi holdt op med at bruge.

    Pastamaskine: En Marcato pastamaskine bliver tit og ofte brugt til at lave hjemmelavet pasta. Terapi og fantastisk pasta på samme tid.


    Rivejern: en flok microplane rivejern er fantastiske. Når man først har prøvet dem, så græmmer man sig over hvor længe man brugte det traditionelle firkantede skrammelrivejern.

    Ismaskinen:
    En skrantende ældre Simac ismaskine i brun og beige fra starten af 90erne. Fordi den laver lækker is. Efter vi fik den er vi helt holdt op med at købe is i butikkerne.

    Desuden bruger jeg mit kamera en del i køkkenet, ligesom de fleste andre madbloggere.

    SvarSlet
  2. @ Lars - gode rivejern, du siger noget og en ismaskine trækker også.

    Og så selvfølgelig kameraet - som afgjort gør en forskel i det moderne køkken ;)

    SvarSlet
  3. Jeg kan kun komme i tanke om en, der er helt og aldeles uundværlig - altså bortset fra basic stuff. Det er måske ikke engang en gadget, for det skal vel være noget med el til? Nå, men det er altså en hulske. Jeg bruger den flere gange ugentligt om sommeren vender den hamburgere på grillen, hakket kød, der skal brunes ad flere omgange tages op hulskeen, ligeledes løg, hønen op ad kogelagen, og tusind andre ting. Den er simpelthen guld værd, men absolut ikke trendy eller lækker at se på.

    SvarSlet
  4. @ Zette - sådan en hulske - den opfinder vi lige kategorien basisgadget til.

    Jeg må indrømme, at jeg ofte glemmer at jeg har en undtagen, når jeg skummer suppe.

    SvarSlet
  5. tillykke med det nye køkkenskriverhjørne, Andrea!

    på det analoge plan:
    tangen.
    mandolinjernet.
    morteren (for hyggens skyld. og næsens).
    römertopfen (især til brødbagning).

    og på det strømliniede:
    vægten (måske en idé til en iPac-app, hvis den ikke allerede findes).

    SvarSlet