søndag den 28. november 2010

Den godeste suppe


To tidligere kolleger var forbi til frokost og jeg var i syv sind, hvad jeg skulle lave, men så så jeg en ret hos Pioneer Woman, som tiltalte mig: En chowder på sorte bønner.

Der skulle dog kastes noget død gris i retten, det tiltalte mig ikke, så jeg fiflede min egen - for en gang skyld helvegetariske - version på plads.

Til retten skal serveres agurke-koriander relish og jeg bagte så også nogle ostemuffins. Det var perfekt en råkold vinteredag. Den ene af gæsterne påstod, at det var den bedste suppe hun nogen sinde havde smagt.

Til dessert lavede jeg en banoffi pie, som også var ganske populær, selvom det aldrig bliver min favorit, men den var sjov og nem at lave, for jeg afveg nemlig som altid fra den originale opskrift. Sådan er jeg.

Chowder af sorte bønner:
  • 1 dåse sorte bønner
  • 1 løg
  • 1 stilk bladselleri
  • 1 ikke så stor gulerod
  • 1/2 gul peber
  • økologisk grøntsags b0uillon
  • 1/2 liter mælk
  • 1 teskefuld karry
  • 1 teskefuld chilipulver
  • 1 teskefuld spidskommen
  • 1 teskefuld cayenne peber
  • salt
  • peber
  • 2 spiseskefulde mel
  • 75 gram god mellemlagret tør ost revet- jeg brugte cheddar
Grøntsagerne hakkes fint og svitses straks efter i et par skefuld god olie. Derefter tilsættes bønnerne og 7 dl god suppe ved, jeg brugte altså grøntbouillon, men hjemmelavet kyllingesuppe ville også være. Fint tilsæt ved samme lejlighed krydderierne.

Kog nu suppen i 20 minutter. Hvis man ikke bruge dåsebønner, så skal suppe koge til bønnerne er møre.

Tilsæt mælken og småkog yderligere 15 minutter.

Ryst mel og ost sammen i en pose. Skru op for varmen under suppen og når den rigtig koger tilsættes så den underlige mel-oste blanding, som giver suppen den rigtige chowder konsistens. Smag til med salt og peber.

Server suppen straks med en klat agurke-koriander relish i midten. Den har godt af at blive lavet før suppen: En agurk skraldes og kernerne skrabes ud. Agurken skæres i små firkanter, som vendes i et halvt bæger græsk yoghurt, hvori et ordentligt skud hakket koriander er udrørt. Almindelig persille vil være et godt alternativ til de koriander-hadende.

fredag den 19. november 2010

Når Jansson frister


Der er nogle retter, hvor jeg bare skal se navnet, så begynder mine smagsløg at længes.

Sådan en ret er Jansson frestelse - en svenske klassiker med kartofler, løg, benfri sild og fløde.

Altså følte jeg mig noget snigløbet, da et nyhedsbrev i min inbox proklamerede, at jeg kunne komme til svensk julebord til en favorabel pris og nyde blandt andet Hr. Janssons fristelser.

For straks fik jeg fantomsmerter på tungen.

Heldigvis lå jeg inde med de nødvendige råvarer, så var det bare at klø på.

Og så lige en påståelighed - nej, der skal ikke ansjos, men benfri sild i fristelserne.

Her er forklaringen: De skandinaviske farvande er for kolde til ansjos - har i hvert fald været for nu er både ansjos og sardin dukket op - dem skal man til Middelhavet for at fange.

Så når man har med simpel bondekost som fristelserne at gøre, vil det være helt utroligt, at de skulle indeholde en varer, som i bedst fald er dyr og svært tilgængelig, i værste fald utilgængelig.

Men Sverigesfarere ved jo, at der slår ansjos på ganske mange burka på hylderne hos ICA, hvordan kan det så være? Jo, fordi i Sverige kalder man brisling ansjos. Og så det finurlige, i Danmark kalder man brisling benfri sild.

Så er det på plads og det var fristelserne også efter blot 55 minutter i en god varm ovn. Og jeg må sige, det er altså perfekt comfort food en råkold novemberaften - blød kartoffel, sødt løg og så sammenrendet af fløde og sildesaft. Perfekt.

How to:

Skræl et halv kilo kartofler og skær dem i stave lidt tyndere end pomfritter. Skær to små eller et stort løg i tynde skiver. Smør et ildfast fad, læg et lag kartofler i bunden, dæk med løg og fordel en dåse benfri sildefiletter ud over laget. Dæk med resten af kartoffelstavene. Kom godt med peber på og en smule salt, ikke for meget for sild og lage er salt. Hæld derefter en kvart piske og al sildelagen over. Strø et lag rasp på toppen og smid et par klatter smør på.

Bag i ovnen ved 200 grader i 50-55 minutter til kartoflerne er helt møre og fløde-sidelagen er tyk og isabellafarvet.

Spis med en skive knækbrød med mindst mellemlagret ost på, drik snaps til. Så bliver det ikke meget bedre.

mandag den 15. november 2010

Meget arbejde for en lille sandwich


Lige siden jeg i lørdags læste denne artikel på Politikens hjemmeside, har jeg drømt om en ribbenstegssandwich.

Men jeg har også onde drømme om alle de svin, vi piner og plager i dette land, så jeg kunne ikke se mig selv sjoske hen til det lokale supermarked efter deres svinekød.

Altså måtte jeg vente til i dag, hvor jeg kunne få fat i et stykke hæderlig økogris, der har været på friland.

Fra morgenstuden havde jeg sat en god dej over til halvrustikke boller. Jeg har desuden en forkærlighed for chillimayo smurt på bollen og syltede agurker oven i rødkålen.

Så jeg fik altså glæde af både hanesovsen og mine sært udseende, men super smagende agurker, mens jeg stegte steg og kogte kål, som fik både et skud æble, rødvin, tranebærsaft og en smule løg foruden allehånde og citronsaft som smagssætter.

Alt i alt blev det en dejlig sandwich, men ikke et helt rationelt projekt til en person.

Måske jeg skulle overveje, at servere ribbensstegsandwich til en sammenkomst en dag. Og så skal jeg helt sikkert smage Meyers for sammenligningens skyld.

søndag den 17. oktober 2010

Hårdt arbejde - rigdom - moderne syltning


For et par uger siden var Sifka og jeg på det årlige æbleskud på Kildebrønde frugtplantage, hvor vi hver især hjemførte nogle gode poser efterår.

Min pose Elstar er borte, men på en noget mere nærliggende plantage - den i Græse - havde de i dag et tilbud, hvor jeg kunne få 10 kilo for 150 kroner.

Det lod jeg mig ikke sige to gange, af sted gik det og hjem kom de. Ikke i en yndige fransk æblekasse af 342 år gamle æblestammer, men i den solide papkasse fra Dansk Frugtavl.

10 kilo æbler er en pæn sjat - noget af en rigdom faktisk - så jeg tænkte at nogle af dem skulle forvandles til noget holdbart. Æblemarmelade ville være et blegt plagiat, så jeg besluttede mig for æblegele og googlede straks.

Der var flere tilbud. Alle opskrifter var ens. Alle opskrifter stammede fra en eller andens bedstemor, men ikke alle havde held med opskrifterne.

Nogles gele blev ikke stiv - andre brokkede sig over, at de kun fik 4 dl saft ud af opskriften, og afslørede en vis skuffelse over udbyttet af det hårde arbejde.

Det må jeg indrømme, at jeg studsede noget over. Hårdt arbejde? At hive stilken af 3 kilo æbler, skære dem i grove stykker, koge dem i 20 minutter med 1 liter vand og ønskede smagssættere - jeg brugte citronskal, salvie og rosmarin.

Derefter siede jeg grøden og pressede pulpen gennem et klæde.

Så sukker i saften i forholdet 1 kilo til 1 liter saft - jeg fik 8 dl så 800 gram - vanilje i - omrøring og så op at koge rask i 5 minutter.

Skolde glas, hælde på, spise skummet - som nemt fjernes fra overfladen efter en frokosttid.

Skulle det være hårdt arbejde?

Forstå mig ret, hvis man er helt uinteresseret i køkkenarbejde, så er det uden tvivl kedeligt arbejde, men hårdt?

Og hvorfor kaste sig ud i projektet, ved mindre man bare ikke kan lade være, fordi det er hyggeligt og ens hjem kommer til at dufte vidunderligt og man vil glæde sig over gelen de næste mange uger/måneder afhængig af, hvor stor husholdningen er.

Nå, ved nærmere eftertanke er der da køkkenopgaver, der er hårdt arbejde. At pille et kilo fjordrejer, at pille små kartofler til julebruning til 10 sultne mennesker, at smutte et kilo mandler til hjemmelavet marcipan. Just saying.

Og så gik det jo op for mig, hvorfor alle opskrifter fra alle folks bedstemor er helt ens. Fordi bedstemor har Tørsleffs opskrift fra Den grønne Syltebog - moderne syltning.

Det moderne er tilsætningen af Atamon, som bogen anbefaler. Jeg nøjedes med at skylle mine glas i vanilievodka efter skoldningen.

I En erfaren Huusmoders Kogebog fra 1868 optræder forholdet et pund sukker til et pund saft også, men derudover den interessante tilføljelse, at den færdige gele kan opløses i vand til en behagelig limonade.

Og så kan jeg afsløre, at det er hårdt arbejde, at forsøg at være madfotograf borte fra køkkenbordet. Pinga er noget af en linselus.

lørdag den 16. oktober 2010

Æbler og ost


I dele af USA spiser man cheddar ost til apple pie. Og kombinationen æbler og ost findes i masser af forskellige opskrifter for alt fra sandwich til kage.

I nat da jeg kom hjem efter fjerde aftenvagt - og lige havde haft besøg af 12.000 gæster i forbindelse med Kulturnatten - overvejede jeg seriøst straks at frembringe disse fantastiske apple cheddar scones, som jeg fandt hos Deb.

Men fornuften sejrede og jeg sov på ideen. Måske også fordi opskriften ved først gennemøjning afslørede, at det ville tage lidt tid at lave dem.

Ikke så lang tid, som hvis man følger Carl Sagans opskrift på apple pie: If you wish to make an apple pie from scratch, you must first invent the universe, men lidt arbejde er der da involveret i dem. Og jeg er ikke sikker på, jeg ville have overskud til at lave dem uden en køkkenmaskine.

Men hvis du har sådan en køkkendjævel så kom i gang, for de er ganske fabelagtige. Fremover bliver de en efterårsfavorit. Jeg ser for mig en bænk med udsigt over havet og så et par scones til en kop te eller kaffe fra termo.

Jeg har kun lavet småændring i forholds til Debs opskrift, som er hendes tweekning af en anden opskrift.

Her er min version - og hvis du er ligeglad med hvordan, så god weekend ;)

Jeg tændte ovnen på 190 grader - konventionel varme.

Så skrællede jeg 2 æbler - Elstar som er mit ubestridte favoritæble - dem skar jeg i stykker, men nåede vist ikke de 32 Deb anbefaler.
De røg på bagepapir og i ovnen i 20 minutter, til de var sådan en smule brune på nogle kanter, tørre i overfladen og ekstremt velduftende.
De blev derefter sat i køleskabet til afkøling.

Så gik jeg i gang med det lidt pedantiske arbejde med at gøre de tørre ingredienser klar.

Jeg sigtede 200 gram hvedemel, og blandede deri sådan et fingergreb salt, 50 gram sukker og en spiseskefuld bagepulver.

Derefter rev jeg 75 gram god, moden cheddar.

I skålen på min røremaskine dumpede jeg så 85 gram koldt smør skåret i små tern, de nu afkølede æbler, den revne ost, 1 æg og en halv deciliter piskefløde (mælk ville være lige så fint).

Oveni blev de tørre ingredienser så drysset og så blev maskinen sat i gang på virkelig lave omdrejninger. Efter 2-3 minutter var dejen samlet, men stadig klumpet og bøvet at se på.

Sådan skal den være. Nu kan den forsigtigt rulles ud på et meget meldækket bord til passende størrelse og så enten, som Deb har valgt, skæres i sådan trekanter eller stikkes ud.

På bagepladen igen, på et nyt stykke bagepapir (jeg slukkede ikke ovnen undervejs, æblerne kølede af i den tid det tog at finde alt frem og få det målt op.)

Mine runde scones fik sammenpisket æg på overfladen og et lille drys kanelsukker, bare for et give et strejf af kanel.

Derefter bagte jeg dem i 22 minutter. Deb foreslår 30, så ville mine være blevet meget mørke og stenhårde, nu er de gyldne og en smule bløde i midten.

Fabelhaft!

lørdag den 2. oktober 2010

Hvem fanden har en bollesprøjte?


Jeg bliver nødt til at indrømme det, i dag blev jeg fanget i en af mine egne fordomme. Det er aldrig rart.

Jeg havde fundet en opskrift hos min helt Ruhlman på chicken and dumplings, der fik mine smagsløg til at hoppe.

Ved en nærmere analyse af både suppe og boller, er der - bortset fra en mikroskopisk portion tomatpure - og en smule citron og salvie ingen forskel på den amerikanske favorit og vores egen hønsekødsuppe med melboller.

Men den titel ville jeg bare have læst hen over uden at smage efter i mit indre smagsgalleri, om det kunne være godt.

Det er jo noget pjat.

Nå, men det hele starter med en kylling. Irma havde et pænt økodyr til en favorabel pris.

Den røg i gryden med porre, løg, gulerod, frisk salvie og rosmarin foruden peber, salt og laurbærblade og en god liter frisk koldt vand.

Efter en time faldt kødet formeligt af benene og den var lige til at pelse i en stor skål med to gafler.

Skrog, gump og skind røg tilbage i gryden til suppen.

Og så gik jeg i gang med bollerne.

I en bredmundet, sliplet gryde satte jeg 125 ml mælk over med lidt salt og 50 gram smør. Da det lige nåede kogepunktet smed jeg 125 gram hvedemel i og rørte kraftigt til massen var smuk og blank og slap bund og sider på gryden.

Efter et kort afkøl rørte jeg to æg i til en blød konsistens, der alligevel kunne holde facon. I denne fase røg der også et par blade frisk, finthakket salvie og en smule finthakket citronskal i.

I en 3. gryde - med kogende vand forsøgte - jeg på elegant vis at boppe nogle passende fikse melboller ud af en plastpose med hul i hjørnet. Det var i denne fase, jeg endelig forstod værdien min barndoms mærkeligste køkkendims - bollesprøjten.

Melbollerne røg op i en skål med et rent klæde efterhånden som de dukkede op til overflade.

Så siede jeg suppen.

Svitsede lidt løg, rød peber og gulerod i mundrette stykker i noget smør i bunden af en fjerde gryde.

Tilsatte en fingernegl tomatpure og smagte til med salt og peber inden det meste af den siede suppe og cirka halvdelen af kyllingekødet røg i gryden.

Til sidst røg melbollerne i og så fik det hele en mild skæven, mens jeg vaskede de ikke helt små mængder opvask op og glædede mig til en god frokost.

I morgen bliver resten af kyllingen og suppe lavet til kyllingepaj, og der er suppe nok til både aftensmad i dag og en enkelt frokost i næste uge.

Og melbollerne, min barndoms hadeobjekt nr. 1 - jeg kunne heldigvis altid bytte dem til kødboller hos min bror - var helt vidunderlige, fjerlette og aromatiske af salvie og citron.

Super, men hvor får man fat i en bollesprøjte?

søndag den 26. september 2010

A damn fine tart


Min veninde og hendes engelske kæreste kom til frokost i går. I den anledning forsøgte jeg mig med en Bakewell Tart. et stykke klassisk engelsk hjemmebag, som Smitten Kitchen bloggede om i foråret.

Jeg havde godt set navnet før, men anede ikke, at tærten var opkaldt efter en by. Jeg tror, jeg troede, at Bakewell var et varemærke sådan ala Tørsleff og at tærten var et forsøg på at presse så mange produkter sammen i et enkelt bagværk som muligt.

Jeg blev klogere og tærten en succes - thumbs up fra en næsten lokal.

I al sin enkelhed er der tale om en mørdejsbund med et lag hindbærmarmelade og en mazarin-agtig-masse øverst.

Jeg indrømmer det, mørdejen var købedej, men resten hjemmelavet.

Nu havde jeg ikke lige et glas hjemmelavet hindbærmarmelade i forrådskammeret, men det funker også at lave en lynmodel:

En pose frosne hindbær blev kogt ind med sukker, rosmarin og et skvæt tonic vand. Men en helt old school model, hvor hindbær koges alene med sukker og måske et strejf kanel vil også være fortræffeligt. Lynmarmeladen blev stillet til afkøling.

Derefter forbagte jeg tærtebunden en smule og smurte marmeladen ud over den.

Undervejs fandt jeg tid til at smutte 200 gram mandler.

Så skulle der gang i foodprocessoren. Først blev mandlerne finmalet med halvanden spiseskefuld hvedemel. Så blev 150 gram sukker tilsat - jeg brugte noget ubleget rørsukker - og lidt reven citronskal. Derefter 150 gram smør og et helt æg og en æggeblomme.

Til sidst har man en blød, men dog smørbar masse, som med en fugtig kniv omhyggeligt kan fordeles ud over marmeladen i et noget tykkere lag.

Tærten fik 35 minutter i ovnen ved 190 grader, så var mørdejskanten, der stak op over mandelmassen, godt sprød - som man ser nederst - men den kan eventuelt skæres til.

Ved servering fik hele herligheden et drys flormelis. Vi konstaterede at den var god til en kop earl gray efter en lang stensamler tur til vandet, hvor vi reddede en hugormeunge fra den visse død, ved at gelejde den fra stien ud på lyngen.

Desuden viser det sig, at den også er god dagen derpå ;) Og som Debbie, som skriver Smitten Kitchen, er inde på, så er det er en opskrift, der kan varieres i det uendelige. Skru på marmeladen eller på nødderne.

Hvad med blommemarmelade og hasselnødder i stedet for mandler i mazarinen?

tirsdag den 7. september 2010

Hanesovs

Jeg har fundet et nyt mirakelmiddel mod tilstoppet næse.

Hidtil har det været at stikke hovedet hen over en Margretheskål, hvor der er hældt kogende vand over frisk eller tørret mynte og så skabe et svedetelt under et håndklæde.

Fremover vil jeg bare tage et stort pund hakket chili og et par små hvidløg udblødt i 3 dl hvid eddike og sætte hele baduljen over at koge i en fem minutters tid med fem spiseskefulde rørsukker.

Hold op hvor kattene og jeg fik renset vores øvre luftveje af anden runde af projekt Hanesovs.

Værst var det, da jeg skulle passere den blendede masse gennem en si.

Men nu står resultatet i to glas på bordet og ser stærkt og sødt ud på en og samme gang.

Hvis du undrer dig over vodkaen i baggrunden, så kommer det sig af, at jeg ikke bryder mig om Atamon, men er klar over, at skimmel og svamp kan ødelægge en hvilken som helst hjemmesyltning, så glassene er efter skoldning skyllet i vodkaen, som holder 40 procent alkohol.

Og til sammenligning ses også en lille flaske original Hanesovs.

Jeg glæder mig blandt andet til at lave chilimayo til fritter og/eller en burger af den.

mandag den 6. september 2010

Startskud


Jeg har kastet mig ud i et par flerdagesprojekter efter en kulinarisk udflugt med Sifka til Rosenfeldt Gods og Gartneriet Toftegaard, hvor jeg fik fat i drueagurker og stærke chilier.

Første projekt er at eftergøre en ganske fantastisk chilisovs, som man kan købe i thailanske og kinesiske supermarkeder i gode store plastikflasker. Den kan bruges til alt fra chilimayo til et ekstra pift til fx stegte nudler.

Nu har jeg fundet en opskrift og lige nu står de hakkede chilier i blød i en god, økologisk, hvid eddike tilsat salt og hvidløg forud for et lynkog i morgen. Jeg fulgte rådet om at hakke med plastikposer på hænderne, for selv om der er et par ganske milde chilier i bunken er der både Habanero og Chocolate Scotch Bonnet. Hakningen kunne mærkes i både katte og menneskes snuder.

Næste projekt, som ikke lige bliver færdig i morgen, er at frembringe nogle sprøde, salte, sure agurker til alt fra burger til bøf stroganoff i løbet af efteråret.

De næste syv dage står de i en krydret 5 % salt-opløsning og derefter tror jeg, at jeg forlader den oprindelige opskrift og sylter dem med eddike og sikker, men meget kan jo ændre sig på syv dage;)

lørdag den 28. august 2010

Isbjørn og vanillepopcornstøv


Madbloggersymposiet på Nordatlantens Brygge har lært mig et pas skønne ord som sælpulere og vanillepopcornstøv. Derudover har jeg spist foie gras på tube, drukket fantastiske hvidvine fra Lilleø og fået hovedet fuld af vision om enkel ny nordisk mad.
Og så er dagen langt fra forbi endnu og Sifka og jeg skal da også lige snakke en smule mere;)

tirsdag den 24. august 2010

Kanel og snue


Bagværk med kanel skal ikke pifte ret højt efter mig. Og et billede over hos The Pioneer Woman fik al ladhed til at forsvinde og sendte mig lige ud til dejfadet.

Nu kunne jeg ikke drømme om, hverken at bruge tørgær eller lade min køkkenmaskine bimse en fed gærdej sammen.

Sådan en skal da håndæltes fordi det er sjovt og kan give afløb for opsparet indestængthed fra dagens trakasserier.

Jeg lavede en dej, hvor væsken var sødmælk og fedtstoffet smeltet smør og så ellers god øko-hvedemel fra Bornholm, lidt salt og lidt sukker og forbløffende lidt knofedt.

Dejen hævede en times tid og så var det bare at rulle den ud i samme bredde som brødformen og strø en blanding af rørsukker og kanel ud over rektanglen med let hånd før hele herligheden blev rullet til en pølse, som røg i formen med fugen ned ad.

Efterhævning, pensling og i en 190 graders oven i 25-30 minutter og så var det kanelbrød fjong. Lige til en kop te, som skal forsøge at bekæmpe en begyndende snue for der er noget på færde i weekenden.

lørdag den 10. juli 2010

Now I get it



Jeg har lige ydmyget Evasée bombée yderligere: Kogt jordbær-lavendel-rosmarinsaft i den og begået en italiensk frokost af de mere fantastiske: Bittesmå salvie-citron kødboller i en mild tomatsauce med yderligere gang i salvien.

Dertil små nydelige ravioli med fire oste - disse dog købt og ikke hjemmelavet.

I min anden kobbergryde - der kan være 2,5 cl i den - har jeg kogt en mikroskopisk hindbærsirup til senere brug.

Nå, hvad er det så jeg pludselig forstår?

At man i Sydeuropa spiser varm middagsmad - dels indbyder det spiseren til efterfølgende siesta - dels giver det husmoderen fri i alle de varmeste timer.

Jeg stod foran mit åbne køkkenvindue og trallede, mens jeg kogte og hyggede mig - mit hus ligger så fornuftigt på grunden, at det med gennemtræk aldrig bliver kogende varmt om sommeren.

Om lidt smider jeg mig i den magelige i skyggen, slår mave, drikker kold jordbærsaft og varm espresso og tager mig en lur, til jeg skal på stranden ved 15-tiden.

Fridag er sgu da en ok opfindelse.

torsdag den 4. marts 2010

Gremolata og steg


Michael Ruhlman, som sætter alting på formler og derfor lærer mig noget hele tiden, var lidt af en snydepels til morgen.

Han fremviste det smukkeste billede af en komplet middagsret og ville kun ud med opskriften på det lille grøn-gule drys på toppen af noget voldsomt stegt.

Jeg tror nok, jeg får tilsendt resten, hvis jeg køber en stegegryde og lidt andet grej, men den hopper jeg ikke på.

Så jeg vendte ryggen til min helt og kogte selv. Super Bæst havde en fin snørret steg under overskriften gammeldags oksesteg og masser af rødder i grøntsagsafdelingen.

Så stegen blev brunet voldsomt i smør og olie i min arvede emaljerede støbejernsgryde. Stegen op og derefter fik løg, porre, gulerod, persillerod, jordskok og hvidløg en tur i gryden, inden en ordentlig sjat rødvin blev tilsat og fik lov at dampe alkoholen af.

Stegen røg tilbage sammen med lidt kalvefond og så låg på og i ovnen i knap to timer med en enkelt vending. Da jeg startede kartoflerne til mos smed jeg en lille håndfuld brune champignon i gryden, så de ikke simrede helt ud.

Gremotata lavede jeg af et fed finthakket hvidløg, finthakkede skal af en lille økocitron og en stor håndfuld persille, der ligeledes fik med den fine kniv.

Til sidst min forårsfavorit på salatsiden: Appelsin, fintsnittet forårsløg og god salt græsk feta.

Havde jeg haft syltede perleløg var de blevet spist til. Jeg måtte nøjes med appetitagurker, men det var sørme også ok.

Tag den Michael Ruhlman ;)

mandag den 1. marts 2010

Køkkener der smitter


Jeg er en stor fan af Smitten Kitchen. Kan faktisk ikke huske, at Deb nogensinde har bikset noget sammen i hendes minaturekøkken, som jeg ikke gerne har ville sætte tænderne i. Og så har hun lige vundet en fin pris for sine flotte madfotos.

Det er som regel dem, der fanger mig i første omgang. Også i dette tilfælde, hvor hendes bagte rigatoni med små kødboller bare tog et fast greb om mine smagsløg.

Ved nærmere læsning stod det klart, at hun benyttede en berømt italiensk-amerikansk koks opskrift, men at hun ikke var helt overvældet og så tænkte jeg: Så kan jeg jo følge mine egne ideer.

Så jeg lavede kødboller af hakket kalv og flæsk med lidt revet parmesan, revet citronskal, finthakket porre, en smule tonicvand og masser af persille. Foruden det sædvanlige æg, lidt rasp, salt og peber.

De de var stegt - og det går hurtigt, for de er små - blev de mikset sammen med nogle friskkogte rørformede pastafiduser, aner ikke om de hedder rigatoni eller hvad, og en hvid sovs og så i ovnen med lidt rasp og ost over.

Den hvide sovs var en ret traditionel mornay - altså bechamel med ost - og lidt revet citronskal.

Retten bagte i 20 minutter og blev spist med en salat af en halv, oversaftig, spansk appelsin i stykker, mild græsk fårefeta og fintstrimlet porre, fra den grønne del.

Det blev rigtig godt. Jeg anede ikke, at kødboller og pasta kunne laves med andet end tomatsovs, det gør jeg nu ;)

lørdag den 20. februar 2010

Nancy Reagans abebrød


Der har ikke duftet af kanelbagværk i det lille røde hus længe, så det trængte der pludselig til. Og så var det, at en fantastisk konstruktion jeg havde set hos Smitten Kitchen dukkede op på mit indre lækkersultskop.

Det må jeg lade Nancy Reagan, hun havde godt nok god smag i bagværk. Det lader nemlig til at hun ene kvinde gav abebrød en opblomstring i 80erne, da hun serverede den lækre spise for pressekorpset i Det Hvide Hus en jul.

Det var godt gjort. Der er faktisk tale om den bedste dekonstruktion af kanelsnegle jeg har smagt til dato.

Man kan selvfølgelig følge Smittens opskrift slavisk (når det kommer til gærdej, er amerikanske opskrifter altid lidt småneurotiske) eller også bare lave sig en god gærdej, som den man ellers ville lave til kanelsnegle eller bløde fødselsdagsboller.

Når dejen har hævet første gang, skærer man dejen i små bidder, så man kan rulle en 30-40 små kugler af den.

Smelt en 75-100 gram smør og miks en god kanelsukker - jeg brugte mest hvidt økosukker, lidt mørk moscavado og godt med kanel.

Dyp kuglerne i smør og vend dem i sukker og pak dem så sammen i en rand form. Lad abebrødet hæve en 20 minutter mens ovnen varmer op og så bag i cirka 30 minutter ved 180 grader varmluft.

Nu ved jeg godt, at jeg er lidt statisk i min kagedekoration, men det er nu Smitten, der foreslår en flødeosteglasur.

Så jeg rørte en halv bakke Philadelphia med flormelis og lidt vanilie.

Men krymlet, må jeg nok tage ansvar for selv ;)

Og så lærte Smitten mig et lille fif.

Mens jeg lavede dejen havde jeg lige ovnen i gang på en 75 grader. Så slukkede jeg den og brugte den lækre vame til første hævning.

Sådan en vinterdag kan det nemlig ellers kun blive til koldhævning i det lille røde hus og det var jeg da for kaffe og abebrødssulten til ;)

tirsdag den 26. januar 2010

Man tager en kylling....


Jeg forstår det ikke. Hvad blev der af postejerne eller pierne i det danske køkken?

Anna Wecker, som har skrevet den første danske opskriftssamling, havde blandt andet en opskrift på en kronhjortepostej, hvor hakket kronhjortekød blev bagt i en vanddej, som ikke blev spist.

Der er postejer og pier i Madam Mangors kogebog og i Frøken Jensens, men de er ikke en del af det danske køkken min mor lærte mig, som hun havde lært på husholdningsskole under krigen og af sin mor og mormor.

Det er underligt, for det synes sådan en indlysende måde, at bruge rester på.

I dag har jeg lavet en chicken pie, som er en meget britisk spise - udbredt til både USA og Australien, dertil lavede jeg en lille salat med blandt andet saftig pære og blåskimmelost.

Det er sådan et projekt, der strækker sig over hele dagen, men langt fra tager hele dagen. Der er rigelig tid til at læse, strikke, passe sin farm på Facebook og hvad man ellers kan finde på mellem de forskellige dele af hele projektet.

Det starter med, at man hugger en kylling eller en høne i nogle passende stykker for at få kogetiden en smule ned. Alt undtagen de største klumper fedt fra gumpen smider man i en gryder med koldt vand, peberkorn, en 2-3 laurbærblade og nogle stilke persille.

Derudover skal der hvad grønstsagsskuffen gemmer af gode vintergrønsager i: Bladselleri, gulerod, løg og jeg havde en gnalling stadig saftig rødkål, som dog fik den konsekvens, at min suppe blev en noget besynderlig gammelrosa.

Når kødet falder af benene - på fjerkræet i gryden - tager man stykkerne op en for en og flår alt kød af knoglerne med et par gafler. Det er en meget mere effektiv metode end at prøve med fingrene, når alt er kaldvarmt. Knogler, brusk, skind og hvad men ellers piller fra gemmes for sig.

Det frasorterede smider man tilbage i suppen og koger videre på, til man har en god stærk, nærende kyllingefond.

På engelsk kaldes kyllingesuppe for jødisk penicillin, mest fordi det er sådan en mormorting, og mad lavet med kærlig, kan helbrede mange lidelser.

Der findes desuden et par undersøgelser der tyder på, at kyllingsuppe har antiinflamatoriske egenskaber.

På et tidspunkt skal suppen sis - bedst gennem et klæde for at få de fleste urenheder ud.

Dejen er et kapitel for sig. Amerikansk tærtedej er meget anderledes end dansk tærtedej, som ofte er noget i retning af en mørdej.

Kokken Michael Ruhlman har skrevet en meget populær bog, hvori han afslører, at madlavning handler om at forstå forholdene mellem de forskellige ingredienser i en ret.

Hans tærtedej siger: 3 dele mel til 2 dele fedtstof til 1 del iskoldt vand.

Fedtstoffet kan ikke være olie, men skal være fast og koldt. Jeg har en dåse af det amerikanske mirakelprodukt Crisco, som er hærdet vegetabilsk fedt. I gamle dage brugte man svinefedt - og det gøre nogle englændere stadig.

Til min dej brugt jeg 340 gram hvedemel, 227 gram fedtstof - 100 gram Crisco og 127 gram smør - og 113 gram iskoldt vand.

De underlige mål kommer sig af en omregning fra cups og ounces - Ruhlman sælger et fantastisk lille program til iPhone, hvor hans grundopskrifter kan omregnes til lige det mål man ønsker.

Jeg laver dejen i min Magimix - altså med et skrapt skær i en foodprocessor.

Mel, salt og fedtstof køres på ”pulse”, indtil fedtet er som ærter i melet - det tager en 6-7 tryk - og derefter det iskolde vand i mens maskinen kører til det hele med et samler sig efter en 4-5 tryk.

Dejen ud på et melstrøet bord og saml den hurtig til et par kugler, 2/3 til underdelen og 1/3 til låg.

Dejen skal på køl til den er hård før den kan rulles ud. Det tog 20 minutter i min skønne fryser ude på bænken ;)

Bag underdelen i cirka 20 minutter. Det er ikke en dej der hæver, den skrumper faktisk, men jeg dækkede alligevel med stanniol og tyngede den ned med tørrede kikærter.

Mens dejen bager ved 175 grader lavede jeg fyldet.

Jeg hakkede et rødløg, to små gulerødder, 1 stængel bladselleri og skar en 5-6 champignoner i skiver.

I lidt smør sauterede jeg løget, derefter rørte jeg 1,5 spiseskefuld mel i og begyndte at bage op med suppen.

Da jeg havde en tyk sovs tilsatte jeg resten af grøntsagerne og omkring halvdelen af det sønderlemmede kyllingekød og varmede alt igennem til en ret tyk fricassé.

Da underdelen af dejen var bagt blev fyldet hældt i og låget rullet ud og lagt på. Jeg stak nogle huller, så damp fra stuvningen kunne slippe ud og bagte i 30 minutter.

Det blev rigtigt godt og salaten passede perfekt til.

Jeg forstår stadig ikke, hvorfor sådan en ret, ikke er en fast del af det danske køkken.

lørdag den 16. januar 2010

Af denne portion bliver en ordentlig kage...



med undertitlen Ode til sandkagen


Alle de helt uforgængelige, sære, kemiske udgaver af den traditionelle skærekager, som supermarkedernes hylder bugner af, har givet sandkagen eller pundkagen et frygteligt dårligt ry.

Men en gang imellem bliver jeg ramt af stor lyst til sådan en skive fast, men alligevel saftig, kage, der smager af citron og som muligvis er den eneste spise i verden, der kan få mig til at længes efter te.

Forstå mig ret, jeg er ikke sandkage-fundamentalist, det er ikke den absolut oprindelige udgave, der kun består af smør, sukker, mel og æg i forholdet 1:1:1:1 - eller pund til pund - jeg længes efter.

Det er dens moderne efterkommer, som fx Camilla Plums fantastiske citronkage med birkes, men engang imellem skal repertoiret udvides og birkes er ikke noget, der ligger på den gennemsnitlige supermarkedshylde i denne ende af verden.

Det endte med en amerikaner - tillempet dansk smag for ikke-nikke-nej vil jeg da komme citronaroma eller smøraroma i noget som helst, når frisk citronsaft er lige ved hånden og kagen i øvrigt starter med - i følge det originale forlæg - 330 gram smør!

Så jeg startede i stedet med 250 gram - rigeligt til en god kage.

Det havde ligget og lumret lidt i mit køkken, så min røremaskine kunne få fat med det samme. Derefter smed jeg 300 gram rørsukker i små portioner derned og rørte efterhånden 4 friske landæg i.

Så var jeg nået til det våde. Det blev til saft af en halv citron, et skvæt kold, stærk, earl gray te for bergamottesmagen og et bløb vanilje - ikke essens, men den der version, hvor vaniljen er blevet trukket ud med fx. vodka og så cirka en deciliter 7-Up - jeps sodavanden.

Efter videre piskning kunne der så presses cirka 750 gram mel i dejen og tre teskefuld bagepulver.

Hvis man ikke kender konsistensen, så skal den være til at skrabe rask ned i formen og kunne holde et lille mønster i overfladen, hvis man vil glatte lidt.

Formen var smørsmurt og sukkerdrysset og kagen blev først bagt hårdt ved cirka 210 grader varmlufts ovn i 15 minutter og derefter i 30 minutter ved 170 ved konventionel varme.

Afkølet fik kagen en glasur rørt med rom, cirtron og mere 7 Up foruden nogle dråber gul konditorfarve. Og så nogle skefulde non-paraille for et fuldent amerikansk look.

Og altså helt så sært, som det måske lyder er det ikke med lidt smagfuld vædske i eller noget ovenpå.

Madam Mangor anbefalede rosenvand til sin pundkage og afslører at der går 12-14 æg på et pund.

En fantastisk nabo jeg engang havde i Århus - 81 årige kvinde, som havde tjent hos den samme familie fra hun var 13 til hun fyldte 70 - serverede sandkage smurt med smør eller flødeskum, ganske vist på skæresiden, men jeg tror hun ville godtage ideen om glasur ;)