onsdag den 11. februar 2009

Hvad køleskabet gemte


Det er ikke altid, at jeg er fuld af madenergi i de perioder, hvor jeg har morgenvagt. I dag var jeg oppe 2.15 - hvis nu det der snevejr, havde været så slemt som bebudet, så måtte jeg jo tidligere af sted end sædvanligvis.

Heldigvis var det ikke slemt. Jeg var alligevel ekstra træt, da jeg kom hjem, og jeg havde indstillet mig på nogle flade eller spejlæg eller sådan noget.

Så faldt jeg over en fin lille ting hos New York Times om, hvad byens mange, mange immigranter spiser af hverdagsmad og der optrådte en magisk koreansk madpandekage.

Pa jun - laves tilsyneladende traditionel med skaldyr som østers eller kammuslinger, men kvinden i artiklen laver den tit med lidt stegt kylling eller andet kød og grønne grøntsager.

Jeg havde nu hverken rå østers eller asparges og broccoli, men jeg havde lidt kogt kartoffel, lidt røget ørred, forårsløg, gulerod, grøn peber og bladselleri.

I løbet af nul komma fem havde jeg de dejligste, lette madpandekager med lidt sovs til at dyppe i foruden kraftig råkostsalat med ingefær/hvidløgs/citron dressing. Jeg sneg også en skive ristet brød ind.

Fino - pa jun er nu på listen over de hurtige og de gode.