torsdag den 20. marts 2008

Skidne æg, ale og hindbærsnaps


Dagens frokost har gjort mig en smule mere voksen, tror jeg. Og nej, det er hverken pale alens eller hindbærsnapsens skyld, men derimod de skidne ægs.

Jeg hadede den ret, da jeg var barn. Min mor lavede den et par gange om året. Hun var jo af to-retters-aftensmadsskolen, så vi fik altid forret og hovedret eller hovedret og efterret.

Skidne æg var en forret. Som gav mig kuldgysninger af ubehag, men et æg skulle spises, tænk på de børn, der sulter i Afrika.

I går - midt i Ikeas tæppeafdeling - faldt Sifkas og min tale pludselig på denne ret. Og jeg var ikke i tvivl om, at jeg ville kunne lide den. Sifka heller ikke.

Så da dagens vigtigste opgave alligevel blot var at hente æg i Torup og derefter stå i kø bag alle landliggerne hos købmanden, kunne æggeretten passende blive frokost.

Som tænkt, så udført: Sennepssovsen en almindelig opbagt mælkesovs tilsat Coleman's sennepspulver og et bløp dijon. God bacon fra Hanegal i småstykker ristet med et spinkelt forårsløg og så ellers karse over og en skive ristet hjemmebagt rugbrød.

Om det smagte godt? Fabelhaft!

Og øl og snaps gjorde måltidet perfekt - humlet pale ale fra Brooklyn og en snaps komponeret af iskold Brøndum og et skvæt hindbærsaft af egen tilvirkning.

3 kommentarer:

  1. Ja, det er utroligt, hvad en farve i Ikeas tekstilsortiment kan sætte gang i. Og tak for i går, det var vildt hyggeligt:) OG jeg kan lide tæpperne!

    SvarSlet
  2. Skiden æg kunne min far lide, og så ville jeg også kunne lide det. Derfor har jeg et minde om at vi får det, og jeg spiser det sammen med min far, selvom jeg måske ikke helt var så vild med det.
    Skiden æg, så tænker jeg altid på min far :-D

    SvarSlet
  3. Jeg sad netop i dag og tænkte at man skulle have skidne æg til påske - det smager så godt! Men jeg ville ikke ane, hvordan jeg skulle lave en opbagt sovs må jeg med skam indrømme ;-) Men lækkert lyder det!!!

    SvarSlet